Golfstrømmen er i din kuglepen

Den er i dit hår, i den asfalt, du går eller kører på. I den mango, du spiser. I det vand, du drikker. På lossepladsen, du kører dit storskrald ud på. I den kuglepen, du skriver med. I den t-shirt, du har på. Naturen. Den er overalt, og mennesket er filtret sammen med den i en grad, så vi hverken kan eller skal forhindre ’sammenfiltretheder’. Det mener i hvert fald Cecilie Rubow, lektor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Hun vil gerne opfordre os alle til sammen at tænke alt om. At skabe nye forbindelser: ”Så baggrunden for de økologiske kriser ikke kun bliver defineret negativt, men så der også er muligheder i at tænke i nye forbindelser og forestille sig fremtiden på nye vilkår,” siger hun.

Vi skal tale mere om de nye forbindelser og makkerskabet med naturen, men inden vi når dertil, uddyber Cecilie Rubow, hvad det er for naturbegreb, hun bruger til at beskrive menneske og natur med. Mest fordi det har en afklarende effekt: ”Vi kan tale om natur og natursyn på 127 forskellige måder, fordi natur er et utrolig bredt begreb, og fordi det er opstået sammen med det kulturbegreb, vi kender i dag, og som måske mest hører 1900-tallet til. Jeg har valgt at koge naturbegreberne ned til de tre, som for mig at se viser de fremherskende forskelle i måden, vi taler om vores omverden på. De er, mener jeg, særligt afgørende i forhold til de diskussioner, vi står i i dag, og er et forsøg på at etablere et sprog, hvor det ikke bliver så utroligt specialiseret.”

Fra naturen som det fremmede til mennesket som sammenfiltret med naturen

Vi begynder ved havet, ved stranden og i skoven. Steder som for mange mennesker giver følelsen af at være en del af noget større, noget der er udenfor os selv, og som vi ofte har agtelse eller respekt for. Noget fremmed. Med dette udgangspunkt beskriver Cecilie Rubow det første af de tre naturbegreber: ”Den første natur er forskellig fra det kulturelle, som jeg forstår som det, mennesker skaber og er ophav til.” Derfor bliver den første natur forstået som en modsætning til mennesket, den størst tænkelige forskel. ”Og det vil sige, at dér, hvor der er allermest
natur, er der allermindst menneskeligt til stede,” forklarer hun. ”Det er her, mange vil tænke på stranden, skoven, kysterne eller havet som de mest uberørte steder. Men,” siger hun, ”allerede her løber vi ind i problemer, for vi kan snart ikke pege på nogen steder, hvor der ikke har været mennesker. Eller spor efter mennesker. Hvad enten vi kigger op i den blå himmel eller ned i oceanerne, eller vi kigger på den højeste bjergtop, så kan vi ikke længere sige, at der ikke er spor efter det menneskelige. Selv ved Draved Skov ved Løgumkloster, som ellers anses for at være det tætteste på uberørt skov, man kan komme i Danmark, er der mange spor efter menneskelig aktivitet op gennem Jernalderen og frem.”

Skellet mellem menneske og natur er derfor svært at opretholde. ”Men samtidig har den skelnen været produktiv og definerende for meget af det, vi har foretaget os. Det afslører sig, når vi fx siger, at vi skal ’ud i naturen’ eller ’passe på naturen’, eller når vi har set den ’rigtige’ natur som der, hvor der er færrest mulige menneskelige spor. Når vi ser naturen som noget fremmed,” fortsætter Cecilie Rubow, ”så kan vi både opfatte den som dyrebar og uerstattelig, men også som en ressource, man bare har kunnet tage fra.”

Det bringer os til det andet naturbegreb, som Cecilie Rubow definerer som den dyrkede natur eller som ”vores omverden, og hvor omverdenen er blevet ændret i kraft af, at man har rokeret om på det hele ved hjælp af fx grusgrave, udretning af åer, tørlægning af søer, i form af kystbeskyttelse, havne, infrastruktur, beboelse. Listen er lang.” Men i vores dagligdagssprog kan vi, ifølge Rubow, stadig godt opfatte det dyrkede åbne landskab som natur. ”Og ja, der er natur, der er masser af planter – flere planter end inde i byen – men de er forædlet gennem tusindvis af år. Måske er der nogen, der dyrker dem og høster dem. Måske er det en produktion. Måske er det et landbrug. Lige meget hvor vi ser hen, så er der også her spor efter menneskelige aktiviteter. Nogle gange med henblik på at skabe noget, vi kalder natur, og andre gange er det bare affald eller ressourcer,” siger hun og henviser til Amager i København, der for store deles vedkommende er skabt efter Anden Verdenskrig ud af affaldsbunker: ”Og i den forstand jo også natur, der bare er kommet med nye lag ovenpå.”

Hun opsummerer: ”Det første naturbegreb er det, vi opfatter som det fremmede, det uberørte og mindst menneskelige. Det andet naturbegreb er tæt knyttet til den kulturelle og menneskeskabte natur, og det kan være alt fra det åbne landskab med kornmarkerne til asfalten og lossepladsen i byerne.” 

Det tredje naturbegreb er det, der buldrer frem i disse år, både indenfor samfundsvidenskaberne, men også alle mulige andre steder. Og det er også det naturbegreb, vi skal tale mest om, fordi det med Cecilie Rubows ord ”er en invitation til at forstå, hvordan alt, hvad vi foretager os, er indfiltret i økosystemer.” Derfor mener hun heller ikke, at en entydig adskillelse af natur og kultur er holdbar: ”Som jeg berørte før, så er den entydige adskillelse ikke holdbar, fordi der er spor efter det menneskelige overalt, vi er selv natur, og det hele er så indfiltret i hinanden, at vi ikke kan sige, at der fx ude på landet er mere natur end inde i byen. For det dér kommer jo et sted fra.” Hun peger på linoleumsgulvet og bordet, vi sidder ved og fortsætter: ”Også vores telefoner, vandet i glasset, kommer jo derudefra. Og vi kan jo prøve at tænke på vandet i glasset som noget, der har været igennem nogle fantastiske hydrologiske cyklusser, inden det er endt på vores bord. Det har været nede i urfjeldet, oppe i himlen og alt muligt andet.”

Med det vil Cecilie Rubow sige, at med det tredje naturbegreb nytter det ikke at lave en adskillelse mellem menneske og natur, men det nytter heller ikke noget at betragte mennesket som den centrale aktør: ”Vi går fejl, hvis vi forstår mennesket som centrum for det hele. Vi har ikke altid været det, og vi kan stille spørgsmålet om, hvorvidt vi bør være det.”

Hvad med de 40.000 andre arter?

Det handler om menneskets placering i verden, som med de økologiske kriser ikke kan siges at være lykkedes med at være i centrum for det hele: ”Hvis vi siger, der er seks millioner indbyggere i Danmark, så har vi kun talt om én art. Hvad så med de 40.000 andre arter? De bor her også,” påpeger Cecilie Rubow og spørger: ”Hvad er det så for en placering, vi som mennesker skal have?” Og hun svarer selv: ”Vi må begynde at sætte spørgsmålstegn ved, at vi definerer hvad der er et samfund, hvad der er natur, og hvad der er kultur ud fra én art som den altdominerende: Mennesket.”

At vende det hele ’på hovedet’ på den måde er samtidig en invitation til at tænke i nye forbindelser og muligheder: ”Det kan godt være, man bliver nødt til at definere et centrum fra situation til situation, men det her er en invitation til at tænke økocentrisk. Altså, at det er økosystemerne, der er i centrum, og ikke den enkelte art. Det vil sige, at vi begynder at tale om vandsalamanderen ude på Amager, vandet i glasset, sandet, solen eller planterne som aktører, der er med til at skabe verden, ligesom vi selv er.”

Det giver, ifølge Cecilie Rubow, en opmærksomhed på, at der er natur og kultur alle vegne, og at de er viklet ind i hinanden. Men der ligger også en alvor bag den måde at tænke på: ”Biodiversitetskrisen er så dyb, og forureningen er så omfattende, klimaforandringerne så store, at vi er ved at ændre på de primære økosystemer. Vi har simpelthen ikke forstået det flow, vi er en del af. Vi har ikke forstået og konsekvent handlet på, at Golfstrømmen er i din kuglepen. Og at Indlandsisen er i det vand, vi drikker.”

Fra kamp til forestillingskamp

Det kan også være urovækkende at være så tæt filtret sammen med naturen, for som Cecilie Rubow siger: ”Hvis alt har noget at gøre med alt, har alle så også et ansvar for alt? Man kommer hurtigt ud i en form for overtænkning,” påpeger hun, ”for har alle ansvar for kloden på samme måde?” Hun mener, man med fordel kan trække de to andre naturbegreber med deres medfølgende kulturbegreber ind og sige, at ”eftersom vi endnu ikke har en planetær bevidsthed, må vi jo skære det til i formater, hvor vi er i stand til alligevel at handle og også at kunne
skelne mellem bevidsthederne.”

For handle det skal vi, mener Cecilie Rubow, men forestiller sig samtidig ikke, at økologi kan tænkes som en helhed, der bliver skabt ved, at vi er enige og får skabt en harmonisk enhed: ”Med den dybde klimakrisen har, så er det den vigtigste politiske kamp, vi har nu. Vi har fået skabt et samfund med så stort et forbrug og så stor ulighed samtidig med en stor forhåbning om velfærd. Der er så meget på spil for os hver især, at en økologisk tænkning som den, vi lige har talt om, vender op og ned på de ting, vi før har taget for givet, og som vi troede var vores rettigheder. Der var en forhåbning om,” siger Cecilie Rubow, ”at fremskridtet var defineret ved, at vi bare fik mere af det samme alle sammen. På den måde er det også et spørgsmål om fordeling af ressourcer. Der er en kamp for at forstå og erkende, hvad det er for en verden, vi er en del af: Hvad er natur? Og hvordan fordeler vi, de ressourcer, vi er og har?”

Og hvad så med kampen mellem arterne eller ’eksistenserne’, som Cecilie Rubow foreslår, vi kalder os alle. Er der ikke forskel på, om man er en plante eller et menneske? Og alle dyr eller bakterier er jo ikke lige fredelige. Der er en kamp for overlevelse i naturen, da nogle også lever af at spise hinanden. Det er hun helt med på. Og det er da heller ikke sådan, at Cecilie Rubow forestiller sig et samfund, hvor lammet og fåret pludselig græsser side om side med ulven, ”Men der er en radikalitet i det tredje naturbegreb, som er både interessant, urovækkende, opbyggeligt og alt muligt andet i forhold til, at vi i de to andre naturbegreber hele tiden kun har set på natur med os selv i centrum. Jeg argumenterer ikke for, at vi nødvendigvis skal flytte hele vores opmærksomhed til det tredje naturbegreb i den tro, at alting så er løst. Men det tredje naturbegreb kan både være en opmuntring og provokation til at tænke det menneskelige på en måde, der kan give nye begreber til at forstå verden, nye oplevelser og nye samtaler, måske nye demokratiske fora, hvor man forsøger at tænke de andre arters værdi mindre hierarkisk.”

I et tænkt eksempel om, hvorvidt det er planten eller mennesket, der skal reddes ud af et flammehav, svarer Cecilie Rubow: ”Nu behøver det jo ikke handle om liv eller død i en brand, men for eksperimentets skyld kunne man jo godt sige: Der bor to mennesker her, de har ret til at bo her, men samtidig kunne vi redde 100 arter, hvis de to mennesker ikke boede der. Kan vi fx bare snakke om dét? Eller hvis vi nu kan redde en fjord ved at reducere nogle typer af menneskelige aktiviteter. Kan vi tale om dét? Man kunne også sige: De menneskelige aktiviteter fylder 98 procent af landet, kunne de måske bare fylde 60? eller 50 procent?”

Kampen kan både forstås som et folk, der kæmper om de samme ressourcer og værdier. ”Men kan også forstås som en kamp for at forestille sig nye måder at leve på. Altså en forestillingskamp,” siger Cecilie Rubow.

Vi iklæder os planter og tænker i nye forbindelser og slægtskab

En forestillingskamp. Den handler ikke nødvendigvis om afsavn, men om muligheder for at tænke i nye forbindelser, ifølge Cecilie Rubow. ”Så vi ikke handler så destruktivt, som vi gør nu,” som hun siger. ”Ved at have en større opmærksomhed mod de andre arter, kan vi måske netop bedre arbejde sammen med dem i stedet for at tænke, at vi udelukkende skal administrere dem. På den baggrund kan der opstå nye møder: ”En ung kvinde fandt på at lave sommerfuglemøder for de studerende på en højskole, hvor de skulle gå ud og studere sommerfugle og prøve at møde dem på ny. Og skrive ned, hvad der opstod i de møder. Hvad sker der, hvis man møder en anden art som et subjekt og ikke bare som ren biologi? Ja, så møder man dem med en større nysgerrighed og fantasi. Man kan fx spørge, hvad sommerfuglene mon opdager, som de flagrer rundt der i verden.”

Den samme nysgerrighed begrænser sig ikke kun til en flot flyvende sommerfugl, men kan i princippet gælde alt – også den t-shirt, du har på: ”Du kan jo spørge den, hvor den kommer fra. Hvad den er for én, og hvad dens vej til at blive en t-shirt har været,” foreslår Cecilie Rubow og fortsætter: ”Så kommer det frem, at den har været igennem alt muligt fra veje, mennesker, have, fabrikker til grossister og butikker. Og så kan vi prøve at finde ud af, hvor i verden, den kommer fra. Vi kommer ud til bomuldsplantagen, hvis det er det, den er lavet af. Hvor meget vand der er blevet brugt til fremstillingen, hvad arbejdsvilkårene har været for dem, der har fremstillet den. Og lige her bliver det selvfølgelig meget ressource- og retfærdighedsorienteret, hvilket også er vigtigt at få med, men vi kan også gå tilbage igen til bomuldsplantagen og sige: ’Guuud, vi klæder os i planter – det er planter, jeg har på’! Og det er jo egentlig ret vildt at tænke på. Og ikke nok med det,” fortsætter hun: ”Nu kom vi også tilbage til vores plantefællesskab på bomuldsplantagen. Og så kan vi spekulere på, hvor meget genetisk materiale, vi deler med planterne. Hvor meget, vi er i familie. Og så vil vi forstå, siger hun, ”at vi sådan set er i familie. Vi har et slægtskab.”

Fra at have været en ting, vi bare bruger for at holde os varme eller smarte, bliver t-shirten til et familieforhold: ”Hvis vi udvider familiebegrebet og siger, at vi er i familie med planterne, og at jeg på den måde går i plantetøj, kan det pludselig åbne en verden og skabe nye forbindelser,” siger Rubow og peger på, at netop slægtsbegrebet har vist sig at være stærkt: ”Hvis du tager udgangspunkt i Darwin og evolutionstræet, vil du se, at vi er beslægtede med planterne. Men fordi vi har været så optagede af at løsrive os fra familien og flytte hjemmefra og forstå det menneskelige som noget særligt, så er der mange intuitioner i forhold til slægtskabet med planter og dyr som ikke virker,” siger hun. De behøver dog ikke at være gået tabt: ”Det magiske er ikke forsvundet fra verden, når der netop åbner sig nye døre for nye samarbejder på tværs af ting, man troede var ødelagte eller lå helt hver for sig.”