Karaktermord på et fag

Forsøget på igen og igen at få afskaffet læreruddannelsens fællesfag om kristendom, religion og idehistorie symboliserer kampen om dannelse i læreruddannelsen. Lige siden  kompetencemålstænkningen langsomt, men sikkert, sneg sig ind i læreruddannelsen, har læreruddannelseseksperter og læreruddannelsens ledere forsøgt at eliminere det obligatoriske fag Kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab [red: I daglig tale også kaldet KLM]. Senest ved at støtte ministeriets udspil til et fag med det anonyme navn ’Skolen som  dannelsesinstitution’.

Læreruddannelsen som en politisk kampplads

Læreruddannelsen er og bliver en kampplads. Egentlig er det såre godt, for lige netop læreruddannelsen er baggrund og grundlag for vor fælles folkeskole. Den skole, som ifølge formålserklæringen, skal danne vore børn samtidig med, at de får viden og kundskaber til at kunne begå sig i livet og i verden. Det er til enhver tid vigtigt i et demokratisk samfund, at de grundlæggende værdier omkring skole og dannelse er til debat. Et vigtigt og afgørende omdrejningspunkt for diskussionen om dannelsen har lige siden 1996 været det obligatoriske fællesfag Kristendomskundskab, som efterfølgende kom til at hedde Kristendomskundskab/livsoplysning.

Seminarierådet skrev allerede dengang i deres anbefaling om et nyt studieområde, som de kaldte: Almene lærerkvalifikationer. Faget endte dog med en klar faglig retning. Fx skrev læreruddannelsen på Zahle:

”Undervisningen i Kristendomskundskab/livsoplysning skal give den studerende en bred viden om og forståelse for de religiøse og filosofiske traditioner, der er repræsenteret i vores samfund.

Sigtet er, at den studerende gennem undervisning i faget udvikler sin historiske bevidsthed og gennem mødet med forskellige betydningsuniverser i fortid og nutid bliver bevidst om, hvordan hun/han selv sætter verden i system. Et af målene med faget er, at den studerende udvikler sin kritiske sans – både i forhold til arbejdet med kildetekster og i forhold til egen kulturelle baggrund.

Den studerende erhverver sig gennem arbejdet med fagets indholdsområder kompetence til at samtale med kolleger, elever og forældre om etiske og eksistentielle spørgsmål med åbenhed og respekt. Desuden opnår den studerende kompetence til at deltage i diskussioner om menneskesyn og værdier i folkeskolens virkelighed og lovgivning på et fagligt kvalificeret grundlag.”

Dengang var fokus stadig tydelig på fagets indholdsområder.

Hvad er dannelse uden indhold og faglig forankring?

I 2007 suppleredes faget så med medborgerskab og fik 17 ECTS. I 2013 skulle faget justeres og styrkes, men endte med at skulle dele sine 17 ECTS med de pædagogiske fag i en nyskabelse kaldet Lærerens Grundfaglighed. Den politiske udmelding var klar; faget skulle styrkes, men administrativt svækkedes faget efterfølgende på flere læreruddannelser. Hvorfor?

Måske finder vi et svar hos en af fædrene til 2013 læreruddannelsen, professor Jens Rasmussen, som oprindeligt ønskede KLM nedlagt. En heftig avisdebat førte efterfølgende til, at forligskredsen bag læreruddannelsen fra 2012 fandt det nødvendigt at justere KLM med en tillægsaftale 1. juni 2018. Det blev indskærpet, at de forskellige læreruddannelsessteder skulle sørge for, at faget fik de aftalte ECTS. Evalueringen af læreruddannelsen i 2018 viste efterfølgende, at også dette blev administreret forskelligt rundt omkring.

Men hvorfor skal faget så nu have et nyt navn? Hvorfor skal både omfang og indhold ændres?

Hvad er hensigten? Man vil styrke dannelsen. Men hvad er dannelse uden indhold, uden faglig forankring? Dannelse kan nemlig ikke så let være et fag i sig selv. Dannelse er evnen til at kunne vurdere, hvordan og hvorfor og hvortil man bruger sin viden. Derfor er ændringen af KLM-navnet en instrumentalisering af dannelse. Man tror tilsyneladende, at et kønsløst og anonymt fag fører til nogen som helst dannelse. Man glemmer, at dannelse er den proces, hvor et menneskes personlighed, på baggrund af viden og færdigheder, formes. Valget af fag og indhold afspejler gerne både samfunds- og menneskesyn. Alle fag bidrager således til den personlige dannelse. Ikke ét bestemt fag. Fagenes navne og indhold er afgørende. Den optimale dannelsesproces sker på baggrund af et ønske om at blive dannet. Ikke ved tvang. Fx dannes man, når man ved noget om kristendommens baggrund, hvordan Jesus nok alligevel ikke er født i Betlehem, og hvad det så kan betyde for forståelsen af kristendommen. Man dannes, når viden bruges til at tage stilling, også til værdier og religion.

Dannelse er oplysningen om livet gennem viden og færdigheder

Grundtvig skriver, at folkets dannelse er vigtig for udviklingen. Grundtvig foretrak dog ordet ’oplysning’ i stedet for dannelse. Og det giver i vores sammenhæng med læreruddannelsen stor mening. Således skriver Grundtvig i højskolesangen Hvad solskin er for det sorte muld:

Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde;
langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende;

Fag er således vigtig for oplysning, men lysten skal være med for som Grundtvig skriver i Er lyset for de lærde blot:

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;

Begrebet dannelse henviser således til den proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, og resultatet af denne proces formodes at føre til en dannelse af personligheden i den ønskede retning.

Uklart hvilken faglighed, der ligger bag faget ’Skolen som dannelsesinstitution’

Med KLM-fagets historik i erindringen har jeg altså ikke udstrakt tillid til den meget åbne fagbetegnelse ’Skolen som dannelsesinstitution’. Det navn duer ikke til andet end at udvande en god faglig tradition. En tradition hvor teologisk og religionsfaglig viden har været udgangspunktet for undervisningen. Udviklingsgruppen bag oplægget til ny læreruddannelse anbefaler, at Lærerens Grundfaglighed i en ny læreruddannelse ændres til fag med et ”tydeligere ophæng i videnskabelige discipliner med tilhørende aktive forskningsmiljøer”. Det er en væsentlig og indlysende pointe, at fag i læreruddannelsen skal have sammenhæng med videnskabelige discipliner. Det lægger notatet da også op til, når det handler om de pædagogiske fag, hvor man vil vende tilbage til klassiske fagbetegnelser som Pædagogik, Almen didaktik og Pædagogisk psykologi. Men hvilken faglighed ligger der mon bag Skolen som dannelsesinstitution?

Det nye navn er for mig at se en ladeport for alt muligt, uanset man i et bilag har skrevet, at faget skal indeholde: ”Religion og kultur, herunder kristendommens betydning i skolen og det danske samfund.” Men det er kun én ud af seks pinde, resten af fagområdet kunne meget vel varetages bedre af samfundsfag eller den pædagogiske faggruppe. Skole-hjem-samarbejdet er i øvrigt også en del af det nye erstatningsfag.

Det kan alt sammen kun betyde, at det er tomme ord, når man også kan læse, at ’Skolen som dannelsesinstitution’ skal have ”fokus på religion og kultur, herunder kristendommens betydning, demokrati og medborgerskab, skolens idéhistorie, etik og dannelsesopgave mv.”, for der skal også være plads til ”solidaritet i forbindelse med mangfoldighed, køn og inklusion i skolen”, ”Skolens dannelsesopgave i et historisk, aktuelt og fremtidsorienteret perspektiv – herunder digital dannelse og bæredygtighed”, samt ”Skolen som institution, herunder skolens formål, dannelsesopgave, kvalificerings- og socialiseringsfunktion, andre skoleformer, f.eks. fri og efterskoler”.

Kort og godt: Det obligatoriske fælles religionsfag Kristendomskundskab i læreruddannelsen er skudt ned. En lang dansk tradition for at viden om vor kulturs kristne baggrund i samspil med nye og andre religioner, især islam, er droppet til fordel for kompetencer i at håndtere elev- og forældre relationer, dog uden dybere viden om kulturens baggrund og dybde. Det kaldes så dannelse, men det er bluf, for der findes ingen dannelse uden saglig viden. Karaktermordet består i, at man igen og igen forsøger at tømme faget for religionsfagligt indhold under dække af, at det så sandelig stadig er det samme fag med fokus på kristendommens betydning for vores kultur. Dog uden at sikre, at faget forvaltes af religionsfaglige undervisere.