Det Sidste Ord: Det er let at kritisere…

Da jeg for nylig vendte hjem efter to måneder som FN-udsending i Ukraine, sad jeg ved siden af en ældre herre på flyet fra Budapest. Han var amerikaner, og havde tilbragt to uger på Donau floden på et cruise sammen sin hustru. De havde set alt fra smuk arkitektur til smertefulde mindesmærker for 2. Verdenskrig. Den ældre herre havde selv været udsendt til Vietnam-krigen som soldat og kendte til de pinsler, en krig forvolder.

Og så faldt samtalen på Ukraine. Som så mange andre var han vred over krigen og bange for konsekvenserne for verdensordenen. Han gav FN et ordentligt fur, som han syntes var et ineffektivt organ i forhold til krigen i Ukraine. Han havde i sin tid stemt på Donald Trump, og var glad for at denne, havde skåret ned på bidragene til FN. Ifølge den ældre herre var selve ideen om FN, der siden 1945 har været en global institution med det formål at sikre fred og overholdelse af menneskerettighederne og uddele humanitær bistand samt støtte udvikling i verden, virkningsløs. Først derefter spurgte han, hvad mit ærinde i Budapest have været. Jeg svarede, at jeg var på vej hjem efter at have opholdt mig i Ukraine de sidste to måneder – hvor jeg i øvrigt arbejdede for FN.

Han slog blikket ned, undskyldte sine udtalelser, og spurgte i stedet, om jeg ville fortælle lidt om mit arbejde. Jeg fortalte, at vi er mange ukrainske og internationalt FN-ansatte i Ukraine, der hver dag medvirker til, at fordrevne mennesker får noget at spise, har et sted at sove, får beskyttelse og basale fornødenheder som vand, medicin og elektricitet. Vi koordinerer vores indsats med mange andre organisationer på bedst mulig vis, mens vi samarbejder med myndighederne omkring levering af nødhjælp under meget komplekse forhold, og forsøger at skabe os overblik over de store ødelæggelser og tab med henblik på fremtidig genopbygning. Han lyttede opmærksomt og spurgte så, hvordan jeg havde det. Jeg sagde, at jeg skal have tid til at reflektere over det hele, og at jeg lige nu er træt. Det bliver man efter at have levet to måneder med afbrudt søvn på grund af luftalarmer, der vækker en på vilkårlige tidspunkter, hvorefter man i søvne skal søge tilflugt i beskyttelsesrummet. Sådan lever millioner af mennesker i Ukraine hver dag. Ligesom folk også lever med, at deres fædre eller brødre kæmper i krigen. Det er alle triste, ulykkelige og tragiske historier – mere end hvad hjernen og hjertet kan rumme.

Men det har ikke slukket min tro på, at verden har brug for stærke globale institutioner, der arbejder for at sikre grundlæggende kollektive værdier som fred, frihed, menneskerettigheder og fremskridt. Da flyet landede i Amsterdam, rakte han mig hånden, takkede mig for min indsats og sagde: ”Det er let at kritisere, men man ændrer sit syn, når man møder menneskene bag.”

I henhold til FNs retningslinjer skal det fremgå, at holdningerne i ovenstående er skribentens egne.