Staten skal ikke bestemme over andres død

Det er ikke, fordi han selv har haft spørgsmålet om aktiv dødshjælp tæt inde på livet, men Jan E. Jørgensen undrer sig over, ”at vi fra statsmagtens side mener, at vi skal bestemme over andres død,” som han siger. ”Vi bestemmer jo ikke over andres liv. Hvorfor skal vi så bestemme over deres død? For mig handler det meget om den personlige frihed: Hvis man træffer den beslutning, at man ikke magter at leve længere – typisk fordi man er terminalsyg eller har voldsomme smerter – så synes jeg, det må være en bedre løsning for alle, at man får hjælp til at komme herfra værdigt og stille og fredeligt ved ordnede forhold. Og at man kan samle familien, bede en bøn, synge en sang, holde i hånd eller hvad man nu har lyst til. Frem for at ens sidste tid skal være fuldstændig uudholdelig. For mig er det af ideologiske grunde jeg går ind for aktiv dødshjælp.”

Men der er også en pragmatisk grund, ifølge Jan E. Jørgensen: ”Du kan jo ikke forhindre folk i at begå selvmord. Eller forhindre dem i at tage til lande, hvor det er lovligt. Så fremfor at skulle finde en, der har kastet sig ud foran et S-tog, er hoppet i havnen eller lignende, er det da bedre, at det foregår under ordnede forhold på et hospital.”

Hvis der er en glidebane, må det være, fordi folk selv ønsker den

Jan E. Jørgensen har ikke lagt sig fast på en bestemt model, hvis aktiv dødshjælp skulle blive indført som en mulighed i Danmark. ”Men det skal jo helt sikkert ikke bare være sådan, at du logger dig ind med MitID og bestiller en afgangsbillet til næste uge. Der kan være masser af mennesker, der måske er deprimerede, men som får det bedre. Så selvfølgelig skal der både være betænkningstid og en form for godkendelse med nogle kriterier for, hvem der kan modtage aktiv dødshjælp, og hvem der ikke kan.” Han mener også, det bør være frivilligt for læger, om de vil udføre handlingen: ”Hvis man som læge siger, at man har aflagt lægeløfte på at holde folk i live og ikke på at være bøddel, eller hvad man nu vælger at kalde det, skal man selvfølgelig have lov at slippe. Med der er jo læger, der gerne vil være behjælpelige. Det afgørende er, at det er frivilligt.”

Til gengæld giver Jan E. Jørgensen ikke meget for den megen tale om ’glidebaneeffekt’, som mange har fremhævet i debatten – specielt med Holland som skrækeksempel på, at flere og flere grupper får mulighed for at modtage aktiv dødshjælp – og også benytter sig af det: ”Man kan jo argumentere begge veje. På den ene side kan man spørge, om der dør nogen, som ikke burde have været døde [ved aktiv dødshjælp, red.]. Det finder vi jo ikke ud af. Men man kan også anskue det på den måde, at når der nu er så mange i Holland fx, der tager imod muligheden, så er det åbenbart, fordi rammerne har været for snævre, og man godt har kunnet se, at flere grupper kunne have gavn af muligheden. Mig bekendt er der ikke nogen af de lande, der har indført aktiv dødshjælp, som har trukket muligheden tilbage igen. Det havde de vel gjort, hvis de mente, tallet var for højt.”

Men han mener bestemt, at vi i Danmark skal lære af de lande, der har indført mulighed for aktiv dødshjælp: ”Mennesker fra Holland, Belgien og Schweiz er jo ikke fra en anden planet end os. Så forskellige er vi heller ikke. Og når det fungerer hos dem, og de oven i købet har udvidet tilbuddet til nye grupper, så synes jeg da, vi skal lære af dem og høre, hvad der er baggrunden for beslutningen. Og også hvordan de eventuelt har håndteret de bekymringer, der har måttet være.”

Aktiv dødshjælp må ikke erstatte pleje og omsorg

Der er flere i den danske debat, herunder folk med svære handicap, der har ytret sig stærkt kritisk i forhold til aktiv dødshjælp. Det har de blandt andet, fordi de er bange for at komme til at føle sig som en byrde, som det ville være billigere for samfundet at ’komme af med’. Det mener Jan E. Jørgensen er en ubegrundet frygt: ”Hvis det virkelig er sådan, at hollænderne og belgierne er blevet så kyniske, at de ikke synes, der er plads til handicappede længere, så må vi da have det undersøgt. Men jeg tror, det er en ubegrundet frygt. Jeg kan bare sige, at det syn på handicappede findes i hvert fald ikke hos mig. Og jeg har heller ikke talt med nogen af mine kolleger, som har det som en bagtanke, at vi kan spare nogle ressourcer i sundhedsvæsenet ved at håbe på, at nogle af de ’dyre’ tilfælde vælger at sige farvel.”

Men presset kan i nogle tilfælde også komme fra de pårørende, der lever sammen med et menneske, der er stærkt handicappet eller lider meget, og det vil Jan E. Jørgensen da heller ikke afvise kan være tilfældet: ”Jeg kan måske godt forstå, at nogen kan tænke sådan, for det kan være ekstremt belastende for pårørende at se sine nærmeste kæmpe og lide. Men samtidig kan det måske også være en anledning til at tage snakken og få afklaret nogle ting. Hvor man som pårørende kan sige: ’Jeg skal være ærlig og sige, at jeg da har tænkt tanken om aktiv dødshjælp, men selvfølgelig ønsker jeg ikke, du så meget som skal overveje det, medmindre du selv er klar til det.’ Måske kan muligheden for aktiv dødshjælp også være med til at bryde nogle tabuer, så man som familie kan få drøftet de her svære emner.”

Jan E. Jørgensen understreger dog gentagne gange, at aktiv dødshjælp ikke må erstatte omsorg og pleje: ”Sådan må det i sagens natur aldrig blive. Selvfølgelig skal vi give mennesker al den omsorg og den hjælp, de har brug for. Vi skal behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Det sagde Jesus for et par tusinde år siden, og det er jo stadigvæk rigtigt.”