Kirkeklokke i kanon

For noget tid siden blev jeg indbudt som oplægsholder til et fredagsmøde i Helsingør Domkirke, hvor jeg skulle fortælle om arbejdet med Grundtvigs Værker. For at vise hvordan vi filologer arbejder, havde jeg taget Grundtvigs salme ’Kirkeklokken’ med som eksempel, og vi begyndte med at se nærmere på førstetrykket, der som udgangspunkt er den udgave af teksten, vi udgiver. ’Ausgabe erster hand’, kalder man det i filolog-sprog. Det er et oplagt sted at begynde, da det er her, værket første gang møder verden. ’Kirkeklokken’ udkom, som mange af Grundtvigs andre salmer, første gang i Dansk Kirketidende. Nærmere bestemt i nr. 3, der udkom den 19. oktober 1845. I den udgave havde digtet ti strofer, og åbningslinjen var ”Kirke-Klokke! mellem ædle Malme”, præcis som vi i dag kender det fra Salmebogen 2002, hvor ’Kirkeklokken’ er optaget som nummer 783.

Flere af de fremmødte i Helsingør Domkirke kunne dog huske, at salmen engang havde været kortere og haft førstelinjen ”Kirke-Klokke! ei til Hovedstæder”, og den iagttagelse førte naturligt videre til salmens udgivelsesforløb, hvori Grundtvigs svigersøn P. O. Boisen spillede en central rolle. Boisen, som var lærer ved Dronning Caroline Amalies Asylskole, publicerede i 1853 Bibelske og Kirkehistoriske Psalmer og Sange for Skolen. Heri var salmen blevet forkortet til syv strofer. Blandt andet var førstestrofen nu udeladt. Boisens lille sangbog udkom hen over årene i talrige oplag, og det var altså herfra den forkortede udgave bredte sig til forskellige salmebogstillæg og videre til den autoriserede salmebog, hvori den blev indlemmet første gang i 1873. Stadig kun med syv strofer og førstelinjen ”Kirke-Klokke! ei til Hovedstæder”. Sådan forblev den frem til 1953, hvor den blev optaget i sin fulde længde.

I den forbindelse kvitterede kirkeværgen ved Helsingør Domkirke, Torben Bill-Jessen med en fin anekdote fra sin tid som kirketjener. I forbindelse med en begravelse, fortalte han, havde afdøde ønsket, at netop ’Kirkeklokken’ skulle afsynges, men i den gamle, forkortede version. Familien havde derfor ladet salmeblade trykke, men oplaget viste sig at være for småt, og kirketjenerne måtte gribe til salmebøgerne. ”Og det gav,” rundede han sin anekdote af med, ”som man kan forestille sig, noget uro i kirken, da koret og de gæster, der var kommet tidligst, afsang andre vers, end de gæster der var udstyret med den autoriserede salmebog.” Det er nok den eneste gang i ‘Kirke-Klokkens’ levetid, den har været afsunget som kanon.