Gudbilledlighed

I den bibelske skabelsesberetnings billedsprog fortælles, at mennesket oprindeligt blev skabt ”i Guds billede” (1. Mos. 1, 26-27). Ved syndefaldet gik denne nære forbindelse og lighed med det guddommelige imidlertid tabt.

Grundtvig indså, at dette tab dog ikke kunne være fuldstændigt. I beretningen om den første pinse fortælles jo, hvorledes disciplene pludseligt kunne forkynde evangeliet om Jesus Kristus på alverdens tungemål. De blot menneskelige og hedenske sprog var altså gode nok til at rumme det kristne evangelium. Ja, de hedenske sprogs ord for rent menneskelige og før-kristne erfaringer som glæde, kærlighed, sandhed og liv var ligefrem nødvendige, for at kristendommen overhovedet kunne forkyndes.

Selvom menneskets ”gudbilledlighed” er blevet forstyrret ved syndefaldet, er det derfor en svag afglans heraf, som trods alt træder frem, når livet får lov til at udfolde sig stærkest og rigest.

Guds rige skal derfor ikke kun søges i det hinsides, men også i det nærværende liv, og den kristne forkyndelses opgave er ikke at frigøre fra dette liv, men tværtimod at frigøre mennesket til at leve det.

Ikke omvende, men opvække

Grundtvig ville derfor heller ikke tale om ”omvendelse”, men om ”opvækkelse”. Den kristne forkyndelse skal ikke ”omvende” folk, så de som forkælede børn vender sig bort fra det liv, Gud i sin godhed har skænket dem. Forkyndelsen skal derimod ”vække” dem, så de taknemligt modtager livet som Guds gode gave, der med flid skal udfoldes til ære for Gud og glæde for næsten.