Det fælles åndedræt, resonansen

Når vi synger sammen om morgenen deler vi det samme udgangspunkt for dagen. Således udtrykte forfatteren Dy Plambeck sig ved arrangementet Fyraftenssang i Vartov en sen eftermiddag i februar 2019. Foråret var faktisk begyndt at vise sig denne dag, og erantis blomstrede som et løfte om noget nyt, der skal ske: foråret var på vej.

I et interview i anledning af udgivelsen af Kirkesangbogen, sagde Plambeck også: 

Fællessangen står altså som noget, der danner et særpræget fællesskab og skaber en samhørighed, de syngende iblandt. Samhørigheden skabes, fordi fællessangen (og salmesangen især) har to bevægelser: Ud til alle de medsyngende og ind til den syngende selv til indre opbyggelse. Sangen får fylde i det fælles.

Der er skrevet meget om fællessangens væsen og natur, og ved et umiddelbart skøn kan den betragtes som stigende i sin popularitet. Der afholdes f.eks. morgensang på Hovedbiblioteket i Krystalgade i København og på Københavns Universitet Amager til stor glæde for unge og gamle. I den spæde sommer, fylder Maratonsangen Vartovs gård, fra morgen til aften. Det er et meget velbesøgt arrangement, hvor Højskolesangbogen synges fra ende til anden, fra alfa til omega. Måske er det det hyggelige samvær, der gør at mennesker valfarter til sangarrangementer, men måske er det et langt større behov, der her synes at skulle afdækkes. Måske kan fællessangen betragtes som det moderne menneskes higen efter det fællesskab, det store fokus på individualiteten for længst har sat på prøve.

Grundtvigs syn på fællessangen

Lad mig nu vende mig mod N.F.S. Grundtvigs tanker om fællesskab, fordi her er der klare ideer at hente: For Grundtvig var salmesangen essentiel. Salmesangen var simpelthen et billede på det kristne fællesskab. Grundtvig betragtede kirken som et samfund af troende – et samfund og et fællesskab af troende, der gennem alle tider kun kan mærkes gennem historien. Historien er det, vi har tilfælles med de generationer, der er gået forud, og på den måde må historien være levende, for at folk kan erkende nutiden. For det troende og kristne samfund er historien den lige og eneste vej tilbage til den levende Jesus. Grundtvig skrev:

Grundtvigs historiesyn

For at beskrive Grundtvigs syn på fællesskabet vil jeg kort dvæle ved hans historiesyn, for disse to emner står nemlig i en vekselvirkning og påvirker hinanden. Grundtvigs historiesyn er et yderst omtalt og diskuteret emne. Dels ændrer det sig igennem Grundtvigs liv, dels er det et emne, der er store afhandlinger værdige. For Grundtvig taler Danmarks historie et guddommeligt sprog, fordi det himmelske spejler sig i historien. Gennem historien får mennesket syn for det guddommelige og det evige. Det er forbeholdt Gud at have den absolutte indsigt. Dog har menneskets adgang til det guddommelige at gøre med syn og sang: det visionære og det sproglige. Det levende ord er menneskets mulighed for at være i kontakt med Gud, fordi ordet skaber en vekselvirkning mellem Gud, der handler med sit ord, og mennesket der svarer tilbage – f.eks. gennem salmesangen. Ud fra dette perspektiv kan man betragte historien som fællesskabets forudsætning.

I fælles- og salmesangen viser det sig, at det fælles og det individuelle er hinandens betingelser. Fællessangen lever af enkelte, individuelle stemmer, som vokser sammen til en helhed. Denne betingelse finder også sted i historien, hvor det enkelte menneske arver en verden, en historie og en kultur, som det tager med sig ind i sit eget, individuelle liv, og som former det enkelte menneske i sin egen frihed.

Med en moderne teori kan man sige, at salmesangen i Grundtvigsk forstand skaber resonans for dem, der synger. Resonans er et begreb, som er hentet fra den tyske sociolog Hartmut Rosa. Rosa er en del af Frankfurterskolen – en filosofisk og sociologisk skole og retning, der både har haft Theodor W. Adorno og Jürgen Habermas som deltagere, og som repræsenterer den kritiske teori. Hartmut Rosa har tidligere i sin litteratur beskrevet, at samfund som er påvirket af acceleration og en tiltagende (ja, faktisk uendelig) væksttanke i stigende grad rammes af fremmedgørelse. Rosa har undret sig over, hvad der får mennesker til at blive ved med at finde motivation i fremmedgørelsen, og beskriver, at menneskers møde med resonansen, genklangen, giver dem motivation til et liv i dybderne. Resonans er et begreb, der er hentet fra musikkens verden: det er det rum, hvor lyd og svingninger påvirker hinanden – det får lyden til at resonere. Når mennesker har et møde med f.eks. kunst, kærlighed, familien eller religion oplever de resonans i deres liv, og dette giver dem en indre opbyggelse.

Set med Grundtvigs øjne sker resonansen i mødet med religionen, med Gud og med den syngende menighed. I menighedens svar på forkyndelsen findes den dobbelte bevægelse. Forkyndelsen når ind til den syngende, og den syngendes stemme når ud i et svar på forkyndelsen. Resonansen sker også i mødet med de andre syngende, fordi salmesangen kombinerer det individuelle og det kollektive (Iversen, 2018, s. 7). Salmesangen skaber et rum, hvor det enkelte menneske kan hengive sig til det fælles. Hvor mange steder har vi, hvor vi kan gøre det i dag?