Ombord på det sekstusinde rumskib – dannelsesrejser i sprog og litteratur

Jeg er lige kommet hjem efter en længere rejse. Rejsen fandt sted i det 22. århundrede, og den førte mig til planeten Nyopdagelsen ombord på det sekstusinde rumskib. På turen mødte jeg blandt andre tredjepiloten, som jeg fik et fint forhold til. Men på et tidspunkt blev jeg helt i tvivl, om han var et rigtigt menneske, eller om han var en robot: Han fortalte godt nok om sin barndom, men det virkede, som om det var noget, han var programmeret til. Jeg finder nok aldrig rigtig ud af, om tredjepiloten var menneske eller maskine, for rumskibet blev tilintetgjort kort tid efter, at jeg  havde været ombord.

Lyder det skørt? Hvis du synes det, kan det være, fordi du ikke har læst Olga Ravns fremtidsroman De ansatte, som var det transportmiddel jeg brugte til at komme på dannelsesrejse i rummet og i fremtiden. Andre der har læst romanen, vil måske genkende oplevelsen af at være med på en rejse, der har rykket ved forestillinger om, hvem vi er, og hvordan verden er skruet sammen – både nu og i fremtiden.

Rejsen er allerede i gang

Hver gang en lærerstuderende træder ind gennem døren til uddannelsen, er det mit håb, at de også tager de første skridt på en dannelsesrejse. Betingelsen for, at sådan et projekt kunne lykkes, fik ringe kår, sidst læreruddannelsen blev ændret i 2013: Dannelsen blev kørt ud på et sidespor og erstattet af kompetencer pindet ud i små isolerede bokse af videns- og færdighedsmål. Nu peger pilen i en anden retning: Arkitekterne bag udspillet til den nye læreruddannelse annoncerer dannelse som et ’kerneelement’ i uddannelsen. Meldingen er velkommen. Men måske er det kommet bag på arkitekterne bag udspillet, at denne annoncering har ansporet en heftig diskussion om dannelsesbegrebet og dets indhold. I debatten har blandt andet rektor på Designskolen Lene Tanggaard peget på, at det skyldes, at begrebet i udviklingsgruppens notat er en flydende betegner

En anden tolkning, som jeg vil foreslå, er, at dannelsesspørgsmålet allerede spiller en stor og afgørende rolle i læreruddannelsen – også på trods af 2013-lovens rammer. Debatten opstår, fordi det er et vigtigt anliggende; dannelsesdimensionen er hjerteblod, der flyder i næsten alle aktiviteter i læreruddannelsen. Alle vil gerne bidrage med noget, der rækker ud over snævre målbestemmelser og fragmenterede vidensbrokker. Men striden bliver uproduktivt, hvis den kommer til at handle om, hvem og hvad der er mest dannende. Regnebrættet kan ikke gøres op på den måde. Dannelsesveje er forskellige, og mangfoldighed og varierende perspektiver er i sig selv et karakteristikum ved dannelsesprocesser. Set sådan er diskussionen om, hvorvidt notatet taler om almen dannelse eller et angiveligt upræcist begreb om dannelse, meningsløs: Sagt lidt finurligt: Dannelsen er altid almen, ellers ville den ikke være dannet. Det er centralt for dannelsestanken, at den har et bredt blik for verden og tilværelsen i sin helhed. Burgere, Beatles og Bach indgår alle i dannelsens almene repertoire. Specialisten er ikke nødvendigvis dannet, men kan selvfølgelig godt vise sig at være det, når samtalen drejer over på andre temaer end specialistens område.

Vi kan ikke være i verden uden at forsøge at begribe den

Meningsfuld bliver debatten først, hvis vi spørger kvalificeret til, hvad vi hver især kan bidrage med. Lad mig derfor komme med nogle bud på danskfagets særligt intime forhold til dannelsen.I debatten kan det nogle gange lyde, som om de lærerstuderende tropper op uden dannelse – og at uddannelsesmøllen så sørger for, at de bliver dannede. Denne forestilling overser det faktum, at de studerende allerede er dannede, når de træder ind ad døren. De er ikke – som man siger – ubeskrevne blade. Nej, de er indskrevne i en lang og bred historie fyldt af personlige erfaringer, historier som de har læst, hørt eller set og et sprog, som de betjener sig af dagligt. Ofte er det, som er indskrevet på/i os, imidlertid usynligt for os, og det er først, når vi træder på afstand af os selv og det givne, at vi får øje på, hvordan vi er formet. Dannelsesrejsen kan i det perspektiv ses som billede på, hvad der er på færde i enhver dannelsesproces. For på dannelsesrejsen bliver det fremmede gradvist kendt og det kendte gradvist fremmed for os. Selvfølgelighederne som jeg har med i bagagen, er ikke længere så selvfølgelige, som jeg antog.

Det er denne form for ’rejse’, som undervisningssituationen systematiserer: Jeg kommer på afstand af mig selv, ser at jeg er blevet formet, og at denne form kan se anderledes ud. Den er ikke naturgiven, men netop kulturgiven.

Dannelsen har i det perspektiv et intenst mellemværende med hermeneutikken. I dens tankegang er det fundamentalt, at mennesket er et forstående væsen: Vi kan ikke være i verden uden at forsøge at begribe den. Hermeneutikken ville derfor være tilbøjelig til at give lektor i pædagogik og dannelse Thomas Aastrup Rømer ret i hans summariske definition af dannelsen som ”forbindelsen mellem mennesket og verden”. Men den ville kræve en præcisering, nemlig at forbindelsen mellem menneske og verden er sproglig. Det etymologiske slægtskab mellem ’greb’ og ’begribe’ er sigende: når vi begriber verden – altså sætter sprog på den – griber vi den også, vi får fat i den, kommer i forbindelse med den. Selvfølgelig er mennesket også forbundet med verden på andre måder, som når vi trækker nettet med haletudser op af vandhullet, eller når vi får toner ud af en fløjte. Men i disse situationer er vi ikke optaget af at forstå, hvad der er på færde – vi glider ideelt set ind i selve handlingen.

Sproget lever i og gennem os

Anderledes er det, når vi prøver at forstå. For som hermeneutikkens urfader, den tyske filosof Gadamer udtrykker det ”betjener [fortolkeren] sig ikke af ord og begreber som håndværkeren, der tager værktøjet i hånden og lægger det fra sig igen. Vi må i højere grad erkende, at forståelse og begrebslighed er tæt sammenvævede og tilbagevise enhver teori, der ikke vil anerkende den indre enhed mellem ordet og sagen.” Sprog er ikke noget, vi så at sige klistrer på vores verden, og som viser en forståelse, der går forud for sproget. Nej, sproget lever i og gennem os. Det er altid allerede til stede, når vi forholder os forstående til verden.

Når Lene Tanggaard programmatisk hævder, at dannelse handler om at ”lære at være og blive til som menneske og udvikle et sprog for det,” er tilføjelsen om sproget i mit perspektiv central. Hvordan vi omgås med sproget, er ikke ligegyldigt, men altafgørende for dannelsesprocesserne. Enhver ved, at der er situationer, hvor det gælder om at veje sine ord på en guldvægt. Det kan forekomme trivielt, men det peger på, at bevidstheden om sproget er afgørende for, at vi forstår os selv og verden omkring os.

I det lys bliver det tydeligt, at danskfaget kan levere et vægtigt bidrag til den dannelse, som der er bred enighed om er vigtig. Forståelsen af og ikke bare gennem sproget er et centralt element i danskfaget. Arbejdet med sproget er nemlig ikke et arbejde med sproget som værktøj, men et arbejde med den indre sammenhæng mellem sprog og mening, som Gadamer understreger. ”Kan du ikke lige sætte lidt sprog på det,” kan vi finde på at sige til én, hvis vi ikke lige helt fornemmer, hvad der rører sig i vores samtalepartner. Og det er lige præcis, hvad arbejdet med dansk som fagområde handler om. Der skal ’sættes sprog på’ for at vi kan forstå os selv og andre, og i danskfaget undersøger man blandt andet, hvordan det foregår. Ved at kigge på sproget kigger vi også på os selv.

Litteraturen som en prisme

Men det er ikke gjort med, at vi kigger på vores hverdagssprog: Der er endnu et felt, som er vigtigt for det intime forhold mellem dansk og dannelsen. Feltet er udpeget mest prægnant af den tidligere professor i dansk ved DPU, Klaus P. Mortensen. I Mortensens perspektiv spiller litteraturen en hovedrolle i dannelsesprocesser. Litteraturen fungerer som en form for prisme, der kan gøre det tydeligt for os, hvordan det er at være menneske i forskellige situationer og til forskellige tider. For i litteraturen bearbejder mennesket sine livserfaringer, sit levede liv, og igennem fortællingen og det kondenserede sprog kommer mennesket til klarhed i anden potens over tilværelsen: ”litteratur udspringer netop af en refleksion over/en stilisering af de spontane måder, hvorpå mennesket fortolker og organiserer sig selv og sin verden”

Det er denne stiliserede omgang med sproget, der giver os mulighed for i den litterære tekst at møde aftryk af mennesker, der ikke længere er her, eller som lever i kulturer langt fra os. Ja, vi kan endda have oplevelsen af, at vi taler direkte med dem. Litteraturen giver os på forunderlig vis, som lektor og forfatter Martin Blok Johansen har sagt det, ”en mulighed for at se tilværelsen på en måde, der er forskellig fra én selv, og dermed få indblik i et univers, der er gennemgribende anderledes end det univers man bevæger sig i til daglig, og hvor man kan blive præsenteret for andre mennesker med andre liv i andre verdener.” Når det lykkes for den gode litteratur, kan man præcisere og sige, at man ikke bare får indblik i, men faktisk lever sig ind i det fremmede univers.

På min tur med Olga Ravn i det sekstusinde rumskib var jeg for en stund katapulteret ud i universet og i det 22. århundrede. Da jeg steg ud af rumskibet efter nogle timers læsning, så jeg anderledes på, hvordan vores verden i stigende grad bliver befolket af kunstige intelligenser og artificielle metaverser. Ravns bog har stiliseret nogle af de forskydninger, der sker i vores kultur i grænsedragningen mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt, og som de kommende år vil være med til at bestemme, hvordan vores samfund kommer til at se ud.

En af reformfædrene bag gymnasiereformen i 1903 sagde angiveligt, at dannelse er ”forståelse af og deltagelse i nutidslivet.” Nutidslivet i dag handler blandt andet om vores forståelse af det menneskelige i en kultur fyldt med teknologier. De ansatte giver læseren et helt særligt udsigtspunkt, hvorfra man kan orientere sig i det landskab og selv tage stilling til, hvordan man vil blande sig i udviklingen. Det er sådanne dannelsesrejser gennem sprog og litteratur, danskfaget i læreruddannelsen kan invitere til, når der nu forhåbentlig skrues ned for minutiøse måloversigter.