Ønsket om aktiv dødshjælp handler i lige så høj grad om ensomhed og måden vi (ikke) lever sammen på

Henk Reitsema taler om ensomhed som en epidemi. At vi skal gentænke arkitekturen og måden vi lever på. At vi skal huske på vores fælles historie, og at min frihed ikke nødvendigvis er frihed for andre. Og så taler han om aktiv dødshjælp, som er omdrejningspunktet for interviewet. Der er bare så mange grene, der griber ind i hinanden, når man taler om det meget omdiskuterede og svære etiske dilemma, som lige nu står højt på dagsordenen i Danmark. Grene af både personlig, økonomisk og samfundsmæssig karakter. ”Mennesker må lære at leve sammen igen og måske give afkald på en smule autonomi til fordel for det at være forbundne,” siger han.

Som hollænder og som aktiv debattør inden for emnet kender Henk Reitsema næsten alt til det svære emne, for det er over tyve år siden, Holland som det første land i verden tillod aktiv dødshjælp. Han fortæller, at der groft sagt var tre spørgsmål, der udgjorde optakten til legaliseringen af aktiv dødshjælp i Holland i 2001. Det ene af følelsesmæssig karakter, de to andre af lidt mere praktisk karakter. ”Det følelsesmæssige spørgsmål handlede om medfølelse og om, hvad vi stiller op med menneskers lidelse, og hvordan vi bringer dem ud af den,” fortæller han. De to andre spørgsmål handlede om, at der allerede inden legaliseringen de facto fandt aktiv dødshjælp sted. Mest ’ad bagvejen’ i form af palliative midler, som ikke blev kaldt aktiv dødshjælp, men reelt førte til død. ”Kun omkring 70 procent af tilfældene blev indrapporteret, og derfor skulle der ryddes op med ønsket om en formel lov omkring aktiv dødshjælp. Det blev så til loven om, at mennesker med ’ubærlig lidelse uden udsigt til bedring’ har mulighed for at bede om aktiv dødshjælp hos en læge, men med det krav, at der skal være en ’second opinion’, altså at lægen beder en anden læge om dennes vurdering af en patient. Men,” siger Henk Reitsema, ”mens man troede, at kriteriet om ’ubærlig lidelse’ ville sætte en stopper for yderligere grupper, der ville henregne sig til denne kategori, fik det bare kategorierne til at vokse. For hvordan skulle man nu fortolke ’ubærlig lidelse’?”

I Holland er det i dag muligt for børn helt ned til 12 år at få aktiv dødshjælp. Mellem 12 og 16 år skal man dog have sine forældres accept, men herefter behøves denne ikke. Lidelser, der er omfattet af kriteriet om ’ubærlig lidelse’ gælder både folk med fysiske og psykiske lidelser. I 2023 fik cirka 9000 mennesker aktiv dødshjælp i Holland, og tallet har været stigende lige siden, aktiv dødshjælp blev legaliseret.

Et systemisk problem med en giftig cocktail

Det, der bekymrer Henk Reitsema mest i forhold til de mere overordnede økonomiske og samfundsmæssige problemstillinger, er, som han siger, ’en giftig cocktail’ af penge, medicinalindustri og sygeforsikringer: ”På den ene side er der et stadigt stigende pengepres i sygeforsikringsbranchen [det er lovbestemt, at alle, der bor eller arbejder i Holland, er forpligtet til at have en sygeforsikring hos en hollandsk udbyder af sygeforsikringer, red.], hvor den procentdel af samfundets penge, der betales til lægeudgifter, vokser. Heriblandt medicin, der ganske enkelt koster for meget. På den anden side er der så muligheden for at vælge aktiv dødshjælp, og når de to ting mødes, kan der opstå en giftig cocktail, fordi der pludselig bliver et økonomisk incitament til at tilvælge aktiv dødshjælp,” siger han og fortsætter: ”Hvis du ser på forsikringerne og hvilke ting, de er villige til at betale for, kan du få en situation, hvor den måde, dine forsikringer læses på, faktisk prioriterer dødshjælp.”

Lige nu er det ikke helt sådan én til én, men det er noget han frygter, for Henk Reitsema påpeger, at han godt nok lige nu har en sygeforsikring, der er ’pro-life’ som det hedder, og som er billigere, fordi den ikke indeholder muligheden for hverken abort eller aktiv dødshjælp, ”men der er et større forsikringsselskab i Holland, som ikke har medtaget muligheden for at udelukke aktiv dødshjælp i forsikringen som en ting, man er villig eller ikke villig til at betale for. Og lovgivningen går faktisk i retning af at gøre det vanskeligere at undgå muligheden for aktiv dødshjælp eller anden livsafsluttende behandling i sin sygeforsikring. Hvilket kan komme til at betyde, at muligheden for aktiv dødshjælp er til at betale, mens andre behandlingsmuligheder ikke er det.”

Er det muligt at sige nej tak?

Så det, der egentlig begyndte med en medfølelse for de mennesker, der levede med meget svære lidelser uden udsigt til bedring, har nu bredt sig til så mange grupper, at mange af dem, som måske i første omgang også var tiltænkt muligheden for aktiv dødshjælp, råber vagt i gevær. Henk Reitsema fortæller om en britisk kvinde, som han kender personligt: ”Hun havde arbejdet for BBC og sidder i kørestol, fordi hun har en genetisk sygdom. Som medlem af en af handicapforeningerne har hun råbt op. Hun har selv oplevet, hvordan hun under sin aktive karriere, da hun var i fyrrerne, blev indlagt med en lungebetændelse for tredje gang, og lægen kiggede på hende og spurgte: ’Vil du have os til at behandle denne gang?’ Underforstået: Måske skulle vi bare lade dig dø nu, du er jo en handicappet person. Det fik hende til at blive fuldstændig oprørt og protestere højlydt.”

Derfor mener Henk Reitsema, at vi bør tale om disse utilsigtede konsekvenser af aktiv dødshjælp. Og det er ikke kun i forhold til mennesker med handicap, det er også i forhold til mange læger, der også er under pres: ”Vores valg har konsekvenser for andre mennesker. Min frihed kan være ufrihed for andre. Også for de læger, der har søvnløse nætter over at skulle give et andet menneske gift, så de dør af det.”

Han mener, vi bør grave et spadestik dybere, for i virkeligheden ligger der nedenunder overvejelserne om aktiv dødshjælp et mere grundlæggende spørgsmål, der handler om måden, vi lever sammen på.

Ensomhed er en epidemi, der kalder på andre måder at leve på

”Det virkelige problem i vores samfund,” siger Henk Reitsema, ”er ensomhed og angsten for ikke at være forbundet med andre mennesker. Ensomhed er en epidemi, og den løser vi ikke ved at tilbyde dødshjælp til gamle, syge og handicappede.” Han uddyber: ”Problemet er jo, at vi generelt bliver ældre, og dermed typisk også mere plejekrævende. Men i stedet for at åbne Pandoras æske i forhold til de ulykkelige sideeffekter af aktiv dødshjælp, bør vi i stedet tænke i, hvordan vi kan hjælpe til en bedre relationel integration af ældre mennesker. I stedet for at investere mere i livsmiljøer for mennesker i den sidste tid, skubber vi folk ind i deres private hjem så længe som muligt, fordi det er dyrt at have dem i institutioner. Men måske findes der en tredje måde,” siger han og fortsætter: ”et sted med fællesliv, der er lidt mindre autonomt, men giver mulighed for meget mere varme, hvor vi er stærkere sammen end vi er alene. Men det kræver, at vi gentænker vores arkitektur.”

Da han var ung, boede Henk Reitsema i en årrække i Sydafrika med sine forældre, fordi de arbejdede der: ”Det typiske hus i Sydafrika havde en ’bedstemor-lejlighed’ tilknyttet ejendommen, hvor de gamle forældre kunne opholde sig i den sidste fase af livet. Men i Holland findes ikke denne arkitektur, så det kan gøres nemmere for familier at vælge denne løsning. Vi har indrettet os med små single-hjem. Tag nu byen Utrecht [by og kommune i Holland, red.], som jeg kender til. Her er 60 procent af alle adresser i byen enlige husstande.” Det er der som sådan, ifølge Henk Reitsema, ikke noget galt med, ”men det er bare meget mærkeligt i et samfund, hvor boligtrykket er så stort og huse er så latterligt dyre, fordi så mange individuelle enheder er nødvendige.”

Han siger, at der er mange relationelle dilemmaer forbundet med netop dette: ”For mange mennesker er der ikke den der omsorgsdynamik mellem børn og forældre. Folk bor ikke sammen. Men måske bør vi opgive lidt af vores personlige frihed og autonomi for at lære at leve sammen igen, for vi ender med at scrolle alene på vores mobiltelefoner, imens vi ønsker, at vi var sammen med andre. Jeg tror, det er tid til en modreaktion. Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi lever på en mere forbundet måde.”

Henk Reitsema peger på hospicebevægelsen som et eksempel, der netop ikke tilskynder til aktiv dødshjælp: ”Hvis du ser på hospicebevægelsen og litteraturen omkring den, så har hospicer fra begyndelsen vist sig at være et godt sted at være for mennesker med ubærlig lidelse uden nogen horisont for bedring. At have folk at tale med, som er ved deres senge og yder omsorg, fjerner ofte angsten og presset som typisk er årsagen til at ville begå selvmord. Der er bevis for, at menneskelig involvering og opmærksomhed er den rigtige medicin i forhold til dette problem. Og jeg tror, vi er nødt til at smøge ærmerne op og få travlt med at forholde os til denne udfordring i et samfund, hvor mange af de fibre, der holder os sammen, er kommet under pres. Derfor bifalder jeg også ethvert hospice- lignende initiativ, der forsøger at skabe gode rammer for mennesker i den sidste tid. I stedet for, at regeringen siger, at gamle mennesker er for dyre, bør den i stedet tænke mere i at investere i relationer mellem mennesker.”

Brevet fra Tyskland

Og så er der også lige brevet fra Tyskland. Det handler om vores fælles europæiske historie og blev sendt som et åbent brev fra den tyske organisation German Doctors, den nationale lægeforening, til deres kolleger i Holland i 2001, dengang loven om aktiv dødshjælp stod for at blive vedtaget: ”De skrev, at nogle af de argumenter, der blev brugt for indførelsen af aktiv dødshjælp, mindede dem om den intellektuelle argumentation i 1930’erne, der førte ind i den nationalsocialistiske debat om racehygiejne. Og de ville gerne advare imod at komme derhen. Den hollandske sundhedsminister blev meget vred over brevet, hun var selv læge og mente ikke, man kunne trække tråde fra aktiv dødshjælp til racehygiejne. Men,” siger Henk Reitsema, ”jeg synes, at vi som samfund burde have været villige til at tage foreningens argumenter vedrørende racehygiejne alvorligt og været villige til at se på Europas historie – og hvor det gik galt – for at blive klogere på vores situation nu. Men det er svært at skulle erkende, at vi kan være sårbare over for den samme slags intellektuelle diskurs.”

Henk Reitsema finder det under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at debatten i Tyskland er meget anderledes: ”Jeg laver en del interviews med tyske aviser, ZDF, mv., og jeg bliver altid berørt over, hvor forsigtige de er i denne debat, fordi de har hukommelsen fra deres lands historie om en racehygiejnisk ’forbedring’ af menneskeheden.”

Paradokset mellem dyr teknologi og aktiv dødshjælp

Igen og igen fremhæver han, hvor vigtige de mellemmenneskelige relationer er – også når vi taler om de paradokser og dilemmaer i måden, samfundet prioriterer på. For der er, ifølge Henk Reitsema, et paradoks imellem dyr teknologi (og medicin) og aktiv dødshjælp: ”Vi er nødt til at se på, hvor og hvordan vi bruger vores penge. Og det kræver lange og svære samtaler. Vi havde fx en situation på et hollandsk hospital, hvor man lavede mere end 50 lungetransplantationer på patienter, der allerede havde en meget høj alder. 11 af dem endte med næsten at gå direkte fra lungetransplantationen til at blive hjulpet til at dø, fordi operationen ikke havde været vellykket. Siden blev også den hollandske regering kritisk, fordi der var flere lignende tilfælde, og de kunne godt se, det ikke var en god idé. Men det er et eksempel på det paradoks, der kan være i sundhedsvæsenet. At vi på den ene side prioriterer at forsøge at operere og transplantere mennesker, der er meget gamle og så på den anden side tilbyder aktiv dødshjælp til mennesker, der måske i virkeligheden ikke ønskede det, hvis de havde fået lidt mere menneskelig omsorg.”

Henk Reitsema lægger ikke skjul på, at han selv er et troende menneske, og at døden for ham er en fjende. Derfor synes han, det er forkert at bruge ord som ret eller pligt til at dø: ”Døden er en fjende af livet, som vi alle er nødt til at se i øjnene som de endelige væsener vi er. Men at tale om ’retten til at dø’ vil betyde, at man på en måde kommer til at elske den. Men der er altid et tab, også når det er en gammel person, der dør, for hvert enkelt individ har en iboende værdi i sig selv, og når vedkommende er død, vil du aldrig mere se vedkommende i dette liv.”

Men selvom døden er en fjende, er det ikke det samme som at sige, at den ikke er ’naturlig’, for den kommer til os alle. ”Derfor er det også i orden at sige nej tak til en behandling, hvis behandlingen netop er værre end sygdommen. Men hvis vi kun fokuserer på en værdig død og ikke også et retfærdigt og værdigt liv, så risikerer du at få en falsk fortælling om, at det er aktiv dødshjælp, der er løsningen. Der kan være mange overraskelser i processen henimod slutningen af livet, som du ikke selv er herre over. Og det værdige er netop den menneskelige omsorg og relationer.”