Det er afgørende, at vi forholder os til spørgsmålet om traditionens autoritet

Set i et mere overordnet perspektiv handler den seneste tids debat vedrørende folkekirkens liturgi og den lutherske teologi, som denne liturgi er funderet på, i høj grad om, hvordan vi forholder os til den arv, vi har fået overleveret i traditionen. Helt kortfattet kan man sige, at det grundlæggende spørgsmål her er: Hvad vil det overhovedet sige at arve noget? Det er et spørgsmål, som ironisk nok allerede er på spil i den teologiske lære om arvesynd, der er blevet et af diskussionens omdrejningspunkter. Ja, faktisk kan man sige, at spørgsmålet om arv og overlevering allerede er på spil i hjertet af de ritualer i gudtjenesteliturgien, som diskussionen drejer sig om – i hvert fald, hvis man med Luther forstår dåb og nadver som ’testamenter.’

I den verserende debat er dette fundamentale hermeneutiske spørgsmål imidlertid desværre blevet trængt i baggrunden dels af en kirkehistorisk disput om den historisk korrekte udlægning af Luther, dels af en dogmatisk (og kirkepolitisk) strid om hvorvidt, og i hvilken grad, vores lutherske arv fortsat kan udgøre en afgørende norm for folkekirkens bekendelsesgrundlag. Debatten om det teologiske grundlag for folkekirkens liturgi, herunder også diskussionen af centrale kirkehistoriske og dogmatiske aspekter, er både presserende og væsentlig. Men uden en tilbundsgående refleksion over, hvad vi skal forstå ved begreber som arv, overlevering og tradition – herunder hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet om traditionens autoritet – risikerer debatten at ende i gold polemik. Eller rettere: Uden dette refleksionsarbejde er det slet ikke muligt at arve eller overlevere noget som helst.

Anliggendet her er ikke at udfolde en sådan refleksion, men blot at pege på nogle af de aspekter, som det ville være nødvendigt at inddrage, samt at antyde, hvorledes den filosofiske hermeneutik fra Martin Heidegger over Hans-Georg Gadamer til Paul Ricoeur udgør en frugtbar ressource for et videre refleksionsarbejde ad dette spor.

Traditionen som problem

At forholde sig kvalificeret til traditionen kræver selvsagt en historisk viden om denne, samt en sans for, at historiske fænomener indgår i en bestemt kontekst. Ligeledes kræver det, at man gør sig selv klart, hvorfra man forholder sig og med hvilket anliggende. Men måske allervigtigst kræver det, at man er bevidst om, at traditionen allerede er virksom i vores forholden sig til den. Den viden, vi har om traditionen, er altid selv formidlet af denne tradition, som Hans-Georg Gadamer kritisk påpeger over for den moderne historievidenskab i hovedværket Sandhed og metode. Kun med omtanke for traditionens refleksivitet er det nemlig muligt at vinde en vis distance ikke blot til vores egne fordomme, men ligeledes til en naiv forestilling om gennem en stringent historisk metode at kunne gøre sig fri af disse fordomme. Kirkehistorie er således aldrig blot forskning, men altid også traditionsformidling. Kun ved at vedkende sig dette bliver en egentlig historisk overlevering mulig – eller som Walter Benjamin formulerer det i et brev til sin ven Gershom Scholem: ”Alene for den, der har begrebet, at hans viden er overleveret, er viden overleverbar.”

Det turde således sige sig selv, at det ikke er muligt på uhildet vis – bag om vores fordomme og selvforståelse – blot at vende tilbage til ’den sande tro’, hvad enten den så skulle være luthersk eller oldkirkelig. Ligesom det heller ikke er muligt – end ikke i en tid, hvor refleksionen har opløst alle umiddelbare bånd og hvor alt fast og solidt fordufter – at undslå sig de bindinger til traditionen, som vores sprog og praksisser altid umærkeligt formidler. Spørgsmålet om vores forhold til traditionen kan således aldrig blot koges ned til et for eller imod.

Vi står allerede i traditionen mens vi tolker den

I stedet må vi i vores omgang med traditionen medtænke spørgsmålet om dens ’applikation’. Det vil sige: en tematisering af det forhold, at enhver forståelse altid indebærer en anvendelse af det, der forstås på den aktuelle situation, som den, der forsøger at forstå, befinder sig i, og en aktiv stillingtagen til dette forhold. Her er det værd at bemærke, at Gadamer i sin diskussion i Sandhed og metode af ’anvendelsen som hermeneutisk problem’ peger på netop teologien som et af de steder, hvor man finder en sans for denne problemstilling: ”Det, der oprindeligt forbandt den filologiske hermeneutik med den juridiske og teologiske, var anerkendelsen af applikation som et integreret moment i al forståelse.” Kun ved åbent at forholde os til spørgsmålet om traditionens applikation, som den moderne historievidenskabs objektiveringskrav tenderer til at udelukke, men som altså ikke burde være teologien fremmed, kan vi gøre os fri af en ’konservativ’ opfattelse af, at vi blot kan nøjes med at bevare traditionen såvel som af en ’revolutionær’ idé om, at vi bare kan lægge traditionen bag os, og således nå frem til en kritisk stillingtagen til det vedkommende og uvedkommende ved det, der er os overleveret. Her kommer vi ikke uden om spørgsmålet om traditionens autoritet.

Det er afgørende, at vi forholder os til dette spørgsmål. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi bare at ende med bevidstløst at genopføre fordums konfrontation mellem på den ene side oplysningens forestilling om, at vi kan og bør anfægte traditionens autoritet, fordi vi ved bedre, og på den anden side romantikkens forestilling om, at traditionens autoritet – over for hvilken alt nyt skal stå til regnskab – kan begrundes med henvisning til traditionen selv.

Enhver tradition rummer altid et moment af historie og frihed

Det forhold mellem ufrihed og frihed, som er på spil i enhver overlevering, og som spørgsmålet om traditionens autoritet accentuerer, er imidlertid langt fra entydigt. For enhver tradition rummer altid både et moment af historie og frihed. Fortiden har os, før vi har den, vi tilhører traditionen, før den tilhører os, og dog forløber ingen tradition af sig selv, blot fordi den én gang er blevet indstiftet. Tværtimod behøver enhver tradition bekræftelse, pleje og tilegnelse.

Traditionen kan, fordi den så let selvfølgeliggør det overleverede, ende med stå i vejen for den sag, som den overleverer. Også derfor er det vigtigt at forholde sig kritisk til den. Det kan måske ligefrem blive nødvendigt, som Martin Heidegger skitserer det i sit hovedværk Væren og tid, med en form for ’destruktion’ af traditionen. Ikke for at skille sig af med traditionen, men derimod netop for – ved at sprænge sig vej gennem en fremherskende reception – at tilegne sig sagen på ny. En sådan opbrydende omgang med traditionen er heller ikke teologien fremmed, og Heidegger peger da også på Luthers tilgang til den skolastiske traditions theologia gloria i Heidelberg-teserne som en afgørende inspirationskilde til hans egen ’destruktion af ontologiens historie.’

Samtidig er det nødvendigt også at have blik for, at traditionen i kraft af sin virkningshistorie kan åbne nye muligheder for vores tilegnelse af den sag, den overleverer. Den historiske afstand mellem os og vores teologiske traditions tekster udgør således ikke så meget et problem som en ressource for os. Jo flere virkninger en tekst har haft, jo mere righoldig, men også udfoldet og afklaret en form når den frem til os i. Eller som Gadamer formulerer det: ”Det er først gennem tidsafstanden, at sagens iboende, sande mening træder helt frem. Tidsafstanden lader ikke blot de partikulære fordomme uddø, men lader også dem, der leder en sand forståelse, træde frem som sådanne.”

Endvidere er det, som Paul Ricoeur fremhæver i sine Essays om hermeneutik, væsentlig at have blik for, at den ’distancering’ fra såvel forfatterens intentioner som fra dennes sociokulturelle kontekst, der gør sig gældende i selve skriftens medium, udgør en frihed til at afkontekstualisere traditionens tekster, så de lader sig genkontekstualisere i en ny situation. Uden bevidstheden om den frigørelse, der ligger i traditionens skriftlighed, risikerer vi at spærre teksterne inde i deres givne situation i stedet for at give dem mulighed for fortsat at tale til os på nye måder og dermed være kilde til ny selvforståelse.

At arve arvesynden

Det er således helt afgørende, at vi eksempelvis i den debat om den lutherske arvesyndslære, der har fundet sted i forbindelse med diskussion af folkekirkens liturgi, både forsøger at forholde os kritisk til vores selvfølgeliggjorte reception af den og har blik for, hvordan den rigdom af udlægninger af arvesyndslæren, som skyder sig ind mellem Luther og os, kan åbne nye muligheder for at gentilegne sig den sag, der er på spil i denne lære. I sin lutherske udlægning – med formuleringer om, at mennesker fødes med synd som en arvelig sygdom, der fordærver dets natur – fremstår arvesyndslæren for de fleste mennesker i dag uspiselig. Med rette. Men problemet er blot, at arvesyndslærens problematiske status, dens uspiselighed, samtidig risikerer at forhindre os i at se, at denne lære faktisk overleverer et problem til os. Nemlig kort sagt det problem, der handler om, hvordan vi skal forstå vores ansvar for og frihed i forhold til det onde, som på én og samme tid går forud for og indstiftes af os selv. Spørgsmålet er om ikke netop begrebet om arve-synd i sin modsatrettede sammensathed faktisk udgør en fortsat frugtbar forståelsesramme for den uopløselige tvetydighed, der gør sig gældende i dette problem.

Så lad os nu besinde os en ekstra gang og gå omvejen over en grundig eftertænkning af de hermeneutiske spørgsmål, som vores omgang med traditionen rejser, inden vi ubetænksomt enten kaster alt for meget af den på historiens mødding eller reducerer den til et rent musealt anliggende. Her udgør den filosofiske hermeneutik som antydet ovenfor en værdifuld ressource, idet den tilbyder os en tilgang, som forpligter sig på med afsæt i samtidens muligheder og begrænsninger at åbne sig for, oversætte, udlægge og tilegne det, der er os overleveret, ud fra en kritisk stillingtagen til dets vedkommenhed.