Hvorfor gør vi ikke det, vi vil?

Husk at smile til Føtex-medarbejderen, husk at betale for alle dine varer, husk at tale pænt til din kollega, husk at stå i kø og ikke snyde dig foran, husk at lade være med at slå dine børn, husk blomster til farmor …

Der er meget, vi skal. Og meget af det er noget, vi ikke har spor svært ved. Vi gør alligevel bare det, vi opfatter som noget, vi gerne vil – vi opdager måske ikke engang, at vi også tænker det som en pligt. Og vi forventer heller ikke, at det gør en stor forskel i en eller anden samlet global sammenhæng. Det er bare ’almindelig ordentlighed’.

Med klimaforandringerne og den grønne dagsorden er der imidlertid kommet nye pligter til. Nogle af dem er egentlig ret enkle (fx affaldssortering), andre griber mere ind i vores livsform og vaner. Og nogle er måske mere enkle, end vi gør dem til (fx at ændre på vores kostvaner – vi har vel før sat nye retter på bordet?). Men modsat alt det, vi bare går og gør hele tiden på en ordentlig måde (står pænt i køen, osv.), så virker der til at være flere ’indre kampe’ i forhold til klimaforandringernes krav til os: Vi vil gerne, og vi vil ikke – på samme tid.

Det har jeg inviteret to mennesker til at tale med mig om: En Paulus-ekspert: Jesper Tang Nielsen, der er valgmenighedspræst ved Københavns og Vartovs valgmenigheder. Og en psykoanalytiskinspireret filosof: Henrik Jøker Bjerre, der er lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet.

Løsningen ifølge Paulus

Overskriften for interviewet er tyvstjålet fra Paulus, der i Romerbrevet i Det Nye Testamente skriver: ”Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Men: Hvorfor gør vi ikke det, vi vil?

”Skal vi ikke starte hos eksegeten …?” siger Henrik (og køber måske sig selv lidt tid).

Jesper: ”Jo, altså, jeg kan godt redegøre for, hvad Paulus mener. Det bliver straks sværere, hvis jeg skal sige, hvad jeg selv mener.”

Vi begynder hos Paulus:
Jesper: ”Paulus er i Romerbrevet inde i en argumentation om, hvorfor alle mennesker har brug for Kristus. Han beskriver – i bakspejlet – sin egen tid som jøde, set ud fra sin nutidige ’Kristus-position’. Som jøde havde han Moseloven, der fortalte ham, hvad han skulle gøre. Og Paulus understreger, at det var en god ting, at man skulle gøre, som der står i loven. Han kunne bare ikke. For synden, som sad i kødet, var stærkere end loven. Endda på en sådan måde, at synden anvendte loven til at vække begær: I stedet for at være en brugbar anvisning på, hvordan man skal leve, vakte forbuddet et begær efter at gøre præcis det, man ikke måtte.”

”Løsningen er for Paulus den ånd, som kommer fra Gud og i kraft af Jesus Kristus sendes til den troende og forbinder vedkommende med Gud. Dermed er den troende ikke længere underlagt syndens magt, men åndens magt. Og ved ånden er det nu muligt at gøre det, som loven byder at gøre. Uanset om man kender loven eller ej, lever man helt i harmoni med Gud og har slet ikke brug for det bud, der vækker begær. Det er Paulus’ løsning på det.”

Jesper fortsætter: ”Og det er jo ret genkendeligt: Der er noget, man godt ved, man skal gøre, og alligevel er der ’noget’ i én selv, der tvinger en til ikke at gøre det. Til gengæld er det nok mindre genkendeligt, at der skulle være noget ’andet’, der tvinger en til at gøre det, man faktisk gerne vil. Eller rettere: Måske er det ikke genkendeligt, fordi man ikke opdager det, når man bare gør det, man både skal og vil. Så behøver man slet ikke tage stilling.”

Hvor klog er Paulus?

Det spændende ved Paulus-citatet er, at det ikke handler om, hvad vi ifølge en eller anden autoritet bør gøre. Det handler om det, vi faktisk gerne vil – men alligevel ikke gør. Der står ikke, at Gud (eller din chef eller din mor) siger, du skal. Det, der er på spil, er den indre kamp. Men hvor meget har Paulus mon selv tænkt over menneskets psykologi? Eller: Hvor dybt er citatet?

Jesper: ”Jeg tror i virkeligheden, Paulus er klogere, end han selv ved. For Paulus er det en beskrivelse af hans fortid: Ud fra sit nuværende kristne perspektiv kan han se, at han tidligere ikke gjorde det, han gerne ville.”

”Men i Luthers meget senere tolkning af Romerbrevet holder citatet op med at være en beskrivelse af et fænomen, der gælder for den ikke-kristne. Luther ser det som et antropologisk fænomen, der gælder for ethvert menneske, også det kristne menneske. Det er et grundvilkår ved det at være menneske, at vi befinder os i en splittelse mellem lyst og pligt; mellem begær og vilje; mellem det, vi vil, og det, vi gør. Eller man kan sige mellem vilje og modvilje.”

Vi mangler ånden

Ok. Så hvis vi tager den grønne omstilling som eksempel, hvorfor gør vi så ikke, hvad vi vil her? Hvorfor – fx – bestiller de mennesker, der blev evakueret fra brændende feriebyer på Rhodos i 2023, en ny flyrejse? Hvor svært kan det være at indse, at livet skal lægges om?

Jesper: ”Jeg tror, Paulus’ forklaring ville være, at der mangler den ånd, som kan overvinde det umiddelbare begær, viljen ikke selv kan overvinde. Og hvis man skal prøve at sige noget om en sådan ånd, som faktisk giver mening i dag – fordi for mig giver det ikke bare mening at tale om ånden som et konkret ’noget’ – så tror jeg, at ånden kan oversættes til en ’samhørighed med skabelsen’. Det vil i virkeligheden heller ikke være helt skævt i forhold til Paulus, for det nævner han sådan set også selv.”

”Hvis man oplever en samhørighed med skabelsen og med andre mennesker, så vil man også handle til fordel for fællesskabet. Og måske er problemet i dag, at vi godt kan vide, at noget er det rigtige at gøre, men vi oplever det ikke. Det kunne være en slags oversættelse af Paulus’ løsning: Man skal ikke bare vide, men også føle og opleve. Man er nødt til at være indlevet i, at det, vi ved, er det rigtige, også er det rigtige.”

Jesper fortsætter: ”Og det er interessant, at man kan konstatere, at det er forskelligt for forskellige mennesker. Mange blandt de yngre generationer oplever jo klimaspørgsmålet på en meget nærværende måde. De er indlevet i det og handler også derefter. For mit eget vedkommende er det tillært: Jeg har lært, at jeg skal forsøge at lade være med at flyve, men jeg føler sådan set ikke, det er forkert.”

Hamsteren i lommen

Henrik: ”Det er rigtig spændende, det her. Og jeg kan følge mange af overvejelserne i forhold til en psykoanalytisk betragtning. For der er noget universelt ved den dobbelthed, Paulus beskriver, som man psykoanalytisk udtrykker som en ’splittelse i selvet’: At vi har en dobbelthed eller tredobbelthed eller nogle lag i selvet – Freud kalder det id, ego og overjeg –som er i konflikt med hinanden, og som alligevel sameksisterer, men ikke harmonisk og ikke logisk. Overjeg og id kan for eksempel spille sammen bag om ryggen på ego, så det, vi driftsmæssigt har lyst til at gøre, faktisk kan finde støtte i overjegets – måske perverse – krav om nydelse eller underkastelse. Lidt ligesom den der logik med, at forbuddet avler begæret.”

Henrik fortsætter: ”Den franske psykoanalytiker, Octave Mannoni, har i en berømt artikel fra 1969 formuleret en enkelt sætning, der forklarer, hvad Freud mente med fetichisme: Jeg ved
meget vel, men ikke desto mindre. Altså: Jeg ved meget vel, at noget er tilfældet, ikke desto mindre tror jeg ikke på, det er tilfældet. Og – til illustration heraf – har den slovenske filosof Slavoj Žižek fortalt en anekdote om en mand, der har mistet sin kone til kræft, og som selvfølgelig er i dyb sorg. Men kort tid efter oplever hans venner og omgivelser, at han opfører sig helt fornuftigt og normalt og ser ud til at have styr på sit liv igen. Han taler fx rationelt om sygdommen og døden og sorgen. Indtil det går op for folk, at han har sin kones efterladte hamster i lommen og rører ved den hele tiden. Når han har hamsteren, kan han opføre sig fornuftigt. Han ved meget vel, at hans kone er død, men ikke desto mindre er hun ikke død, når han har hamsteren, og så kan han fungere ’normalt’. Da hamsteren så dør, bryder han fuldstændig sammen og bliver indlagt på psykiatrisk hospital.”

Vi tror ikke på det, vi ved

Henrik: ”Slavoj Žižeks filosofkollega, Alenka Zupančič, har brugt dette specifikt i forhold til klimaforandringerne. Hun siger, at der er sket noget mærkeligt ved den måde, vores fornægtelse af klimaproblematikken fungerer på. For det, som er blevet vores hamster, er faktisk viden selv. Det er ikke på trods af, at vi ved rigtig meget om temperaturstigninger og smeltende poler, at vi ikke handler. Hendes pointe er derimod, at det er selve denne viden, vi bruger som en form for beskyttelse: Vi er ikke klimafornægtere eller konspirationsteoretikere, vi har fakta i orden, vi tilhører gruppen af dem, der ved, hvad vi foretager os – derfor kan vi fortsætte vores liv som hidtil. På den måde er viden begyndt at fungere som sit eget værn imod at konfrontere os med det, vores viden handler om.”

”Derfor kan jeg godt følge det, Jesper siger om Paulus. Ånden er nødt til at komme over os. Der er en dialektik imel-lem begær og overbevisning, eller belief, som man ville sige på engelsk. Men det, som mangler, er det, man på engelsk ville kalde faith. På en måde tror vi faktisk ikke på det, vi ved. Og her kan man søge inspiration i psykoanalysen, der handler om at bringe sig selv til at tro på det, man egentlig godt ved. At nå til en relation til det, man allerede er i forvejen.”

”Viden er en forudsætning, men det, der mangler, er ikke mere viden. Det er sanrere den ånd, som Jesper har fat i: Vi skal tage viden til os som vores viden. Og det er der helt utroligt mange tegn på, at vi ikke gør. Det er glædeligt, at mange unge tænker på en anden måde, men det er jo ikke tilstrækkeligt. Eller de har ikke tid til at vente på, at de selv skal tage ansvaret for det.”

Hvad skal der til?

Men hvad er det, der skal til?

Henrik: ”Det, vi i hvert fald ikke ændrer os af, er bedrevidende moralister, der fortæller os, at vi er dumme, at vi ikke ved nok, og at vi ikke gør nok. Der er brug for en type af handlinger eller interventioner, som har en anden karakter end at slå nogen i hovedet med deres dårlige moral. Der skal skabes et ombrud eller en overraskelse, der pludselig kan få åbnet for en anden måde at tænke på. Og mens vi leder efter eller venter på ideen til ’det overraskende ombrud’, må vi øve os på omstilling, så godt vi nu kan.”

Henrik fortsætter: ”Tanker som disse finder man også i Immanuel Kants moralfilosofi. Især hvis man læser ham gennem ’slovenske filosoffers’ briller, hvor handlinger – vores egne eller andres – har en transformerende karakter på en måde, så det næsten sker bag om ryggen på os. Pludselig kan vi komme til at handle moralsk på en måde, vi ikke selv troede var mulig, og så bliver vi i en vis forstand til nogle andre mennesker. Kant kalder det ’en revolution af vores sindelag’. Noget af det samme finder man hos Søren Kierkegaard med hans tanker om ’afgørelsen’ og ’øjeblikket’, som er momenter, hvor der kan ske noget, der faktisk ændrer vores position i verden.”

”Og det er ikke spor mystisk. Det svarer til det, der sker, når vi lærer et eller andet. Et barn kan øve sig og øve sig i at binde snørebånd eller svømme, og det er som oftest vigtigt at øve sig. Men øjeblikket, hvor barnet pludselig kan, kan ikke sættes på formel. Det sker bag om ryggen på os.”

Jesper: ”Ja. Og derfor kan loven også noget. Hvis man igen skal lade sig inspirere af Paulus, så kan man sige, at når ånden eller transformationen ikke er der, så må loven være et helt lavpraktisk alternativ. Når nu vi ikke føler og oplever nødvendigheden af at lægge vores liv om, så må vi i stedet indføre CO2-afgifter og andre love og regler, som tvinger os til at ændre på vores levevaner.”

Opskriften på omvendelse

Inden for nogle grene af kristendommen, fx de mere pietistiske, er ’omvendelse’ jo et helt afgørende element, mens man i andre kirkelige sammenhænge, fx nok også der, hvor du er præst, Jesper, er ganske skeptiske over for en meget personlig og inderliggjort kristendom, som let kan blive omklamrende og kunstig. Men: Er det i virkeligheden ikke ’omvendelse’, vi her taler om?

Jesper: ”Det kan man godt sige. I den forstand at man i omvendelsen slet ikke kan lade være med at ændre den måde, man lever på, fordi man oplever sig indlejret i en ny virkelighed, en ny sandhed. Det, man før troede var løgn, viser sig at være sandhed, så man selv må blive del af sandheden. Og så kan man ikke andet end at leve i den sandhed, alt andet vil være at gøre vold på sig selv.”

”Ideelt set er det, hvad vi har brug for i forhold til klimaforandringerne. Jeg ved bare ikke, om det er særlig operationaliserbart … For det næste bliver jo, at den grønne omstillings omvendelsesprædikanter kommer – eller de er her måske allerede – og det kender vi så godt fra den religiøse tradition. De kan have succes hos enkelte grupper, men de støder mindst lige så mange fra sig.”

Henrik: ”Der er det der fine sted hos Pascal [fransk filosof i 1600-tallet, red.], hvor han spørger sig selv, hvordan man lærer at tro. Og svarer: Altså, du går ind i kirken, du knæler foran alteret, du folder hænderne, du fremsiger en bøn, og så gør du det igen, og igen, og igen. Og måske er det det samme med klimaforandringerne. Vi kan ikke sige konkret, hvad der virker, men vi kan gøre en masse forskellige ting: Kødfrie dage, affaldssortering, cykel i stedet for bil, tog i stedet for fly, osv. Og så gøre det igen og igen og igen.