Grundtvigsk ledelse anno 2024

Da du var forstander for Ubberup Højskole, sagde du i et interview, at din skole blev drevet i ’Grundtvigs ånd’. Hvad er ’Grundtvigs ånd’ i skolesammenhæng?

”For mig er det to ting: Det er et livsideal, som ikke kun handler om, hvad man selv gerne vil ønske sig, men også handler om min forbundethed til verden omkring mig. Det grundtvigske ideal ligger et sted, hvor det både er mig – og det medansvar jeg har for mine medmennesker. Det andet ved ’Grundtvigs ånd’ i en skole handler om måden at være sammen med mennesker på og lære noget på. Det er et møde mellem mennesker, hvor man antager, at alle har noget at bidrage med. En fordybelse og en balance alle involverede imellem. Det er anderledes end tidens tankpasserpædagogik, hvor man vil sikre sig, at eleverne skal kunne nogle fuldstændig fastlagte ting. Det fratager efter min mening eleven muligheden for at perspektivere den viden, hun/han får. Derfor spørger mange ikke: ”Hvad skal jeg med den viden, jeg har fået, i forhold til det liv, jeg vil leve?” Vi er i en tid, hvor mange sjældent søger et højere formål med tilværelsen. Og for rigtig mange er det jo uden Gud. Uden en åndelig dimension. Så bliver livet og læringen meget nemt et individualiseret projekt.”

Men er det, du fremhæver om individet og fællesskabet, særligt grundtvigsk? Kunne det f.eks. ikke lige så godt være sagt på en socialistisk skole?

”Jo, det kan være rigtigt, men jeg synes to elementer gør forskellen. Det ene er som sagt ånd eller religiøsitet og dermed hele kontekstforståelsen af, hvad det er for en tilværelse, vi lever, og det andet er autonomien. I en grundtvigsk pædagogik er det ikke ambitionen at få eleverne til at gøre noget bestemt på en bestemt måde og af en bestemt grund. Den handler derimod om at frisætte individet, og det synes jeg kan være i modsætning til en del socialistiske skoler. Her er man mere ensrettende – noget med, at nu må vi gøre det her alle sammen på samme måde for fællesskabets skyld. For mig er det grundtvigske, at individet er frit til på et oplyst grundlag at beslutte, hvad det vil med sit liv. Vi skal på højskolerne selvfølgelig være intentionelle og definere, hvad vores intention er, men det kan aldrig være et diktat. Respekten for individets frihed må altid være grundlæggende.”

Hvad gør man så, hvis en højskoleelev siger: For mig handler det ikke om fællesskabet. Her handler det om mig?

”Det er klart noget, vi kender. Derfor skal vi også på visse områder være normative. Der er bestemt noget man skal. Det betyder ikke, at man skal påtage sig min livsanskuelse, men man skal tage sin opvasketjans og passe det, der er ens bidrag til fællesskabet. Et aktuelt eksempel, hvor det fælles og det individuelle er på spil, er mange unges optagethed af aktivisme i forhold til tidens store spørgsmål og problemer – f.eks. klimaaktivisme. Det er forståeligt, men vi skal være sindssygt forsigtige med at sætte det ideal op, at aktivisme er det eneste svar på, hvordan man kan arbejde med klima. Jeg mener, at højskolerne har en kæmpe opgave i at skabe netop et dannelsesrum, hvor eleverne kan forholde sig til tidens problemstillinger om køn, ligestilling, klima, politik, verdensorden og ikke til et normativt rum, hvor man på forhånd angiver resultatet. Vi skal sammen gå på opdagelse i problemstillingen. Det er for mig den grundtvigske måde at arbejde på. Et dannelsesrum, hvor individet har plads til at flytte sig og har lov til også at sige, hvad det andre steder i samfundet ikke er comme il faut, at man siger eller mener! Man skal kunne gå derfra og mene, hvad man altid har ment, eller man skal kunne have ændret mening fuldstændigt.”

Hvad er forstanderens rolle i etableringen og defineringen af det dannelsesrum?

”En kæmpe rolle! Forstanderen har hovedansvaret. Forstanderens opgave er at kigge på skolens formål, kigge på det samfund, vi er omgivet af, og kigge på de hoveder, der befolker skolen, og spørge: Hvad er det eleverne skal møde, når de kommer her på skolen, og som kan forene den trekant?”

Det er vel historisk set også den rolle, mange forstandere for grundtvigske højskoler har placeret sig i. Som et slags fyrtårn på skolen?

”Ja, men forstanderen er for nogle elever blevet placeret som en slags afgud, og det gør ikke noget som helst godt for hverken forstanderen eller eleven. Og det kan være meget svært at få fjernet forstanderens piedestal. Til det vil jeg sige, at man jo i dag definerer dannelsesrummet sammen med sine medarbejdere, men ansvaret for, at rummet bliver defineret, er forstanderens. Så forhåbentlig kan eleverne mærke, at det er et kollektiv, der taler, hvilket nok er forskellen fra i dag i forhold til tidligere.”

Men i forhold til skolens bestyrelse er det vel ikke et kollektiv?

”Det er min opfattelse, at forstanderens ledelsesopgave er en kompleks og meget personlig opgave. Det er ikke et job, men en livsform! Der skal ledes både nedad til medarbejderne, udad i forhold til omgivelserne, indad til eleverne og opad til bestyrelsen. Grundtvig mente ikke, at formålet fortolket engang kan definere skolens virke til enhver tid. Tolkningen må altid, sagde han, være relateret til den tid og den samfundsudvikling, vi er i, og til de elever, vi har. Det er selvfølgelig bestyrelsens opgave at holde styr på, at man er den skole, man vil være, men bestyrelsen må jo have forstanderen som sparringspartner til at drøfte med og forklare om, hvordan formålet kan og skal forstås lige nu i forhold til den føromtalte trekant.”

Hvor meget skal en forstander på en højskole, som kalder sig grundtvigsk, vide om Grundtvig?

”Ha! Ja, det er et godt spørgsmål! Min oplevelse er, at mange forstandere ikke rigtig tør sige, at deres højskole er grundtvigsk, for hvis man ikke gør det ’rigtigt’, så bliver man udskældt af dem, der har læst meget Grundtvig, og så lader man hellere være. Men det er min opfattelse, at det grundtvigske stadigvæk er meget stærkt i højskolebevægelsen. Der er en grundtvigsk kerne, vi er fælles om, uanset hvad vi kalder os, og som traditionen har lært os at forstå og være glade for!”

Angår dine tanker om grundtvigsk ledelse også andre skoleformer end højskolen – eller andre organisationer eller virksomheder?

Paradoksalt nok ville det være ret 'ugrundtvisk' af mig at forsøge at sætte normative fordringer til andre sektorers ledelsesidealer. Så det vil jeg afholde mig fra. Men jeg synes, at vi i 'effektivitetens hellige navn' på mange områder i det danske samfund har bevæget os tættere på kontrol end på tillid, tættere på normative udviklingskoncepter end autonomi og tættere på tankpasserpædagogik end dannelse. Personligt mener jeg også, at den grøft kan være svær at kravle op af igen. I højskolerne vil vi bestræbe os på at udgøre et stærkt eksempel på, at grundtvigsk ledelse ikke kommer med garantier for resultater, men måske netop har stor impact [påvirkning, red.], fordi ejerskab og myndighed er meget stærke kræfter."