Menu
Artikel
Grundtvigsk Tidende

Mennesket under den store lyse himmel

Adam Price er blandt mange ting manuskriptforfatter og dramatiker. Han står bag flere store danske tv-serier – blandt andet Taxa, Nikolaj og Julie, Herrens veje og Borgen. Er medejer af produktionsselskab SAM Productions og er executive producer på DR’s tv-serie om Grundtvig. (Foto: Mike Kollöffel)
af Grethe Kirk Tornberg, redaktør
4/2024

INTERVIEW. Grundtvig havde gennem hele livet en enorm nysgerrighed overfor menneskelivet i alle dets afskygninger. Hans tanker om menneskeliv og samfundsliv har haft afgørende betydning for det moderne Danmarks fødsel og den måde, vi bygger samfund på i dag. Interview med Adam Price, der er executive producer på DR’s tv-serie om Grundtvig

”På en måde var Grundtvig vel det, man i dag vil kalde et renæssancemenneske. For han insisterede på at favne det hele og tænkte ikke menneskelivet – herunder fx tro og samfundsliv – i adskilte dele. Jeg tror, det flød ud i ét, fordi hans enorme nysgerrighed overfor mennesket under den store lyse himmel og for menneskelivet i alle dets afskygninger, var så afgørende for hele hans liv og livsindstilling.”

Det er Adam Price, manuskriptforfatter, dramatiker, TV-vært med mere, der siger ordene, og anledningen er, at DR’s dramaserie om Grundtvig i disse uger ruller over tv-skærmen. Jeg har derfor inviteret mig selv på besøg i indre København, hvor Adam Price har sit produktionsselskab, til en samtale om, hvorfor der skal laves en tv-serie om Grundtvig. Adam Price har været executive producer på serien, hvilket han selv beskriver som en slags ’fødselshjælper’ og sparringspartner hele vejen igennem. Og så har han været med til at udforme den oprindelige idé sammen med nu pensionerede sognepræst Søren Hermansen. ”Men,” skynder han sig at sige, ”jeg kan på ingen måde tage æren for forfatternes store arbejde. Det er vigtigt at sige.”

Ideen udspringer af noget ganske væsentligt, fortæller han: ”De færreste er måske klar over, hvor stor betydning Grundtvig har haft på så mange markante områder i vores samfund. Og derfor er fortællingen om Grundtvig også fortællingen om det moderne Danmarks kulturelle fødsel, som han i den grad har været fødselshjælper til.” 

Vi har måske en tendens til i dag i højere grad at tænke vores liv og samfund i adskilte søjler, så vi har sværere ved at tale sammen på tværs af interesser og samfundslag. Men Grundtvig insisterede på, at vi mennesker har noget at sige hinanden uanset hvor vi lever, bor eller arbejder. Af samme grund er hans indflydelse også så stor, fordi han havde blik for, at mennesket ’hænger sammen’, uanset om det handler om skole og læring, oplysning og demokrati eller frihed i tros- og samvittighedsspørgsmål. Adam Price håber da også, at tv-serien kan føre til fornyet interesse for Grundtvig:

”Jeg håber selvfølgelig, at den menneskelige fortælling om Grundtvig vil være med til at forny interessen for ham, så folk tænker, at det er så interessant, at man vil læse lidt mere om ham og forholde sig til ham på en anden måde, end man måske har været vant til.”

På grund af Grundtvig

DR sætter i år fokus på Grundtvig. Under overskriften 'På grund af Grundtvig' vil DR’s platforme den kommende tid, navnlig i maj og juni, vrimle med udsendelser, der undersøger Grundtvigs liv og tanker og deres betydning for vores nutidige liv og hverdag. Du kan blandt andet opleve serien 'Grundtvig' fra 19. maj på DR1 og DRTV med Ulrich Thomsen og Josephine Park i hovedrollerne. Samme dag er der også premiere på 'I Grundtvigs fodspor' på DR2 med Liv Thomsen som vært. Tjek DR's hjemmeside dr.dk/grundtvig og Grundtvigsk Forums hjemmeside grundtvigskforum.dk

“De færreste er måske klar over, hvor stor betydning Grundtvig har haft på så mange markante områder i vores samfund. Og derfor er fortællingen om Grundtvig også fortællingen om det moderne Danmarks kulturelle fødsel.”
Adam Price

Den eviggyldige identifikation

Også i sin personlige livsfortælling udlever Grundtvig noget, som er genkendeligt for mange mennesker, og har på den måde ifølge Adam Price en eviggyldig identifikationsskabende funktion, sådan som han også bliver præsenteret i tv-serien: ”Han er jo et menneske, som har nogle voldsomme indre kampe mellem det, som nogen forventer af ham, og det, som han gerne selv vil være. Og det er kampe, der er så voldsomme, at man kan diskutere, om de ikke udviklede sig til en psykisk sygdom for ham i hans ungdom. Men jeg tror samtidig, at de indre kampe er noget, vi kan spejle os i til alle tider,” siger Adam Price og påpeger, at forventningspresset på Grundtvig ofte kom fra hans forældre, hvor det i dag – for mange unges vedkommende – kommer inde fra dem selv. ”Men kampen og alvoren er nok den samme og noget, som er genkendeligt for mange.”

Adam Price fortæller, hvordan han – også i andre sammenhænge – har været fascineret af fortællingen om Grundtvig, der som helt ung oplever et sammenbrud på kroen på vej til sine forældre. Her kæmper han med Gud: ”Eller måske er det en kamp mod djævelen. Grundtvig påstår i hvert fald, han har kæmpet mod en slange. Men det virkelig fascinerende er, at ud af den helvedesnat, han har gennemlevet, ud af det dybeste sorteste mørke, kan der komme den smukkeste, klareste, enkleste, fineste skabning. For det er jo i den sammenhæng, han skriver salmen Dejlig er den himmel blå. Så ud af mørket og den indre kamp, opstår hans første salme, der også er hans mest kendte. Og den, der allermest har barnets lys i sig.”

At bygge fællesskaber

Den danske sangskat og fællessang fik en særlig opblomstring under corona, hvor hele livet forandrede sig for de fleste mennesker. På DR opstod blandt andet ’Fællessang – hver for sig’ som blev en genopdagelse af både fællessang og den kæmpe sangskat, som Grundtvig efterlod sig. ”Der opstod et fællesrum også uden for det kirkelige rum, som man vel godt kan kalde et meget ’grundtvigsk’ rum. Forstået på den måde at sangfællesskabet ikke nødvendigvis er knyttet til en fysisk kirke, men netop kan finde sted på mange forskellige steder og rum,” siger Adam Price.

At bygge nye fællesskaber og forstå sig selv på en ny måde i forhold til de samfundsforandringer, der skubber til vores måde at leve på, var også en del af Grundtvigs tankesæt: ”Grundtvig var med til at kaste lys på og opdage nye fællesskaber. Fx er det også at være et fællesskab, når vi ikke bare bekender os til blind udenadslære i skolen, men ser det som en fælles opgave at blive klogere på livet og fagene sammen. Eller når vi synger sammen og dyrker fællesskabet som noget identitetsskabende. Eller når vi opsøger kirkerummet for at få en fri forkyndelse, som ikke er dikteret af stat eller biskop, men netop bunder i præstens forkyndelsesfrihed, jamen så er det alt sammen elementer, som Grundtvig har været med til at sætte liv til,” siger Adam Price.

Og så er Adam Price i øvrigt imponeret over Grundtvigs evne til – gennem hele livet – at lade sig udfordre af det, der foregik omkring ham: ”Det er klart, at det på mange måder var en helt anden verden, Grundtvig levede i, men når man dykker ned i historien, så udlever han jo nogle meget menneskelige, vedkommende og moderne konflikter. At han fx så sent i livet møder sit livs kærlighed og lader sig bevæge og forandre som menneske, og pludselig tilegner sig nye synspunkter, det viser jo også, at han var et menneske, der udfordrede sig selv konstant. Han lod sig ikke sande til i gamle forestillinger om verden.”

Frihed og shitstorm

Men man kan ikke sige Grundtvig og fællesskab uden også at sige frihed, vel at mærke den enkeltes frihed til at tro og tænke som ens samvittighed byder det. Det var afgørende for Grundtvig, at et frit samfund er kendetegnet ved, at der skal være plads til dem, man er uenig med. Af samme grund mener Adam Price heller ikke, at Grundtvig ville have holdt sig tilbage på de sociale medier, hvis han havde levet i dag:

”En af eksperterne i tv-serien siger, at Grundtvig ville have været blogger i dag. Det synes jeg er helt rigtigt set, for han meddelte sig konstant i de der såkaldte pamfletter, hvor han hele tiden kommenterede på emner inden for både kirke, samfund og kultur. Og det var faktisk også nemt på det tidspunkt at få det trykt og udgivet nærmest dagen efter.

Og så tror jeg,” siger Adam Price, ”at Grundtvig ville være en mand, der samlede på shitstorms. Jeg tror, han ville have haft sindssygt mange følgere og lige så mange modstandere. Mange ville slet ikke kunne udstå ham. For han blandede sig i alt muligt og hoppede hele tiden hen på en ny position på skakbrættet, som du ikke havde regnet med. Og det var vanvittigt irriterende og uforudsigeligt. Men det var også vældig nødvendigt, når man er et menneske, der hele tiden er optaget af, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have.”

Siden 1845 har Grundtvigsk Tidende interesseret sig for den nutid, vi lever i, den fortid, vi kommer af, og den fremtid, vi kan ane. Og du kan være med. Tegn et abonnement her.

Bestil nu