Artikel af Ingrid Ank
Set herfra: Den første danske feminist var trumpist
1/2024
LEDER. I en tid præget af polarisering må man lede efter grænsegængere. Og en af dem er samtidig en af Danmarks første feminister: Mathilde Fibiger. Hendes banebrydende roman ’Clara Raphael: 12 breve’ (1851) er nærmest et forsvar for ’trumpismen’ og for en krigsbegejstret nationalisme: Make Denmark great again! Hun udfordrer derfor vores nutidige forestillinger om, hvem der hører til i hvilke ’lejre’. Læs lederen fra seneste nummer af Grundtvigsk Tidende her
Make Denmark great again!
Jeg har fået en ny ven i ånden. Langt om længe fik jeg nemlig i juleferien læst Mathilde Fibigers lille roman Clara Raphael: 12 breve (udgivet 1851), som regnes for et banebrydende feministisk værk i Danmark. Og hvilket nyt bekendtskab! Hendes humor, hendes sproglige overskud, hendes blik på verden og mennesker omkring hende er fuldstændig suverænt. Men hvad man også bliver slået af er, hvor meget hendes tanker adskiller sig fra vore dages feminisme. Hun har fx ingen ønsker om lighed mellem kønnene i bredere forstand (”Jeg vil heller være sypige end ’noget på et kontor’, og du skal aldrig opleve den dag, at du ser mig med piben i munden, fordybet i lærde undersøgelser, i det tilstøvede studerekammer,” skriver hun). Det, hun først og fremmest vil, er at kunne tage del i 1800-tallets nationale vækkelse:
”Kun den, der ikke elsker andet end sit eget lille jeg, er alene. Men når jeg i sommer med hjerteangst gik og ventede på efterretninger fra krigen, og når de var gode, med inderlig taknemmelighed sagde: ”Gud være lovet! Vi have sejret!” da følte jeg, at jeg ikke tilhørte mig selv alene, men min nation…” skriver hun. Make Denmark great again.
Jeg er ikke enig med min nye ven i ånden. Jeg deler ikke hendes krigsgejst og heller ikke hendes voldsomme nationale patos. Men hun tilhører også ’en anden tid’, en tid hvor ideen om at have en national identitet var en relativt ny idé, og hvor der var brug for – som et grundlag for de fremvoksende demokratier – at udvide bevidstheden om ’det forpligtende fællesskab’ fra familien og lokalsamfundet til nationen. Og jeg forstår hendes ønske om at være del af samtalen.
“En af de virkelige forbandelser, der knytter sig til at leve i en tid præget af polarisering, er den kontraproduktive logik. Jo mere der kæmpes for forandringer i den ene lejr, jo stærkere bliver sammenholdet og tilstrømningen til den anden. Feminismen skaber trumpismen.”
I en nutidig kønsdebat vil hun nok for mange forekomme lidt svær at læne sig op ad. Hun tilhører nærmest ’den anden lejr’. I hvert fald hvis man knytter feminisme sammen med globalisering, individualisering, sekularisering og international rettighedstænkning. For Fibiger er det opofrelsen til nationen og trosopfattelsen (som hun konfronterer præsten om den rette forståelse af), det rør sig om. Præcis som det også er nation og religion, der er det bærende og samlende for vælgerne på den politiske højrefløj i USA.
Men netop fordi hun ikke passer ind i nutidens kasser, er hun et befriende bekendtskab. For en af de virkelige forbandelser, der knytter sig til at leve i en tid præget af polarisering, er den kontraproduktive logik. Jo mere der kæmpes for forandringer i den ene lejr, jo stærkere bliver sammenholdet og tilstrømningen til den anden. Feminismen skaber trumpismen.
Fordi der ikke er en fælles diskussion, rammes man i dag af den håbløse overvejelse, om det bedste, man kan gøre, er at tie stille. Så man ikke producerer næring til modpartens fjendebillede. Fibiger ønskede at være del af den fælles samtale. Hun forestillede sig ikke, der kunne være flere parallelle offentligheder. Hun ville gerne være med i den offentlighed, der var. Gid, det var sådan.
