Meningen med skolen er ikke nødvendigvis at sætte skolen først

’Skolen for livet’ fik et tvist i sidste nummer af Grundtvigsk Tidende (2/2022) i et interview med rektor for UC Syd Alexander von Oettingen, da han hævdede, at det gennemgrundtvigske består i at sætte skolen først. Skolen kommer før tro, samfund og kultur, hævder han. Han vil medvirke til at indfri en tendens i tiden, der – som han siger – går ud på, at uddannelsespolitikken har  ”skubbet læreruddannelsen tættere på politik og forskning, og fokus er blevet mere snævert skolerettet.” Derfor går han ind for at erstatte det nuværende fag ’Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab’ (KLM), hvor skolens formål ses i sammenhæng med kundskaber om kristendom, andre religioner, etik og demokratisk medborgerskab, med et fag med to elementer: ’Læreren som myndighedsperson’ og ’Skolen som dannelsesinstitution’. ’Skolen først’ skal med andre ord udmøntes i en forståelse af dannelse, der har en udstrækning fra læreren til skolen … og tilbavs  igen, fristes jeg til at tilføje.

Hvad blev der af skolen for livet? Eller hvad er meningen med skolen? Et så snævert fokus, som von Oettingen taler for, vil efterlade skolen i et værdimæssigt verdensfjernt vakuum, hvor en anden af tidens tendenser, nemlig den store interesse for trivsel og sund livsførelse, med stor sandsynlighed vil erstatte alle de besværlige spørgsmål om mening og tænkning, som religion, etik, politik og tilværelsesoplysning kulturelt set har belemret og beriget menneskeliv og samfund med.

Hvis lærerne imidlertid skal kunne løfte skolens formål, der er at medvirke til at forme en skole præget af ligeværd, åndsfrihed og demokrati, så skal de kunne forholde sig til spørgsmål om mening. Det kræver tænkning og begrundelser af en slags, som de ikke kan få belæg for, uanset hvor mange empiriske undersøgelser, de læser eller selv foretager. Dannelse i skolen har med værdier at gøre og er i sidste instans dybt forbundet med at tænke og tale om, hvad et menneskeliv er, og som lærer være optaget af at åbne adgang og deltagelse for eleverne til kultur, samfund og  videnskab. De lærerstuderende må altså selv over omvejen.

Læreruddannelsens tredje ben

I sin tid reagerede Grundtvig på det alt for rationelle samfund. Måske er det én af grundene til, at hans ånd og ord stadig kan inspirere i vores effektive og datadrevne samfund. Han korrigerede oplysningstidens fornuft, ikke ved at forkaste den, men ved at digte om bl.a. kærlighed, ånd og sprog som lige så sande kilder til oplysning. Oplysning er også livsoplysning.

Derfor er det et dårligt bytte, der ligger i det reformforslag til læreruddannelsen, som en udviklingsgruppe med blandt andre Alexander von Oettingen har stillet, for selv om der står dannelse side  op og side ned i forslaget, så er det en ensidig forståelse af ’dannelse som udvikling’, der præger forslaget. Risikoen er, at det ensidige fokus på, hvorledes den studerende udøver og udvikler sig  som lærer og myndighedsperson, bliver en slags professionel personlighedstræning, instrueret og understøttet af den fremmeste empiriske forskning, og at de lærerstuderende siden vil tage det  med ud i skolen og trække eleverne gennem en tilsvarende træning af personligheden.

Læreruddannelsen må og skal meget gerne bidrage til de studerendes personlige udvikling, og det gør den. Læreruddannelsen har også brug for ny forskning baseret på valide empiriske studier.  Men læreruddannelsen vil blive teknisk, rationel og åndløs, hvis den skal undvære sit tredje ben, nemlig solide kundskaber og samtaler med udgangspunkt i eksistentielle, etiske, religiøse og  politiske livsemner for at kunne varetage opdragelsen i samarbejde med forældrene og af hensyn til eleverne og det samfund, de er en del af.

At læreruddannelsen skulle kunne nøjes med et snævert fokus på skolen, viser sig desværre på den måde forslaget spiller pædagogik og KLM ud mod hinanden, i stedet for at se på, hvorledes de to fag i læreruddannelsen støtter hinanden. Det har fatale konsekvenser for læreruddannelse og folkeskole. Det har politikerne heldigvis fat i. Det ser ud til at reformforslaget på dette punkt ikke kan  samle et politisk flertal.

Skolens formål er ikke ikke-kristent

Den tilbagevendende kontrovers om KLM er et forstørrelsesglas for, hvordan arven fra oplysningstiden i reformforslaget ulykkeligvis forvaltes med en skarp skelnen mellem tro og viden og en tilhørende opfattelse af, at der ikke kan være fornuft i religion og vice versa. Opfattelsen af at de tilhører adskilte domæner åbner for et tankeløst stormløb, hvor det i sig selv opfattes som et fremskridt at rense religion og kristendom ud.

Skolens dannelsesformål er ikke kristent, og det er heller ikke det jeg plæderer for. Men skolens dannelsesformål er heller ikke ikke-kristent eller ikke-religiøst, for så vidt skolen forbereder eleverne til et samfund med frihed og folkestyre. I et frit samfund er der forsamlings- og religionsfrihed. Desuden har de emner, som religionerne berører, en almen menneskelig interesse for  livsspørgsmål og etik.

Siden 1998 har læreruddannelsen haft et kristendomskundskabs- og livsoplysningsfag, der siden 2007 også er blevet til et medborgerskabsfag (KLM). Faget er et alment lærerkvalificerende fag, der – som der stod i bekendtgørelsen fra 2007 – ”anskuer dannelses- og værdispørgsmål ud fra sammenhængen mellem en religionsfaglig, en idéhistorisk og en medborgerskabsrettet synsvinkel.” På tværs af disse indholdsområder og synsvinkler bliver der i faget arbejdet med ”forskellige menneske- og samfundssyn og deres betydning for den pædagogiske praksis i skolen.” Det er på mange måder et held, at så forskellige modstridende kilder til normerne for vores samfund kan studeres og diskuteres i et fag. Der er sjældent konsensus på et hold, og det er om noget dannende.