Ytringsfrihed er på én gang meget principiel og meget praktisk

Vi behøver ikke lave alle mulige krumspring for at nå til sagens kerne i debatten om ytringsfrihed og koranafbrændinger. Vi behøver hverken lade, som om koranafbrændinger ikke skulle være en ytring, eller at afbrænding af bøger i sig selv skulle være et angreb på ytringsfriheden – hvor meget vi end gerne ville i forsøget på at få stoppet få gale mænds gale værk. For vi har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder artikel 10 om ytringsfrihed. ”Hver gang vi på en eller anden måde vil forsøge at begrænse ytringsfriheden, uanset om det er ord eller handlinger, så siger konventionen, at det kan vi ikke,” siger René Offersen. At det så alligevel kan lade sig gøre, vender vi tilbage til. Men ytringsfriheden er altid udgangspunktet, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er egentlig ret unik, fortæller han:

”I kølvandet på 2. Verdenskrig får verden et ønske om nogle konventioner, der hviler på grundlæggende menneskerettigheder, og i den forbindelse får man Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og når jeg siger, at den er unik, så er det, fordi Menneskerettighedsdomstolen, som fortolker traktaten, modtager sager fra hele Europa, hvilket har meget stor betydning – også mere end vi måske som danskere umiddelbart er bevidste om. For det betyder,” fortsætter han, ”at man skaber en praksis ved Menneskerettighedsdomstolen, hvor du får indspark i form af konkrete sager fra hele Europa og med forskellige problemstillinger fra Tyrkiet, fra England, fra Frankrig, fra Østeuropa osv., siger han og refererer i forbindelse med Østeuropa til den kolde krig: ”Efter de tidligere østbloklande ikke længere var undergivet sovjetisk dominans, kommer der en masse sager ind, som berører ytringer. Det betyder, at man får et utrolig stærkt optag, som kan udmønte sig i nogle fælles værdier og en fælles forståelse af, hvad der er kernen i det her. Det handler om alt fra retspraksis om spionage, om klassificerede oplysninger, om blasfemi osv. Og fordi det er så forskelligartede områder, der omhandler ytringsfrihed, får du et meget nuanceret billede af, hvad problemet dækker over,” siger han.

Derfor er René Offersen heller ikke spor i tvivl om, at der kan findes en løsning i forhold til de få (gale) mænds koranafbrændinger, der i overført forstand også har sat ild i Danmarks forhold til dele af Mellemøsten, der nu på forskellig vis truer Danmark, hvis ikke regeringen sætter en stopper for koranafbrændingerne. ”Der er faktisk mere styr på det med løsningerne, tror jeg godt man kan sige, end vi på en eller anden måde får indtryk af, når man bevæger sig ude i det offentlige rum i Danmark lige nu,” siger han.

Den demokratiske værdi

Som sagt: beskyttelsen af ytringsfriheden er udgangspunktet i forhold til konventionerne, og det gælder ”uanset, om du giver mig en fuckfinger eller du formulerer det på engelsk i stedet for,” siger René Offersen. Men sager om ytringsfrihed er også altid bundet til en konkret virkelighed: ”Det betyder i praksis, at man altid vil kigge på den demokratiske værdi eller interesse i det, der bliver sagt eller gjort og vurdere, hvor tungt det indgår som ytringsværdi i forhold til at skulle begrunde en begrænsning,” fortæller René Offersen og fortsætter: ”Det kan fx dreje sig om injurier, det kan være, at man ødelægger noget, det kan være den offentlige orden, eller det kan dreje sig om sikkerhed. På den måde skal man hele tiden vurdere, hvad hensigten med ytringen er. I tilfældet Rasmus Paludan vil man konstatere, at han åbenbart har et meget stærkt behov for at brænde koraner af, og at det lige præcis skal foregå foran muslimske ambassader. Men hvad er formålet og meningen med, at det lige skal foregå på denne måde og i det omfang, vil nogle af spørgsmålene være, hvis man har til hensigt at gribe ind over for det ved lov. Hvis du bruger et meget dramatisk virkemiddel, og gør det på bekostning af nogle andre eller nogle andre interesser, så er det naturligt at spørge til formålet og prøve at forstå, hvorfor vedkommende gør det,” påpeger René Offersen og kommer til det andet lod i vægtskålen, der drejer sig om nationens sikkerhed:

”Når PET har vurderet, at der er en øget terrortrussel mod Danmark pga. koranafbrændingerne, så tror jeg, man fra juridisk hold vil komme frem til, at lige præcis dén måde at ytre sig på, den går ikke, fordi ytringer netop også er bundet til det fællesskab, man som samfund indgår i. Og jeg har svært ved at se, at koranafbrænding nummer 101 har nogen sønderlig demokratisk interesse eller værdi set i forhold til den øgede terrortrussel mod Danmark,” siger René Offersen.

Muhammedtegningerne blev ikke anset for at være blasfemiske

Vi undgår ikke at komme ind på Jyllands-Postens Muhammedtegninger, der blev udgivet og trykt for snart tyve år siden. For hvilken demokratisk værdi havde de så, når det var åbenlyst, at de satte verden i brand og havde store sikkerhedsmæssige (plus økonomiske) konsekvenser for Danmark? René Offersen er ikke i tvivl om, at der med artikel 10 i hånden fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er stor forskel på Muhammed-tegningerne og Rasmus Paludans koranafbrændinger: ”Du har ret i, at der i begge tilfælde på en eller anden måde er tale om en kritik af en religion. Men det interessante er, at den tegning, der var mest blæst om (den med bomben i turbanen) selvfølgelig blev anmeldt for blasfemi – og dengang havde vi jo en blasfemiparagraf, der sagde, at forhånelse af religion var strafbart – og alligevel konkluderede Rigsadvokaten, at der ikke var grundlag for at rejse en sag mod Jyllands-Posten.” René Offersen forklarer, at man netop er gået helt konkret ind i den specifikke sag med beskyttelsen af ytringsfriheden som omdrejningspunkt, og derigennem analyseret sig frem til, hvorfor der ikke var grundlag for at rejse tiltale:

”Og her kommer det med konteksten og historien også ind i billedet. For det er oplagt, at vi har en tradition for både religionskritik og satire, som er tilladt, men var det så nok til ikke at kalde ytringen for blasfemisk dengang vi havde blasfemiparagraffen?” spørger han retorisk og uddyber: ”Derfor vil man, når man forholder sig til, om der skal rejses en sag, også stille flere spørgsmål til ytringen i forhold til tegningerne i stil med, hvad det var, Jyllands-Posten ville med dem. Jyllands-Posten mente, at professionelle tegnere var begyndt at pålægge sig selvcensur, hvilket kom frem, fordi forfatteren Kåre Bluitgen havde oplevet ikke at kunne få tegnere til at illustrere Muhammed i en af sine bøger, der omhandler Koranen. Jyllands-Posten foretog derefter en redaktionel vurdering, undergivet presseetiske regler, og fandt, det var en kontroversiel, men vigtig samfundsmæssig debat at gå ind i. Blandt andet fordi vi i Danmark netop har en lang satirisk tradition,” siger han og spørger: ”Er det så det samme som en Rasmus Paludan? Nej, det er et af Danmarks største bladhuse, der mente vi var nødt til at tage et opgør med selvcensuren, og Rigsadvokaten konkluderede da også – med udgangspunkt i artikel 10 – at der ikke var tale om en forhånelse af islam, men,” tilføjer han, ”hvis nu Jyllands-Posten havde insisteret på at trykke tegningerne 100 gange, så kunne det da godt være, man havde kigget på, om det nu også ville blive ved med at have en demokratisk værdi. Vi har endnu til gode at se den demokratiske værdi i Rasmus Paludans uendelige koranafbrændinger.”

Sådan noget som at dø for en sag gælder som regel aldrig dig selv

Men hvad så med spørgsmålet om, hvorvidt vi er i færd med at underlægge os tvivlsomme typers trusler, hvis vi forbyder Rasmus Paludans og co. koranafbrændinger? ”Jeg kigger altid på det konkrete,” siger René Offersen, ”og her konstaterer jeg, at Danmark, ifølge PET, er udsat for konkrete terrortrusler på grund af de vedvarende koranafbrændinger. Samtidig kan jeg se, at det ikke kan være rigtigt, at fællesskabet ikke skal kunne beskytte sig mod det. Det er et stykke lovteknisk arbejde at lave sådan en hjemmel. Og det er ikke så svært, for vi har 400 andre steder, hvor der også er begrænsninger. Jurister, der beskæftiger sig med området, er vant til at arbejde med det. Vi har fra Menneskerettighedsdomstolen en ganske omfattende og nuanceret praksis med en masse forskellige situationer, og vi er ret godt stillede til at gå ind og sige, hvad det er for nogle løsningsmodeller, der vil være relevante at tage i brug,” påpeger René Offersen og er samtidig ikke bekymret for den såkaldte glidebaneeffekt:

”Igen: vi har en meget omfattende praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, der altid vil gå ind og analysere på de værdier, der er i spil og som altid er på ytringsfrihedens præmisser, og derfor provokerer det mig,” siger han, ”at nogle i debatten begynder at tale om at ville dø for en sag. For det er ligesom altid underforstået, at det ikke er dit eget liv. Man kan være i krig og alt mulig andet forfærdeligt, hvor man dør for en sag, men du kan da ikke kigge på din kone og dine børn og sige, at du gerne vil dø for, at Rasmus Paludan skal have lov til at brænde koraner af, indtil han bliver træt af det, og samtidig udsætter Danmark for en stor sikkerhedsrisiko. Og nej,” fortsætter René Offersen, ”det bliver ikke de homoseksuelle, der skal forbydes næste gang, for så kan jeg love dig, at det vil Menneskerettighedskonventionen aldrig kunne argumentere for at forbyde.

Principperne har aldrig været i bedre hænder, end de er nu – aldrig nogensinde. De er designet på ytringsfrihedens præmisser, som sikrer, at du aldrig går længere, end hvad der er demokratisk nødvendigt.”