Set herfra: De rolige praktikere, de vilde boglæsere

Jeg forsøger at lære at spille klaver. Det er op ad bakke. Og selvom jeg helt sikkert ikke har talent for at blive en ny Clara Schumann, så er det ikke kun evner, jeg mangler. Det er også tid og tålmodighed. Man skal øve sig. Vejen frem er at spille den samme akkord eller skala igen og igen. For der skal arbejdes en erfaring ind i kroppen, og det opnås kun ved gentagelse. Det samme gør sig gældende ved mange andre former for dygtiggørelse. Man bliver ikke virkelig god til at strikke, mure, drible eller lave gourmetmad uden en hel masse gentagelser. Og det gælder for alle disse færdigheder, at det er skønt at kunne – men uundgåeligt ind imellem helt utrolig monotont at lære.

Når jeg skriver dette, er det, fordi jeg gerne vil afmontere myten om de rastløse og de rolige, som lever i bedste velgående i måden, vi ofte forfalder til at tale om hhv. ’det boglige’ og ’det praksisfaglige’ inden for skole og uddannelse. Myten går på, at et større fokus på praksisfaglighed vil imødekomme de børn, der har ’svært ved at sidde stille’, mens boglighed og teori egner sig bedst for dem, der ikke har så meget ’krudt bagi’ (indimellem bliver der endda sat køn på de to typer).

Og det er da rigtigt, at det at læse en bog ofte foregår (om end vel ikke nødvendigvis), mens det meste af kroppen er i ro, til gengæld ville jeg jo aldrig sætte mig for at læse den samme bog 100 gange. Tvært imod kaster jeg mig nysgerrigt over den ene roman eller fagbog efter den anden, som derved fører mig nye steder hen. Men med skalaerne på klaveret er det anderledes monotont. 100 gentagelser. Og så 100 til.

Myten om de rolige og de rastløse er med til at bekræfte en forestilling om en stærk modsætning mellem teoretikere og praktikere. Der bliver nærmest to mennesketyper: De stille og de vilde. Hierarkiet mellem dem kan så skifte som vindene blæser: Engang var det almindeligt at se ned på praktikerne (havde de overhovedet et hoved?), i dag bruger fx vores undervisningsminister en del energi på at tale teoretikere eller akademikere ned (de snakker bare, de producerer ingenting). Men opdelingen i to mennesketyper gør os alle sammen dummere og bygger på en falsk forestilling om, at man kan nøjes med at gribe og begribe verden med enten hovedet eller (resten af) kroppen. Og at nogen af natur er mest til det ene eller andet. Og dermed står vi nu – hvilket efter min mening er en stor fejl! – med en folkeskoleaftale, hvor børnene ikke skal gå igennem folkeskolen sammen, men nogle (af egen/forældrenes frie vilje, men alligevel) sendes ud i ’juniormesterlære’ i 8.-9. klasse.

Grundtvig, der ganske arrogant og virkelig uklædeligt kunne tale om ’pøbelvælde’ og ’den uoplyste mængde’, havde alligevel fat i noget, da han i 1871 sagde sådan her: ”… den uoplyste mængde påstår, at kun det legemlige arbejde er nyttigt og fortjener sin løn, hvad der for øvrigt kun er et modstykke til og til dels fremkaldt af den anskuelse, som fra den anden side er blevet gjort gældende, at kun det åndelige arbejde fortjener at holdes i ære, og at det legemlige i grunden er under menneskets værdighed, hvorfor også de, der udfører det, må betragtes og behandles som trældyr. Men begge anskuelser er forkastelige.” (N.F.S. Grundtvig, tale på Marielyst højskole, nov. 1871).