Set herfra: Værd at dø for

”Og lige meget hjalp det,” sagde manden ved siden af mig. Jeg er i Viborg for at holde foredrag om Grundtvig og Hannah Arendt og om deres – nu i mine øjne endnu mere nødvendige – insisteren på, at frihed og fællesskab ikke er hinandens modsætninger. Det er 21. februar og de russiske soldater er endnu ikke rykket ind i Ukraine, og jeg tror nok mest heller ikke, det sker. Men arrangøren mener alligevel, at vi skal slutte med at synge Nordahl Griegs ’Kringsatt av fiender’, og herren ved siden af mig bemærker, at den er skrevet i 1936, henvendt ’Til ungdommen’ (som digtet egentlig hedder) som en reaktion på den voksende fascisme og nazisme. ”Og lige meget hjalp det,” sukker min nabo.

Og det er jo rigtigt. Fascismen og nazismen buldrede frem i årene derefter. Men det skyldtes ikke kun, at nazisterne rullede det store krigsapparat ud, mens deres modstandere bare sad og sang sange om fred. Det skyldtes især, at der også blev ’sunget andre sange’ eller fortalt andre versioner af, hvad der er rigtigt og vigtigt og værd at kæmpe for. Dengang som nu var det en kamp om sandheden.

Derfor står vi også lige nu midt i et wakeupcall: Hvad er det for sange, vi vil synge? Hvad er det for versioner af, hvad der er rigtigt og vigtigt, vi vil fortælle? Putin går ind for sandheden (som alle mennesker vel officielt gør). Han mener også at kende den (hvorvidt han også selv tror på sine sandheder, aner jeg ikke – men det virkeligt alvorlige er også, at alt for mange af de 140 millioner russere gør). Og derfor har han ’forbudt løgnen’, sender kun sande nyheder ud via stats-TV og straffer dem, der lyver. Men vi skal ikke synge den samme sang! Eller rettere: Vi skal ikke definere, hvilke sange der må synges, eller hvilke versioner af sandheden, der skal fortælles.

I Europa afskaffer vi ikke løgnen ved at forbyde den, men giver sandheden plads gennem frihed. Frihed til løgn, men dermed også til sandhed. Eller sådan burde det i hvert fald være. Og derfor er det en stor fejl – og en bekræftelse af Putins taktik – når EU forbyder russiske statsmedier som Russia Today og Sputnik, eller når vores kulturminister har travlt med at lukke systematisk ned for russisk kultur (og hvad med Nordahl Grieg, der jo var kommunist?). Vi skal ikke synge den samme sang. Vi skal synge den om frihed som sandhedens mulighedsbetingelse. Vi skal synge den om ikke at definere, hvad der må synges.

En tilføjelse: Jeg bilder mig ikke ind at kunne sige noget om, hvad ukrainere i Ukraine tænker. Jeg ved ikke, hvad de mener, der er værd at dø for. Jeg ved kun, at deres situation også bringer os til at måtte overveje – og genoverveje – hvad der er et liv værd at leve.