Det Sidste Ord: En varm sommer?
KLUMME. Det har været en helt exceptionel varm sommer. Ovenpå sommermånedernes ekstreme tørke og skovbrande har USA endelig vedtaget sin første ambitiøse klimalovgivning, og mens Europa går vinteren i møde med en energikrise hængende over hovedet, står Afrikas Horn over for sin værste tørke i årtier. Rekha Das reflekterer over klimaforandringernes konsekvenser verden over i anledning af 30-året for vedtagelsen af FN's klimakonvention.
Det har været en smeltende hed sommer i New York, hvor jeg for tiden bor. Sveden dryppede ned ad nakken, og fra morgen til aften hørte jeg de evigt kørende airconditioners drøne afsted; New Yorks baggrundsmusik. I løbet af sommeren blev vejrkortene i store områder af USA farvet mere og mere røde - exceptionel tørke og ekstrem tørke. Så det var til stor glæde for mange, at USA, i løbet af sommeren, endelig fik vedtaget sin første ambitiøse klimalovgivning. Den nye lov giver blandt andet skattefordele ved køb af nye og brugte elbiler, støtte til produktion af solpaneler, vindmøller og batterier og genopretning af skove. Californien går som vanligt forrest og har besluttet, at der fra 2035 kun må sælges hybrid-elkøretøjer, der er CO2-neutrale. Politik omsat til handling i stor skala.
Europa oplevede også en ualmindelig svedig sommer. Juli var den tørreste måned i Frankrig i 60 år, og i august var 100 landsbyer løbet tør for drikkevand. I Tyskland faldt Rhinens vandstand så meget, at skibsfarten blev påvirket, og tørken førte til mange skovbrande. Italien erklærede undtagelsestilstand i juli, da livsvigtige floder tørrede ud, og dyr og bevoksninger gik til. Det samme gjaldt i Storbritannien, hvor temperaturerne steg til svimlende 40 grader. Overalt i Europa har man kæmpet med klimaforandringer samtidig med, at energiforbruget er mere presset end nogensinde. Akutte indsatser som at nedsætte vandforbrug, forbud mod havevanding og forebyggende afbrænding af skove blev sat i værk. Og nu står vinteren for døren med alarmerende energipriser. Tøjvask om natten til lavere elpris, standby-knapper der slukkes, nedsat gadebelysning, og uldent undertøj under habitten, eller helt andre praktiske og nødvendige foranstaltninger, finder vej.
Midt i det hele står Afrikas Horn (Somalia, Etiopien, Djbouti og Eritrea) over for sin værste tørke i årtier – en tørke, der får den europæiske krise til at blegne. Fire mislykkede regnsæsoner i træk har efterladt det meste af Afrikas Horn med den længste tørke i nyere historie. Store dele af hornet er nu nærmest ubeboeligt, og folk migrerer fra landet og ind til byerne i håb om hjælp. Knap 20 millioner mennesker er ramt af tørken. Alene i Somalia er 7 millioner mennesker nu akut fødevareusikre. Ikke mindst piger vandrer langt for at hente den svindende mængde vand. Millioner af husdyr er døde, og mange ældre i Somalia beskriver situationen som den værste nogensinde – mens de mindes den ekstreme tørke i 2012, som dræbte over en kvart million mennesker.
Den usædvanlig varme sommer, den verdensomspændende energikrise har for alle lande nogle helt ekstreme konsekvenser. Men for nogle lande har klimaforandringerne helt umulige, akutte og uacceptable konsekvenser. Her er hverken airconditioners, standby-knapper, vindmøller, plantebaseret kød, elbiler eller andre innovative
klimaløsninger indenfor rækkevidde. Her handler det om ren og skær overlevelse.
Det er 30-året for vedtagelsen af FN’s klimakonvention, og i november er Egypten vært for COP27. Det er en helt afgørende mulighed for kollektivt at rette op på skævhederne.
I forhold til FNs retningslinjer skal det fremgå, at holdningerne i ovenstående er skribentens egne
Ordet er frit – Grundtvigsk Tidendes bagsideklumme Det Sidste Ord skrives i 2022 på skift af Rekha Das, teamleder vedr. Mellemøsten ved FNs Udviklingsprogram, UNDP, Kristian Kirk, lærer på Hadsten Højskole og Lakshmi Sigurdsson, lektor ved Københavns Professionshøjskole