Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Klimakamp er klassekamp – og ikke en værdikamp

Bør man fx forbyde motordrevne både over en vis størrelse til privat brug, fordi det er en luksus, som vi desværre i en klimakatastrofe ikke har råd til som samfund? (Foto: iStock/ sokol25)
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
7/2024

INTERVIEW. Omstilling #7: Det skal ikke dreje sig om røde bøffer versus tofu, men om progressiv skat på den økonomiske elite. Det er dem, der sviner mest i CO2-regnskabet, og det er demotiverende, når regningen for et klimaoverforbrug havner hos alle andre. Klimaomstilling må nødvendigvis skabe konflikt og uenighed, hvis den skal rykke. Det mener politisk økonom Rune Møller Stahl

Der er noget galt med akserne. Altså de akser, hvorom klimakampen drejer sig: Alt for meget kommer til at dreje sig om værdi- og kulturpolitik, om du er fra land eller by, om du spiser kød eller tofu, om du er for eller imod indvandring, globalisering osv. Med andre ord: Hvilke præferencer du har, og hvilke der moralsk set er de mest korrekte. Det mener i hvert fald Rune Møller Stahl, der gerne vil tale om en anden – og i denne sammenhæng vigtigere - akse; nemlig den fordelingspolitiske. Og selvom det kan lyde knastørt, så er det her den til tider iltre klimakamp bør foregå: ”Hvis man er interesseret i en ambitiøs klimapolitik og at lave en grøn omstilling, som er effektiv – hvilket jeg mener er helt nødvendigt – så er man nødt til at tænke klassedynamikker med ind i det,” siger han og gør opmærksom på, at han ikke selv er klimaforsker, men politisk økonom, der oftere har haft fokus på ulighed og økonomisk politik. Når han alligevel bringer den grønne omstilling ind i fordelingspolitikken, er det, fordi han ser nogle sammenhænge i forhold til modstanden mod en bestemt klimapolitik: ”Man kan se, at det er nogle af de samme dynamikker, vi har set på spil i de sidste 20-30 år, som hænger sammen med en økonomisk marginalisering af især nogle regioner og udkantsområder. Nogle af de folk, som tidligere havde klassiske arbejderklassejobs i industrien, er blevet presset af lønkonkurrence og udflytning af arbejdspladser. Og det er nogle af de samme folk, som i høj grad ender med at blive modstandere af den førte klimapolitik. Og rigtig meget af den her modstand,” fortsætter han, ”tager form som en kulturkamp. Altså, hvis Inger Støjberg og hendes nye parti var blevet startet for 15 år siden, så havde det klart været indvandringsspørgsmålet, som havde været det altdominerende. Det fylder stadigvæk, men spørgsmålet om klima og CO2, og det at de holder de her CO2-rallies, bliver til en kultur, som igen handler om, hvordan folk går klædt, hvad de spiser og hvilke smagspræferencer de i det hele taget har.”

Rune Møller Stahl mener dog ikke, det er en selvfølge, at diskussionerne om klima og klimapolitik skal føres på den måde. ”Hvis vi ser på tallene, kan vi se, at der er en ekstrem ulighed i forhold til, hvem der står for klimaudledningerne,” påpeger han og henviser til en opgørelse, som Oxfam Danmark lavede sidste år: ”Den viser, at et medlem af den rigeste én procent står for 13 gange så store udledninger som den almindelige dansker. Og mens de ’fattigste’ 99 procent af befolkningen siden 1990 har skåret i udslippet med op til 30 pct., har den rigeste procent haft en stigning i sine udledninger” (også gengivet i Politiken, 11. februar 2024).

Fremtiden stod også åben i gamle dage – serie om omstilling
Hvordan forholder vi os til nutidens omstillings-nødvendighed? Hvad er omstilling, hvem eller hvad skal omstilles – og hvis ansvar er det? Og hvad vil det sige at arve Grundtvig som en ’omstiller’? Serie i Grundtvigsk Tidende om omstilling i vores tid

“Hvis man er interesseret i en ambitiøs klimapolitik og at lave en grøn omstilling, som er effektiv – hvilket jeg mener er helt nødvendigt – så er man nødt til at tænke klassedynamikker med ind i det.”
Rune Møller Stahl

Omkring 1980 var Danmark tæt på at være verdensmester i indkomstlighed

Vi træder et skridt tilbage for at nærme os det med uligheden med et historisk blik: Havde uligheden en anden karakter tidligere, og er der noget af uligheden i dag, som i særlig grad bør tilskynde til kamp og omfordeling, når vi taler grøn omstilling?

”I de fleste lande har vi siden 80’erne oplevet en stigende ulighed i indkomst og formue. Den kommer efter en periode, hvor vi havde været vant til, at uligheden var lav eller faldende. I efterkrigstiden begyndte vi at opbygge en velfærdsstat, hvor arbejdere og den lavere middelklasse fik højere reallønninger. Det gjorde, at vi i hele Skandinavien fik skabt et meget lige samfund,” fortæller han og tilføjer så: ”Estimater siger, at indkomstuligheden i Danmark og Sverige omkring 1980 var på niveau med eller lavere end i de kommunistiske lande i Østeuropa.” Der fandt med andre ord en ret kraftig omfordeling sted. Men siden 90’erne er uligheden meget tydeligt steget igen: ”På grund af politiske reformer, privatiseringer og forandringer i arbejdsmarkedet har vi set en genkomst af den ulighed, vi har kendt før, som har medført en markant forskel mellem klasserne og en øget fattigdom. Uligheden er steget både før og efter skat og har gjort, at den danske ulighed er steget markant mere end i vores europæiske nabolande.”

Rune Møller Stahl henviser til fagforeningerne, der engang stod særlig stærkt: ”Velfærdsstatens udbygning er en periode, hvor der også er en stor lighed. Samtidig med at velfærdsstaten vokser, sker der også en mere ligelig fordeling af indkomst på arbejdsmarkedet, og på mange måder er hovedfaktoren de stærke fagforeninger og de socialdemokratiske og venstreorienterede arbejderpartier. Det er dem, der skubber det igennem. På den ene side via overenskomstforhandlinger og på den anden side via politiske reformer ” Han gør opmærksom på, at velfærdsstaten stadig udligner i dag, men at den gør det mindre end for bare 20 år siden.

Man kan jo spørge, som daværende socialminister Eva Kjer Hansen fra Venstre gjorde det for knapt 20 år siden, om ulighed nødvendigvis er et onde, så længe de dårligst stillede også bliver løftet? Til det svarer Rune Møller Stahl: ”Det var en meget udbredt antagelse, dengang hun sagde det i 2005, at jo mere omfordeling og mere lighed du havde i et samfund, jo lavere økonomisk effektivitet ville du have. Men det er en antagelse, der ikke holder, for det er faktuelt ikke sådan, at øget ulighed giver mere dynamik, men tværtimod omvendt: Øget ulighed giver mindre dynamik i samfundet og dermed lavere vækst på grund af politisk ustabilitet og manglende muligheder.”

Han henviser blandt andet til efterkrigstidens USA og Europa: ”Hvis du ser på, hvornår der har været de højeste vækstrater, så har det været i efterkrigstiden i en stor del af de europæiske lande og USA. Det er også i den periode, vi har set den største lighed og den største omfordeling. Så det er aldrig blevet dokumenteret, at større ulighed skulle give øget vækst. Og den viden, vi har fra de seneste 10-15 år, dokumenterer det heller ikke. Tværtimod. Her viser det sig, at det ikke bare er niveauet af fattigdom, men det er også forskellen mellem rig og fattig, uagtet hvad niveauerne er, som giver større sociale problemer, lavere levetid, flere psykiske problemer, øget overvægt og sådan noget.” Han mener ikke, der er noget i vejen med at gå ind for en omfordeling til fordel for toppen, ”men forestillingen om, at øget omfordeling til fordel for de lavest stillede skulle betyde lavere vækst, den er der ikke belæg for at antage.”

“Nogle af de folk, som tidligere havde klassiske arbejderklassejobs i industrien, er blevet presset af lønkonkurrence og udflytning af arbejdspladser. Og det er nogle af de samme folk, som i høj grad ender med at blive modstandere af den førte klimapolitik. Og rigtig meget af den her modstand tager form som en kulturkamp.”
Rune Møller Stahl

CO2-udledninger et jo et nulsumsspil

Dermed er vi tilbage til den fordelingspolitiske akse set i sammenhæng med en ambitiøs klimapolitik, for som Rune Møller Stahl siger: ”Hvis vi skal undgå, at der kommer en folkelig modstand, så er man nødt til at tænke de sociale aspekter ind. Hvis vi vil have en ambitiøs klimapolitik, og den samtidig ikke opleves som social retfærdig, så vil den ikke være holdbar i længden.”

Og hvordan kan en social retfærdig grøn omstilling så se ud? Rune Møller Stahl peger både på en mere ambitiøs industripolitik og en mere progressiv skat på eliten. ”Hvis vi ser os rundt omkring i verden, så er der forskellige måder at lave grøn omstilling på. Herhjemme fokuserer vi meget på afgifter, og hvor de skal ligge. Og afgifterne kommer vi nok ikke helt uden om, men hvis vi fx ser, hvad man gør i USA nu, så har man der i meget høj grad fokus på grønne investeringer og grønne jobs. Man har en meget klar idé om, hvor man skal lægge nogle af de her jobs og investeringer, så nogle af de lokalsamfund, der ellers har været hårdt ramt, får et løft. Og det kunne man jo også tænke over i Danmark. Vi er i Europa i det hele taget ret tøvende i forhold til det, man kalder industripolitik, hvor man satser meget direkte på opbygning af grøn industri med en meget aktiv statslig involvering.” Han påpeger derudover, at vi i Danmark er meget optagede af, at man skal have en ensartet CO2-afgift, og at markedet så må ordne resten. ”Men hvis man laver den rene markedsløsning,” siger Rune Møller Stahl, ”så er udgangspunktet, at det er de folk, som i forvejen er bedst til at udnytte den, der kommer til at klare sig bedst i den situation.” Han uddyber: ”Hvis man indretter afgiftssystemet, så det bliver en flad skat – især når den ligger på forbrugsgoder – så rammer den de laveste dele af indkomstfordelingen hårdest, fordi de har en større forbrugskvote og bruger flere af deres penge på fx basale fødevarer.” Han foreslår derfor en mere progressiv skat: ”Skal man fx have en flyafgift, der er den samme på hver rejse, eller skal den være markant dyrere, når du tager på den fjerde shoppingtur eller solferie indenfor et år? Skal du fx også betale mere for den anden eller tredje bil, du anskaffer dig?” spørger han og fortsætter: ”Der er en masse muligheder, man kan skrue på, og som ikke primært handler om, at det skal være værre for nogen, men mere handler om, at vi skal have en mere retfærdig fordeling. For man må bare konstatere, at CO2-udledningen er jo et nulsumsspil. Vi har et vist budget, hvis ikke vi har tænkt os, at det skal ende katastrofalt. Og hvis der er nogen, der lægger beslag på en stor del af de udledninger, vi har til rådighed, så er der andre, der ikke kan bruge dem.”

Det bliver derfor, ifølge Rune Møller Stahl, både et retfærdigheds- og fordelingsspørgsmål, der bliver mere akut, når vi opererer med et fast CO2-budget: ”For i modsætning til alle mine andre budgetter, så er der ikke noget der hedder, at man kan låne lidt, hvis vi bruger for meget, for så får vi katastrofen. Derfor er man i stigende grad nødt til at sige, at de folk, som i øjeblikket lægger beslag på en meget stor del af den fælles CO2-kvote, de tager den fra nogle andre. Så der er god grund til at sige – ud fra et retfærdighedsmæssigt synspunkt – at der bør være en større grad af retfærdig fordeling. Også ud fra en pragmatisk tilgang,” tilføjer Stahl, ”som siger, at hvis vi skal have et flertal med på en ambitiøs klimapolitik, så duer det ikke, at man har fornemmelsen af, at der er nogen, der slipper meget nemmere udenom det her.”

Bankdirektør Varnæs måtte også nøjes med erstatningskaffe og rationeringsmærker

I forlængelse af dette, skal vi lige kort nå at vende en kæphest fra interviewerens side. For hvad med rationeringsmærker – har de noget for sig? Alle, der har set Matador vil vide, at der under krigen var rationeringsmærker på brændstof og visse fødevarer. Og det gjaldt vel at mærke for alle. Også bankdirektør Varnæs måtte nøjes med erstatningskaffe og mindre mængder smør. For Rune Møller Stahl er det ikke en fremmed tanke, men den er også mere radikal i forhold til progressiv beskatning: ”Jeg tror, det er nemmere at lave i dag via nogle konti eller andet, og på mange måder er det nok et lidt teknisk spørgsmål. Men der kan sagtens være ting, man bare må forbyde i dag. Fx motordrevne både over en vis størrelse til privat brug. Det er en luksus, som vi desværre i en klimakatastrofe ikke har råd til som samfund. Uanset hvor stor en formue du har, så har du ikke ret til at beslaglægge så stor en del af vores fælles CO2-forbrug.”

Han henviser til den tyske erhvervsredaktør, Ulrike Herrmann, som i samme retning skriver om at hente inspiration i den engelske krigsøkonomi under Anden Verdenskrig: ”England var dengang ekstremt presset, fordi landet lå lidt alene i Europa under blokade fra det meste af verden, og havde derfor en meget begrænset samlet mængde forbrug til rådighed. Derfor sagde man: ’Vi har så og så mange tons af dette eller hint til rådighed hvert år, vi producerer selv nogle fødevarer, vi producerer noget stål, vi producerer noget kul, men vi har en bunden opgave, vi skal løse.’ Dengang var det at slå nazisterne, i dag er det at begrænse overforbrug,” siger han og kommer med endnu en pointe fra den engelske krigsøkonomi: ”Samfundets beslutningstagere satte sig ned og lavede en plan: ’Vi har så og så mange mennesker, de bruger for så og så mange kalorier og så og så mange af dem skal være proteiner. Vi finder ud af, hvordan vi nemmest får disse fødevarer ind i landet, og hvordan vi laver en retfærdig fordeling.’ I virkeligheden var det ikke den retfærdige fordeling, som var hovedpointen, men det at få en krigsøkonomi til at køre, herunder at dem, der skulle kæmpe, ikke døde af sult. Men resultatet blev, at de fattigste dele af den engelske befolkning faktisk spiste bedre, end de havde gjort før, selvom der var rationering.”

Rune Møller Stahl er politisk økonom og adjunkt ved Copenhagen Business School i afdelingen Department of Management, Society and Communication.
“Estimater siger, at indkomstuligheden i Danmark og Sverige omkring 1980 var på niveau med eller lavere end i de kommunistiske lande i Østeuropa.”
Rune Møller Stahl

Moral skal føres på et overordnet politisk niveau

Selvom vi i Danmark heldigvis ikke har en krigsøkonomi, så er eksemplet fra England med til både at illustrere, at ingen dengang kunne købe sig til ekstra mad på bekostning af andre, og at der samtidig udgik en samlet plan fra samfundets beslutningstagere. Og det er nogenlunde også sådan, Rune Møller Stahl ser på det med den fælles klimaomstilling: ”Lige nu beder vi folk om at have et dobbelt bogholderi inde i hovedet: Nede i supermarkedet skal du både tage stilling til, hvad du har råd til at købe, men også hvor meget du belaster klimaet. Det kan godt være, det appellerer til nogle dele af befolkningen, men hvis du er en enlig mor i Brøndby Strand, der hurtigt skal nå at købe noget ind, inden børnene skal hentes, og du samtidig har et stramt budget, så er det store krav at stille, hvis du samtidig skal tage stilling til, om dine valg også er moralsk korrekte i klimamæssig forstand,” siger han og peger på den modsatte skævvridning: ”Samtidig giver du også de økonomisk velstillede mulighed for at købe en slags aflad, hvis du fx har råd til at købe en Tesla fremfor en Toyota Corolla. Og det selvom dit samlede klimaaftryk sikkert er højere end den enlige mors, fordi du har et større hus, to-tre biler og flyver rigtig meget på grund af dit job.”

Derfor foretrækker Rune Møller Stahl ét budget uden dobbeltbogføring: ”Vi skal som samfund sørge for, at de mest belastende ting for klimaet også er de dyreste. Den flade beskatning vil have en tendens til at vende den tunge ende nedad, mens den progressive beskatning vil opleves mere retfærdig: Jo flere bøffer du køber, jo dyrere og jo flere biler eller flyrejser, du foretager, jo dyrere bliver det.”

Han fremhæver igen, at moralen hører til på det politiske og kollektive plan: Det vigtige er, at man laver nogle fælles visioner og planer for den grønne omstilling, så det ikke bliver til et individuelt valg i supermarkedet, som vi kan slå hinanden oven i hovedet med, for det skaber nogle uproduktive konfliktlinjer. Man kan ikke undgå konflikt, men man kan tænke over, hvad det er for nogle ting, man taler op, og hvad det er for nogle ting, man ikke lægger så meget vægt på. Og så kan vi i øvrigt trække på en forestilling om, at vi faktisk har skabt en omstilling før. Mens mange lande kom dårligt fra omstillingen fra landbrug til industri med massiv social nød, sammenbrud, fascisme, revolution og alt muligt andet til følge, så lavede vi en overgang i Danmark som endte med en velfærdsstat, en andelsbevægelse, og en forholdsvis ligelig fordeling af samfundsgoderne. Den fortælling kan vi trække på i dag også.”

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu