Individets tid er IKKE forbi

Alex Paul ’Sandy’ Pentland er en af hovedhjernerne bag Google. Han har en fortid som forsker i bævere. Hans drøm er at afskaffe al uforudsigelighed – via overvågning og nudging: Verdens befolkning af mennesker skal være som en population af bævere, som er let at overskue og let at forudsige. På den måde kan vi afskaffe alle farer, al utryghed, al lidelse og al sorg. Men også – selvfølgelig – alle overraskelser, al undren, al skøn forvirring. Vi vil dertil også kunne afskaffe al politik og al jura. Beslutningerne træffer sig selv – for Google ved, hvad vi vil – og alle opfører sig pænt og ordentligt.

Et urealistisk fremtidsscenarie? Ikke mere urealistisk end at det er tæt på virkeligheden i et land som Kina, hvor privatlivet reelt er afskaffet. Forfatteren Shoshana Zuboff skriver derfor også, at vi bør insistere på at opfatte os selv som nogen, der ’har noget at skjule’ (i bogen Overvågningskapitalismens tidsalder – hvor hun også skriver om Alex Pentland). Hun siger: "If you have nothing to hide, you are nothing."

I det spor mener jeg, at teologien og oplysningshumanismen har et fælles anliggende: Vi må forsvare individet. Det vil sige, vi må forsvare opfattelsen af det enkelte menneske som en ukrænkelig enhed – fyldt med hemmeligheder, begær, tvivl, drømme, ambitioner og tanker, vi fortryder, og som vi derfor holder for os selv – en enhed der ikke bare går i ét med fællesskabet.

Det er heller ikke det, Louise Højlund Franklin mener – er jeg temmelig sikker på – når hun i interviewet i Grundtvigsk Tidende 3/2022 siger, at individets tid er forbi. Og det er heller ikke det, man i foreningen Grundtvigsk Forums styrelse mener, når man i forlængelse af diskussionen af foreningens pejlemærker har understreget vigtigheden af ’de forpligtende fællesskaber’. Selvfølgelig er der intet af dette, der handler om at afskaffe individet. Som jeg ser det, er det ikke desto mindre lige så vigtigt at forsvare individet, som det er at understøtte og opbygge forpligtende fællesskaber – i skolen, i foreningslivet, i samfundet, i kirken. Begge dele er vigtigt. For på nogle områder er individet truet, først og fremmest truet gennem trangen til kontrol og gennemsigtighed.

Der ligger endda – hævder jeg – en særlig teologisk opgave, der går ud på at have et kritisk og selvkritisk blik på forholdet mellem individ og fællesskab. Og dette kan have betydning for måden, hvorpå man fx fejrer gudstjeneste.

Grundtvigs skizofreni

En forklaring: Et af de absolutte højdepunkter inden for dansk tænkning og åndsliv udgøres af Grundtvig. Og det, der blandt meget andet gør ham vigtig – fortsat – at beskæftige sig med, er hans diskussion med den lutherske teologi: En diskussion der på en måde finder sted inde i Grundtvig selv.

Grundtvig kaldte sig ’luthersk’, men repræsenterer samtidig et opgør med Luther. Kort – og forenklet – sagt har Luther et negativt menneskesyn: Mennesket er en synder, og det kan i kraft af syndefaldet ikke lade være med at være det. Men mennesket er dermed også et væsen, der ’har noget at skjule’, og som sådanne uigennemskuelige enheder er vi alle ligeværdige individer. Ingen står over hinanden, for vi kender hverken os selv eller hinanden i dybden, og vi kan ikke overskride grænserne til hinandens sind og sjæl. Det negative er med andre ord ikke kun negativt, men også et værn mod, at vi legitimt kan stille os over hinanden og vide bedre.

Hos Grundtvig derimod er mennesket ikke kun en synder, men er også et åndsvæsen, der kan vokse og folde sig ud, og som kan indgå i et fællesskab og et samfund. Og går man med Grundtvig ad dette spor, så følger der også en større tiltro til alt det, mennesker kan og vil – og alt det, mennesker kan og vil sammen.

Diskussionen med det lutherske menneskesyn – som er en diskussion, der altså på en måde også fandt sted ’inde i’ Grundtvig – er en vigtig diskussion i dag. For lige så væsentlig Grundtvigs kritik af Luther er, lige så vigtig finder jeg den tradition, der tillader sig en skepsis over for ’gode og velmenende fællesskaber’. Vi kan ville hinanden det nok så godt, der er også noget i os selv og hinanden, vi ikke kender til. Og kun ved at anerkende det, kan vi være her alle sammen.

Kølig gudstjeneste?

Hvad betyder dette så for den aktuelle diskussion af liturgisk fornyelse inden for folkekirken? Jeg har i flere sammenhænge været med til at tale for, at man skal holde folkekirken ’kølig’. Dvs. at man – fx som præst eller som menighedsråd – skal have et selvkritisk blik for, at fællesskaber kan være nok så gode og vigtige, de er også altid i en eller anden grad ekskluderende. Og det er de, bl.a. fordi vi mennesker ikke kan gennemskue os selv, og fordi vi ikke kan leve op til egne idealer. Vi kan ville ’et fællesskab for alle’ nok så meget, det lykkes ikke. Det betyder ikke, at man ikke skal prøve. Men det betyder – som jeg ser det – at man skal have selvkritikken med sig som en meget nær følgesvend.

Gudstjenesten er et sted, der minder mig om, at menneskelige fællesskaber er svære, og at jeg næppe er så inkluderende og åbensindet, som jeg bilder mig ind. Men det er også et sted, der sender mig ud af kirken igen for at prøve alligevel. Prøve på både at deltage i og opbygge varme fællesskaber. Gudstjenesten er altså ikke stedet for fællesskabet, men et afsendersted: Ud med dig. Prøv igen. Med kærlig hilsen. Lev. Elsk. Prøv. I den forstand skal gudstjenesten – som jeg ser det – være kølig. Man skal ikke ind i fællesskabet i kirken, man skal ud.

Men selvfølgelig skal man også ind i kirken. Og selvfølgelig lyder forkyndelsen ikke: Her må man ikke sige hinanden noget. Her må man ikke mærke varmen fra et andet menneske. Her må man ikke få den tanke, at mennesker kan noget sammen.

Og jeg er derfor vældig glad for Grundtvigs skizofreni. Hans kritik af Luther er forløsende. Havde vi kun haft den ene, havde vi manglet et modsvar på det negative menneskesyn. Nu står de der begge to og hiver i hinanden, og det er en skizofren arv, jeg meget gerne vil forvalte. Samlet set siger den os noget vigtigt.

Jeg mener dertil ikke, at tanken om ’kølig kirke’ peger i retningen af en bestemt og allerede fastlagt liturgi. Og det er slet ikke et indlæg i en diskussion af dåbsritualet (som for nylig har fyldt en del – bl.a. i Kristeligt Dagblad). Der er intet til hinder for at eksperimentere med gudstjenesteformer, eller at overveje om ændringer i liturgien vil kunne komme flere eller andre mennesker i møde. Men det er – som jeg ser det – helt afgørende, at gudstjenesten forvalter den skizofrene arv. Det kan den gøre på mange måder.

På denne baggrund glæder jeg mig til at diskutere kølighed og varme på Himmelske Dage 2022 med Louise Højlund Franklin. Jeg finder hendes kritik af ’køligheden’ enormt vigtig, og jeg lytter meget gerne til den, når jeg selv bliver for sortseende på menneskets vegne (mig selv inklusive).

[artiklen er udgivet inden Himmelske Dage, der blev afholdt i Kristihimmelfartsferien 2022]

Læs magasinet Grundtvigsk her