Skolen for livet: Hvad vil det sige at have overskud?

Danmark er et rigt land. Faktisk et af verdens rigeste. Positionen blandt de allerrigeste er opnået ved at udnytte de produktionsressourcer, der er til rådighed i landet, til det yderste. Vi har igennem århundreder omfavnet den internationale handel og nydt godt af de specialiseringsgevinster, der fulgte med. Vi har budt den teknologiske udvikling velkommen og sikret, at arbejdsstyrken havde de rette kompetencer til at udnytte de muligheder, der opstod. Dette har krævet, at vi som nation har prioriteret et stærkt uddannelsessystem, der fra folkeskole over ungdomsuddannelser til universiteter har kunnet måle sig med de bedste steder i verden. Strategien har båret frugt. Vi har en af de mest produktive arbejdsstyrker i verden.

Som økonom klinger det derfor instinktivt forkert, når regeringen foreslår, at en stor del af de danske kandidatuddannelser skal forkortes med et år. Har vi virkelig overuddannet befolkningen? Kan vi reducere længden af udvalgte universitetsuddannelser uden at spille hasard med vores velstand? 
Nu ved vi ikke, hvilke uddannelser regeringens flaskehals peger på, og selv hvis vi vidste det, ville det ærlige svar nok være, at vi ikke på forhånd kan vurdere konsekvenserne for dansk økonomi af forkortelserne med stor præcision. Set med den snævre personlige interesse er jeg imidlertid ret overbevist om, at ændres min egen uddannelse fra en 2-årig kandidatuddannelse til en 1-årig med efterfølgende mulighed for efteruddannelse, vil det få betydelige faglige konsekvenser. Disse konsekvenser vil kunne mærkes af de arbejdsgivere, der aftager vores kandidater. Der påhviler således arbejdsgiverne en afgørende rolle i forhold til at præcisere, hvilken type kandidater de foretrækker at kunne rekruttere i fremtiden.

For os på udbudssiden af arbejdsmarkedet, der uddanner morgendagens kandidater, er ambitionen og den daglige motivation og drivkraft at levere en kandidatuddannelse i verdensklasse, hvor vores studerende bliver undervist i de nyeste teorier og metoder inden for faget. I økonomistudiets tilfælde betyder det, at der er en udtalt progression i uddannelsen. Det tager tid først at lære at beherske redskaberne i den økonomiske værktøjskasse og siden at kunne anvende de tillærte metoder på relevante økonomiske problemstillinger, der er til gavn for de virksomheder, som aftager vores kandidater.

Når vi gennemfører dimittendanalyser, viser det sig tydeligt, at der er et analytisk overskud blandt de nyuddannede i forhold til de krav, der stilles i deres nuværende job. Denne observation fortolker jeg som en kompetencemæssig robusthed, der sikrer, at deres faglige niveau er langtidsholdbart til at tilfredsstille de stadig mere tekniske og digitale behov, som fremtidens arbejdsmarked forventes at kræve. Jeg ville meget nødig havne i en situation, hvor vi skulle gå på kompromis med den faglighed, der bevirker, at vi i min optik har en økonomiuddannelse, der kan sammenlignes med de bedste i verden.

Sådan ser det ud, når jeg har studielederbrillerne på.

Mange flere unge læser på universitetet, end da jeg selv var studerende. Og det er relevant af flere grunde – også økonomiske – at overveje, om så mange unge overhovedet skal den vej, eller nogle flere fx hellere skulle uddanne sig som lærere, sygeplejersker, håndværkere eller tage en erhvervsuddannelse. Men hvem kan være interesseret i, at vi fx har knap så kloge historie- eller fysiklærere på ungdomsuddannelserne? Også de skal da helst stå derude med et ‘analytisk overskud’.

Lige nu er vi derfor alle – uanset uddannelsesbaggrund – stillet over for spørgsmålet: Hvad vil det sige at være et rigt land? Hvad vil det sige at have overskud?