Frihed

For Grundtvig kan frihed ikke tænkes uden i sammenhæng med forpligtelse. Det grundtvigske frihedsbegreb adskiller sig fra en sædvanlig humanistisk forståelse af begrebet ved netop forpligtelsesdimensionen. En humanistisk frihedsforståelse, som er den mest udbredte i vores samfund f.eks. udtrykt i forskellige menneskerettighedserklæringer, har som grundlag, at alle mennesker har værdi, fordi de er mennesker. Altså en slags ringslutning som aksiom. Og fordi vi alle er lige meget værd, skal vi også alle have størst mulig frihed til at gøre, som vi ønsker, og ideelt set er det kun vores medmenneskes ret til at have samme frihed, der skal kunne begrænse vores frihed. Over for denne opfattelse er Grundtvigs, der knytter alle mennesker værdi og ligeværd til den omstændighed, at alle er skabt og ubetinget elsket af Gud. Det, at mennesket ikke skal bekymre sig om at være noget værd – det er det ubetinget! – stiller mennesket frit til at være noget for andre, og kun ved at være det lever jeg min gudgivne frihed ud. Det frie menneske er således forpligtet, og grænsen for min frihed er ikke alene medmenneskets ret til at være fri på samme måde, men også min forpligtelse over for min næste. Frihed og forpligtelse er således hinandens betingelse.

Grundtvigs frihedsforståelse 

Grundtvig skriver et sted om frihed, at det er ”et Ord, saa glat som en Aal”, og leder man i Grundtvigs forfatterskab efter en præcis definition på frihed, leder man da også forgæves. Hans frihedsforståelse fremstår aldrig som en abstrakt ide, men er altid knyttet sammen med konkrete historiske forhold ved det at være menneske sammen med andre mennesker.

Til fælles bedste

”Frihed til fælles bedste” er et af de mest markante og iøjnefaldende frihedsudsagn hos Grundtvig og refererer til, at den individuelle frihed må strækkes så langt, som hensynet til det samfundsmæssige fællesskab tillader.

”Tøjlesløs frihed” kaldte han den form for frihed, som kun tilgodeser den enkeltes egoistiske interesser, og som derfor ikke omfatter hensynet til det samfundsmæssige fællesskab.

Trosfrihed

Religions- og trosfrihed var for Grundtvig et helt afgørende forhold, og det var det, fordi han netop forbandt denne frihed med udviklingen af et menneskeligt og folkeligt samfund.

Tro var en samvittighedssag, og samvittighedstvang anså han som den største forhindring for udviklingen af sådanne positive egenskaber som pålidelighed, ærlighed og ordholdenhed, uden hvilke et menneskeligt fællesskab, er en illusion. Som for mange andre var religionsfrihed for Grundtvig en menneskerettighed, men han gik alligevel meget længere end de fleste i fortolkningen af denne frihedsrettighed.

Ytringsfrihed – også for kvinder

Det samme gjorde han, hvad ytringsfrihed angår. Også på dette punkt henviste han til udviklingen af det menneskelige og folkelige samfund. Folkestemmen måtte lyde frit, modsatrettede synspunkter måtte frem i lyset for at oplyse magthavere såvel som menigmand – hertil regnede han også kvinden. En underbetonet del af Grundtvigs frihedsforståelse handler netop om kvindens frihed og frigørelse. På dette punkt som på så mange andre var han langt forud for sin tid. Han var gennem hele sit politiske liv en markant fortaler for kvindens og det kvindeliges frigørelse.

Fri fra partipolitik

Fra politisk hold er der gennem tiderne gjort adskillige forsøg på at gøre Grundtvig til talsmand og baggrundsfigur for en bestemt partipolitisk holdning, men selv kæmpede han for at holde sig fri af politiske partier og ideologier. Han var liberal, men han var hverken liberalist eller socialist.