Set herfra: Hvorfor kan arbejderklasseforældre ikke hjælpe deres børn med lektierne?

Hvad kan folkeskolen gøre? Hvad kan folkeskolen gøre? Hvad i alverden kan den gøre?!

En ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at børn og unge i stigende grad går i skole med nogen, der ligner dem selv. Og den viser også, at børn af ’arbejderklassen’ eller af forældre, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, klarer sig væsentligt dårligere i skolen end andre børn. En af forklaringerne er, at de ikke i samme grad som andre børn får hjælp til lektierne derhjemme. Er du mor eller far fra middelklassen, så hjælper du dit barn med at finde kvadratroden af pi. Det samme gælder ikke for arbejderklasseforældre.

I P1-morgen (13. august 2024) har de ét og kun et spørgsmål til dette, som de gentager igen og igen: Hvad kan folkeskolen gøre? Men kan man stille andre spørgsmål? Kan man fx spørge, om det er muligt for arbejderklasseforældrene at blive bedre til at lave lektier med deres børn?

Det er klart, at et sådant spørgsmål kan mistænkes for at være en kynisk form for liberalisme: Enhver må klare sig selv, og er man født med de forkerte forældre, så er man bare endnu mere på egen hånd. Men jeg mener egentlig noget andet. Jeg mener: Behøver vi – og journalisterne på P1-morgen – per definition tage for givet, at forældrene ikke kan? Eller at de ikke kan lære det? Kunne man forestille sig, at svaret ikke udelukkende var ’folkeskolen’, men også ’folkeoplysningen’ eller ’public service’ – med statsstøtte og det hele? Er det udelukket, at forældre kan lære at blive bedre lektiehjælpere for deres børn?

Jeg holder selv enormt meget af at hjælpe mine efterhånden store børn med lektierne (det er ikke altid gensidigt, og det sker derfor ikke så ofte, som jeg kunne ønske mig). Det interesserer mig helt vildt, hvad de beskæftiger sig med i skolen. Med jævne mellemrum opstår der den pædagogiske trend, at forældre helst skal overlade børnenes skolegang til skolen. Nogle gange med den begrundelse, at forældrene kan komme til at lære fra sig på den ’forkerte’ måde. Andre gange med den begrundelse, at lektier og hjemmearbejde i det hele taget er noget skidt – alt skal holdes inden for skoletiden – måske med den bagtanke, at så har alle mere ens forudsætninger. Men jeg holder enormt meget af det. Jeg elsker at være sammen med dem (og med alle mennesker) om noget, vi sammen forsøger at lære, at mestre, at forstå. Det er for mig at se den bedste måde at være sammen på.

Ofte er vi sammen i samme båd. For faktum er jo, at jeg ikke er et omvandrende leksikon og slet ikke en matematisk formelsamling. Meget ofte er jeg nødt til selv at sætte mig ind i det, de fx skriver opgave om, og på den måde er min viden vokset betragteligt – fx om den politiske udvikling i Indien eller om, hvordan det kan være, at atomudslip er mere skadeligt for mennesker end for dyr og planter (jeg forstår det stadig ikke). Nogle gange har jeg været til virkelig ringe hjælp, fordi jeg har været den langsomste af os til at forstå. Alligevel – tror jeg – det hjælper, at der er en, der forsøger at hjælpe.

Så hvis jeg kan, hvorfor kan andre ikke? Måske vil du sige, at jeg er privilegieblind. At jeg glemmer, at jeg som akademiker og bogelsker selvfølgelig har opbygget en vis evne til at overskue sammenhænge og sætte mig ind i nyt stof. Men er det stadig ikke arrogant på forhånd at udelukke, at arbejderklasseforældrene dur til noget som helst? At kun folkeskolen kan redde deres børn.