Et folk

Dette er en sammenskrivning af to tekster om det nationale og de slesvigske krige forfattet til Grundtvigsk Forum.

Et folk?

Grundtvig oplevede i sin barndom på landet, at der i landbobefolkningen – den såkaldte almue – var et potentiale, som måtte frigøres og bruges i fællesskabets tjeneste. Den samfundsudvikling, der var i gang rundt om i Europa og i Danmark, hvor befolkningerne krævede større selvbestemmelsesret, støttede Grundtvig meget, men han mente, at forudsætningen for at befolkningen i landet kunne blive styrende, måtte være at de blev, og opfattede sig selv, som oplyste og ansvarlige individer. Og netop dette var et vigtigt kendetegn for et folk, at det bestod af ansvarlige og oplyste personer, som selvvalgt kunne indgå i et fællesskab. Derfor valgte Grundtvig som sin livsopgave, gennem oplysning, at gøre almuen til et folk.

Begrebet folk har altid haft en dobbelt betydning. Et folk er på den ene side en bestemt defineret gruppe af mennesker knyttet til en bestemt lokalitet. På den anden side er et folk også en forestilling om et fællesskab mellem disse mennesker. Altså både noget konkret og noget bevidsthedsmæssigt.

Grundtvig havde også denne dobbelte forståelse, når han beskrev et folk som en gruppe af mennesker med en fælles historie, et fælles sprog, fælles idealer og en fælles geografisk tilknytning. En gruppe af mennesker med disse kendetegn var et folk, og et sådant folk havde et fælles bedste – dvs. en måde at leve sammen på, der tjener til fællesskabets opretholdelse – og dermed er til gavn for den enkelte i fællesskabet.

Det er vigtigt at understrege, at for Grundtvig var det i højere grad menneskets frihed til at tro, tænke og ytre sig, end det var den demokratiske forfatning, der var forudsætningen for folkeligheden.

Danskhed og de slesvigske krige

Danskhed er for Grundtvig en levende følelse, en livsstil og sproglig tradition. Han opfatter det som grundlæggende, at man lever et bestemt sted i en bestemt folkelig sammenhæng. Ordet folkelig giver han en særlig betydning svarende til national i nutidigt sprog.

Det kristelige og det folkelige hører nært sammen, det er to sider af samme sag, og det folkelige fællesskab er åbent for alle, der vil gøre en aktiv indsats. Grundtvig beskriver det således i sangen Folkeligt skal alt nu være:

For at være en del af nationen må man engagere sig i landets styre og tage aktiv del på det politiske, økonomiske og kulturelle plan. Fællesskab, ansvar og folkeligt virke er centrale dele af det nationale sammen med forestillingen om ”opklaret gang i ædle fædres spor/ med lige værdighed i borg og hytte” (Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, HS 87).

Grundtvigs syn på det folkelige afspejler stor frygt for danskhedens undergang. I hans levetid, 1783-1872, blev den danske stat reduceret fra at være en mellemstor europæisk stat til at være en småstat uden indflydelse på den europæiske scene. I 1814 blev Norge afstået og efter 1864-krigen hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Indkredsningen af danskhed blev herved et helt centralt tema i hans forfatterskab.

Under Treårskrigen 1848-51 udgav Grundtvig ugebladet Danskeren, hvori han selv skrev alle artikler, sange og salmer. Her fremmales et forførende fjendebillede af de herskesyge tyskere overfor de ejegode danskere. Hovedproblemet for Grundtvig og mange i samtiden var, om danskheden overhovedet havde chance for at overleve på længere sigt, fordi tyskhed tilsyneladende allerede var trængt ind i den danske folkesjæl.

Grundtvigs dansknationale og antityske skrifter fik en stor gennemslagskraft i det danske samfund, og hans ideer blev fælles tankegods i udbredte dele af befolkningen. I hans syn på det nationale indgik troen på danskhedens indre værdier, især betydningen af sprog, historie og folkeligt virke for fællesskabet. Herved var han med til at modvirke den undergangsstemning, der gik over landet efter den tabte krig i 1864.
Helt frem til sit sidste leveår nytænkte og omformulerede Grundtvig sin holdning til det nationale. I 1871 beskrev han sin opfattelse af 1864-nederlagets betydning for danskerne i klare vendinger, blottet for enhver form for nationalt overmod:

Grundtvigs tanker om det nationale blev udtrykt gang på gang i salmer og sange, foredrag og skrifter og spredt gennem de folkehøjskoler, som hans tilhængere gjorde til en vital del af dansk livsform. Han er blevet den mest betydningsfulde producent af national bevidsthed i Danmark. Men da han aldrig gav nogen klar definition på begreberne folket og danskhed, kan hans udsagn om det folkeligt-nationale virke dunkle og selvmodsigende. De bliver derfor undertiden brugt og misbrugt som politiske argumenter af både chauvinister og internationalister.
I Den Danske Salmebog fra 2003 er et af Grundtvigs digte, Kærlighed til fædrelandet, medtaget som fædrelandssalme – til manges forundring. Digtet er skrevet i 1853 efter afslutningen af 1. Slesvigske Krig, hvor han fandt det vigtigt at styrke danskerne både kristeligt og folkeligt for at modvirke national chauvinisme og selvtilstrækkelighed. Han understreger, at alle har ret til at føle fædrelandskærlighed, for den indeholder alt det, der er forudsætningen for et sandt menneskeliv: national identitet, hjemstavn, slægtsbevidsthed og gudstro. Al sand kærlighed, også fædrelandskærlighed, har sit udspring i Himmerige i hans opfattelse.

Grundtvig har fortsat betydning for vore forestillinger om danskhed. Han er hovedkraften bag den særlige sammenfletning af kristen, national og social identitet, som mange danske oplever som noget selvfølgeligt og naturgroet, der har været her fra tidernes morgen.