Seks teser om dannelse

1. Dannelse er for alle.

At dannelsen er almen, betyder i udgangspunktet, at den er for alle (kommende)
borgere i et samfund uanset deres erhvervsmæssige endemål.
Almen dannelse kan derfor aldrig være målrettet en profession, som det
sker i anbefalingerne til ny læreruddannelse.

2. Dannelse er almenmenneskelig.

Dannelse er almenmenneskelig. Det almene i dannelsen betyder, at den er al-menneskelig
eller almenmenneskelig, at det enkelte menneske forbinder sig med en menneskelighed,
som det i udgangspunktet er fremmed for, men som det gradvist indfældes i. Det alment menneskelige foreligger altid i en kulturelt forarbejdet form. At blive til som menneske er derfor at indskrive sig i sin kultur og blive del af en samfundsformation og civilisation, som man forpligtes på at videreføre og udvikle.

3. Almen dannelse er at blive bevidst om sig selv som et historisk væsen.

De lærerstuderende skal ikke kunne kongerækker, men derimod have en knagerække, som de kan hænge bærende værdiforestillinger og centrale pædagogiske begreber op på. De skal tilbydes prismer, som kan bryde deres blik på sig selv og den folkeskole, de skal virke i.

4. Det almene er i det fremmede.

Vi skal søge det almene i det fremmede, idet vi stiller os i et forhold til det. For at blive til som mennesker er vi nødt til at møde det fremmede og forholde os til forskelle. Det er kun sådan, at vi kan opdage os selv som væsener, der adskiller os fra andre, som vi ligner, og som vi principielt lige så godt kunne være.

5. Dannelse er en fri og formbar proces.

Vi fødes ikke færdige, men er formbare og skal derfor først dannes, før vi viser os som mennesker. Formningen må være fri. Vi skal dannes til at være myndige, ikke blot borgere, men mennesker, der former sig selv og træffer selvstændige (forhåbentligt oplyste) valg i livet.

6. Almen dannelse er ikke en tilpasningskategori.

Derfor er det problematisk at ville tilpasse ’dannelse’ en række selv nok så professionsrelevante specifikationer. At træde ind i en praksis, hvor vi tænker,
afprøver og undersøger sammen, er at træde ind i verden med nye perspektiver, hvor det ikke handler om at passe ind, men om at bidrage til fællesskabets fortsatte udvikling ved at lade sig forstyrre af hinanden. Det er i denne forstyrrelse af menneskelig forskellighed, at vi finder frem til det fælles og udvikler unikke måder at være til på.