I Sydkorea ved man det, vi glemmer i Danmark

Vi elsker, når udlændinge elsker Danmark. Tænk sig, at nogen har fået øje på vores lille plet på jord – til trods for det flade landskab, den ubestemmelige kost og de (lidt for) velordnede parcelhuskvarterer – tænk at nogen alligevel kan se, at her er da noget helt særligt. Og i Sydkorea kan man møde nogen, der elsker Danmark. Det interessante er imidlertid ikke, at de gør det, men hvorfor. I Sydkorea kan man nemlig møde mennesker, der har et skarpt blik for betydningen af at leve i et samfund, der både er lige og frit, og et samfund, der ligesom Sydkorea har ’uddannelse’ som sit råstof, men som alligevel fastholder, at mennesker ikke kun – måske endda ikke først og fremmest – uddanner sig for at kunne klare sig i konkurrencen med andre. Uddannelse er også dannelse – eller livsoplysning, som Grundtvig ville kalde det – uddannelse sigter ikke kun på karrieren i fremtiden, men også på menneskers nutidige og evige ønske om at forstå livet og tilværelsen dybere, uddannelse sigter på det gode liv både her og nu og i fremtiden – og i fællesskab med andre.

Det, man får øje på ved at se på Danmark med en sydkoreaners øjne, er altså det, vi nogle gange kalder for ’de bløde værdier’ – men på den hårde måde. For i Sydkorea kender man til konsekvenserne af et konkurrencesamfund. Og taler man med lærere, forældre, skoleelever eller bare mennesker, der har taget hele turen gennem uddannelsessystemet (og det har langt de fleste), så er det slående, hvor skarpt et blik de har for betydningen af et samfund og et uddannelsessystem, der har andet end ’eksamen’, optimering og effektivisering i sigte. I Sydkorea kan de simpelthen se det, vi i Danmark ikke altid selv kan se – og som vi derfor også måske kan glemme at værdsætte eller ligefrem ødelægge.

Den første der kom i fængsel

Hvorfra stammer sydkoreaneres interesse for Danmark? Den begynder længe før det punkt, jeg her vil begynde med, fx kan man gå tilbage i tiden og spore en interesse i Sydkorea for de danske landbrugsreformer i 17- og 1800-tallet. Jeg vil begynde med journalisten Yeonho Oh, stifter af medievirksomheden Oh- MyNews og forfatter til en række bøger om bl.a. Danmark. Han modtog i 2018 N.F.S. Grundtvigs Pris for sit store arbejde med at introducere sydkoreanske lærere til det danske uddannelsessystem og til den frie grundtvigske skoletradition med højskoler, friskoler og efterskoler og for at være initiativtager til den første efterskole i Sydkorea – Ggumtle Efterskole – der tilmed også er den første efterskole uden for Danmark, Færøerne og Grønland. Siden er der – også på Yeonho Ohs initiativ – kommet en højskole til på øen Docho i syd.

Den i dag næsten tresårige mand beskriver sig selv som et menneske, der har ’forandringens kraft’ i sit DNA: ”Jeg var den første fra min landsby, der fik en universitetsuddannelse,” fortæller han – og tilføjer med et grin: ”og også den første, der kom i fængsel.” På universitetet var han en af drivkræfterne i et ungdomsoprør, hvilket sendte ham en tur bag tremmer, men ønsket om at forandre, forbedre og inspirere fortsatte. I 2012 kom den første ’World Happiness Report’, hvor Danmark lå som nummer ét, mens Sydkorea var placeret et godt stykke nede af listen. Rapporten angiver en række kriterier for, hvad man forstår ved, og hvad man måler på, når man taler om ’happiness’, men for Yeonho Oh blev Happiness-indekset anledning til at dykke meget dybere ned i, hvad der kendetegnede det danske samfund. Så han rejste til Danmark og besøgte efterskoler og højskoler, folkeskoler og gymnasier. Og da han stod i lufthavnen og skulle hjem igen, tænkte han: Jeg kommer tilbage hertil. I dag har han – indtil videre – været i Danmark 25 gange og meget ofte som rejseleder for grupper af sydkoreanske lærere.

I 2014 udgav han bogen Can we also be happy, der handler om det danske samfund og det danske skole- og uddannelsessystem, herunder ikke mindst de frie grundtvigske skoleformer: efterskoler, friskoler og højskoler, og bogen har indtil videre solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Hans seneste bog – Classes for life – er lavet i et samarbejde med Markus Bernsen, journalist på Weekendavisen og på det tidspunkt korrespondent i Sydkora, og består af en række interviews med danske lærere fra folke-, fri- og efterskoler. Også denne udgivelse har solgt i mange tusinder.

Ånden i det danske skolesystem

Anledningen til, at jeg skriver alt dette, er, at jeg i påskeferien 2023 var inviteret til Sydkorea sammen med Jon Lissner, skoleleder på Trekronerskolen i Roskilde, for at holde oplæg om Grundtvig og Grundtvigs betydning for den danske skole- og folkeoplysningstradition på en stort anlagt konference i byen Mokpo i det sydlige Sydkorea. Konferencen var arrangeret af Yeonho Oh og OhMyNews i samarbejde med politikere og skoleforvaltning i provinsen Jeollanam og henvendt til lærere i både pre- middle- og highschool.

Det er væsentligt, tror jeg, at der ikke kun var en interesse for den ’frie’ eller uformelle skoletradition i Danmark, der er mest direkte forbundet med den grundtvigske tradition – højskoler, efterskoler, friskoler, folkeoplysning – men også for det formelle, institutionelle uddannelsessystem. Og det var ikke spor tilfældigt, at der udover mig var inviteret en repræsentant for den danske folkeskole som oplægsholder. Mens vi nemlig herhjemme kan diskutere, i hvor høj grad ’det grundtvigske’ har præget, præger og eventuelt skal præge fx folkeskolen og læreruddannelsen (på ungdomsuddannelserne regner man i Danmark vist slet ikke med, at det grundtvigske kan spores), så var det set fra Sydkorea tydeligt, at der er en ’ånd’ i hele den danske skole- og oplysningstradition, som stort set er fraværende i Sydkorea. Tre eksempler:

Den altafgørende studentereksamen

Yeonho Oh viste i sit indledningsoplæg to billeder af danske nybagte studenter, der kører i lastbil. Jeg har før talt med udlændinge i Danmark, der har undret sig over, at det i slut-juni pludselig vrimler med lastbiler fyldt med ’matroser’, men det forunderlige ved disse billeder var i sydkoreanernes øjne, at der overhovedet er grund til fest, og at en hel gymnasieklasse kan feste sammen. Nogle af studenterne har måske ikke fået den eksamen, de ønskede sig. Nogle af dem har måske endda kun lige klaret sig igennem til at få huen på, men selvfølgelig fester hele klassen alligevel.

I Sydkorea er studentereksamen på ingen måde anledning til fest – og slet ikke sammen med de andre. Studentereksamen falder sammen med optagelsesprøverne til universitetet, og det er det mest afgørende i hele uddannelsesforløbet, for hermed afgøres det, hvilket universitet man kan komme ind på – og der er væ-sentlige forskelle i deres ranking – derved afgøres også de fremtidige jobmuligheder og lønudsigter. Det er ikke ualmindeligt, at man får job alene på sit eksamensbevis – uden fx en jobsamtale – og her betyder navnet på det universitet, man har gået på, alt. Gymnasietiden er derfor det allermest afgørende, og det er helt almindeligt, at de unge hver dag efter undervisningen på gymnasiet fortsætter om aftenen på private akademier alene med henblik på at klare sig godt til eksamen (og næste morgen – siger Yeonho Oh – ”bliver de så vækket af deres mor”). I de samme uger, som man modtager sit studentereksamensbevis, bliver det afgjort, hvilket universitet man er kommet ind på. Det er derfor ikke en festtid. Slet ikke for alle. For nogle er det katastrofalt. Og man kan mene meget om det, der ofte bliver omtalt som CV kulturen, hvor man som jobsøgende i Danmark kan bruge mange kræfter på at engagere sig i aktiviteter, der ”ser godt ud på cv’et”, fx foreningsaktiviteter, men det afspejler dog en forestilling om, at mennesker er mere end deres eksamensbevis, at erfaringer er vigtige, og at man kan få flere chancer.

Ingen tid til civilsamfundet

Eksempel to: Jon Lissner fortalte om helhedsblikket på barnet i folkeskolen og om opmærksomheden på det sociale fællesskab i klassen og på skolen. Og så pegede han på skolen som en ramme om et fællesskab, der på hans skole bl.a. kom til udtryk ved, at man mødtes til morgensang, og også at skolen var præget af et stærkt samarbejde med børnenes forældre. Jeg tilføjede i den efterfølgende samtale, at man som forælder til et barn i folkeskolen i Danmark jo som oftest er meget klar over, at man har en opgave i forhold til klassefællesskabet, og at man derfor også har et ansvar for de andres børn – og fx ikke bare kan invitere udvalgte venner hjem til børnefødselsdag. Det virkede til at være overraskende – forståeligt nok – for i det hele taget må voksenlivet være et ganske andet i et samfund med en standardarbejdsuge på 50-60 timer (i marts var et forslag fremme om at øge arbejdsugen i Sydkorea til 69 timer). Der er ikke meget tid til fx at være ’kontaktforælder’, sidde i skolebestyrelsen, træne lilleputholdet eller på anden vis engagere sig i civilsamfundet.

Det opdelte samfund

Mit sidste eksempel drejer sig om de alternative skolemuligheder. Dem er der flere af – også i Sydkorea – og de omtales netop som ’alternative schools’ og minder på en måde om de danske friskoler. Problemet er bare, at har man først valgt den alternative vej for sit barn, så er mange døre lukkede. Man kan ikke via de ’alternative schools’ komme videre i det formelle uddannelsessystem – sådan som man kan i Danmark.

Jeg tænkte på Grundtvig, der ikke ville have, at hans sønner skulle lære latin – og dermed jo afskar dem fra den akademiske vej. Men siden Grundtvig – og vel i en vis forstand i forlængelse af den grundtvigske tradition – er der netop ikke vandtætte skotter mellem ’afdelingerne’ i samfundet. Man kan godt tilhøre et mindretal – religiøst eller pædagogisk – og derudfra vælge en anden opvækst for sit barn end flertallet, men man er stadig med i det samme samfund. For forældre i Sydkorea er det – forståeligt nok – et meget svært valg at vælge skolevej for sit barn. Fødselsraten er på 0,78 barn per kvinde (i Danmark er den ca. 1,7), og det ene barn, man måske får, skal meget gerne klare sig godt.

I retningen af Sydkorea

Alle tre eksempler fortæller både noget om det danske og det sydkoreanske samfund. I forhold til Danmark er der samtidig også tale om områder, som har flyttet sig i en ’sydkoreansk’ retning: Der er et væsentligt højere pres på de unge, end der var for 20-30 år siden, og uddannelsessystemet er blevet langt mere prøveorienteret og konkurrencepræget, ’foreningsdanmark’ bæres i dag især af aktive ældre, mens voksne i den arbejdsdygtige alder – der for 20-30 år siden var foreningslivets helt store støttepiller – er mere og mere fraværende, fordi der stilles større krav til dem på arbejdsmarkedet, eller fordi de stiller større krav til sig selv, og endelig er friheden for – og den samfundsmæssige opbakning til – alternativerne til det formelle uddannelsessystem blevet mindre, og samfundet er blevet mere opdelt.

Sydkorea er en succes

Men i Sydkorea kan man altså se, hvor galt det rent faktisk kan gå. Og samtidig er det helt forståeligt, at uddannelsessystemet i Sydkorea er, som det er – landets historie og situation taget i betragtning. 

Sydkorea er i høj grad en succeshistorie. I det meste af første halvdel af 1900-tallet og frem til afslutningen på 2. verdenskrig var Korea en japansk koloni, og japanere besad nærmest alle ledende poster i samfundet. Befrielsen af landet medførte, at det blev delt i to, fordi Nordkorea blev befriet af russerne, mens Sydkorea blev befriet af amerikanerne – en opdeling der førte til Korea-krigen i 1950-53. Efter krigen stod Sydkorea tilbage som et af verdens fattigste lande og uden erfaring med at lede og drive eget land – men med viljen til at gøre det alligevel. Råstoffet var befolkningen – særligt kvinderne var billig arbejdskraft – midlet var uddannelse, og i løbet af 1960’erne og 70’erne steg væksten betragteligt, og virksomheder som fx Samsung og Hyundai voksede sig store på det globale marked. Sydkorea er i dag et moderne og på mange måder velfungerende og velstående demokrati. Men det er ikke mærkeligt, at man i Sydkorea er af den opfattelse, at uddannelse er det altafgørende for at klare sig som enkeltindivid og som land – både i betragtning af landets historie og også i betragtning af – hvilket for en europæer kan være svært at forstå – at man ikke i Sydkorea ser sine nabolande som ’relationer’ og samarbejdspartnere. Jeg spurgte en gymnasielærer, jeg talte med, hvem han opfattede som Sydkoreas nærmeste og primære venskabsnation og svaret lød: USA.

Frisættelse i et navn

Så Sydkorea er på mange måder et meget vellykket samfund. Ikke desto mindre er der altså tegn på, at mange gerne vil en anden vej – og også fra politisk hold, som konferencen i Mokpo var et udtryk for.