Grundtvig var en elendig politiker, men står alligevel tilbage som demokratiets fremmeste forsvarer. Hvorfor?

Ofte bliver Grundtvig citeret på grundlovsmøder, og næsten lige så ofte rummer denne fremstilling en overfladisk henvisning til, at Grundtvig sad i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der var samlet fra oktober 1848 til juni 1849 for at give Danmark en grundlov. Vi ledes dermed til det indtryk, at Grundtvig havde indflydelse på Grundlovens udformning. Men hvilken indflydelse har Grundtvig konkret haft på den danske grundlov og dens udvikling?

Udgivelsen Grundtvigs Værker, der er en frit tilgængelig udgivelse af hele Grundtvigs trykte forfatterskab, blev i maj i år – lige inden grundlovsjubilæet – udvidet med samtlige Grundtvigs taler i Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49. Medlemskabet af Rigsforsamlingen var Grundtvigs første folkevalgte embede, og han indtog pladsen i en alder af 65 år. Talerne giver et andet indtryk af det menneske, vi kender fra salmer, sange og også større værker. Disse taler er nedskrevne af stenografer, og skønt Grundtvig kan have fået enkelte af talerne til gennemsyn, så har han ikke som sådan givet samtykke til deres udgivelse eller haft omfattende redigeringsmuligheder. Det er ikke Grundtvigs taler i den version, han gerne selv ville udsende, men i den version, de blev hørt af nidkære og nøjagtige hurtigskrivere.

Med andre ord: Grundtvigs politiske taler, som de fremgår i Beretningen om Forhandlingerne paa Rigsdagen fra 1848-49, er Grundtvig unplugged. Det samme er talerne i Rigsdagstidende, som Grundtvig bidrog til som folketingsmand af flere omgange i perioden 1850-58 og landstingsmand i 1866, og som senere vil blive tilgængelige på Grundtvigs Værker.

Ham, de andre ikke ville lege med

Arbejdet med disse taler, ikke mindst dem fra Den Grundlovgivende Rigsforsamling, har dannet fundament for bogen Grundtvig og Grundloven, der udkom på grundlovsdag. Bogen sætter ord på den indflydelse, Grundtvig havde og fik på Grundloven. Sagen er, at Grundtvig havde en både direkte og indirekte betydning for Grundlovens udvikling.

Den direkte indflydelse var beskeden. Det kom sig af, at Grundtvig simpelthen ikke var en særlig god politiker – i hvert fald ikke hvis man med en god politiker forstår en politiker, der magter at få flest mulige af sine mærkesager gennemført i det politiske system via forhandling, kompromiser og overbevisende argumenter. Han havde forgæves forsøgt at blive valgt til grundlovsudvalget, hvor det forberedende arbejde med grundlovsforslaget skulle finde sted. Dermed var han henvist til at stille sine egne ændringsforslag som led i den regulære forhandling i Rigsforsamlingen. Det var en mulighed, han så rigeligt benyttede sig af. Grundtvig stillede i Den Grundlovgivende Rigsforsamling, enten alene eller sammen med andre, 38 forslag til grundlovsudkastet, hvor de fire blev vedtagne. Af disse fire var de tre redaktionelle ændringer, og altså var der kun ét substantielt forslag, der gik igennem. Han fik nemlig tilføjet passagen:

Offentlighed og Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt giennemføres ved hele Retspleien.

Dermed fordrede Grundtvig, at retssager skulle være genstand for offentlig bevågenhed og skulle foregå som samtaler eller debatter, så alles argumenter kunne blive hørt. Princippet findes stadig i Grundlovens § 65. 

Det er klart af både mødereferater og aviser, at Grundtvig og mange andre betragtede hans begrænsede succes som del af en mærkelig situation: At den uden for Christiansborgs mure så velkendte åndsfyrste i Rigsforsamlingen fik alt til at smuldre mellem fingrene på sig. Grundtvig skrev tilmed til sine sønner, at den eneste grund til, at hans forslag om retsplejen gik igennem, var, fordi de øvrige medlemmer ville frarøve ham retten for at sige, at han slet ikke fik noget igennem. De stjal altså hans martyrium.

Mere trykkefrihed, mindre lovgivende parlament

Han blev væk ved afstemningen om Grundloven. Det har mange af hans arvtagere, bl.a. den senere statsminister fra Venstre Niels Neergaard, udlagt sådan, at Grundtvigs krav om frihed var mere vidtgående end Grundlovens. Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt. Grundtvig havde generelt frygtet ideen om det lovgivende parlament, fordi han frygtede, at det ville skabe national splittelse, når politikerne begyndte at dele sig i partier. Han fandt i grunden mødet mellem den enevældige konge og trykkefriheden at være et meget bedre udgangspunkt for folkelig medbestemmelse. Han så trykkefriheden som garanten for, at kongen fik indtryk af, hvad der rørte sig i folket, men han opfattede også den debat, som trykkefriheden skabte, som en kilde til øget oplysning. Men det lovgivende parlament var han ikke tilhænger af.

Grundtvig endte selv med at støtte en sammensætning af parlamentet med to kamre, hvor det ene var valgt ved almindelig valgret, det andet ved en begrænset valgret til de mest velhavende borgere i landet. Han mente, det ville føre de forskellige interessegrupperinger i samfundet tættere sammen. Det var næppe særlig realistisk.

Men hvordan endte en tilhænger af det mest konservative politiske system med at blive det danske demokratis fremmeste forsvarer. Det gjorde han, fordi han for det første ikke mente, at man kunne fratage folket den almindelige valgret, de endte med at få med Junigrundloven i 1849. Det ville skabe ustabilitet. Men derudover indså han med mange andre, at Junigrundloven i løbet af dens første leveår udviklede sig til at være et nationalt symbol – et udtryk for et særligt dansk forhold mellem konge og folk. Derfor stemte han også imod grundlovsændringen i 1866, der ville begrænse folkets valgret til Landstinget, selvom han oprindeligt selv havde støttet en lignende ordning i Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1849.

Oplysning af folket er gavnligt for et stabilt samfund

Det var ikke mindst derfor, at Grundtvig efter sin død kunne blive en ledestjerne for partiet Det forenede Venstre – det parti, der ønskede Junigrundloven genindført, fordi den var ”Folkets moralske Ret.” Det lyder som noget, Grundtvig kunne have sagt. Med sit fokus på trykkefrihed og folkets bidrag til legitimiteten af beslutningerne ved oplyst diskussion og udviklingen af en folkevilje, kunne Grundtvig ganske godt bruges af en venstrebevægelse, der ønskede en overensstemmelse mellem kongens og folkets vilje – det, der endte med parlamentarismens udvikling. På den måde mente Venstre at kunne komme overens med Grundtvigs tanker om ”Kongehaand og Folkestemme, begge stærke, begge fri.”

Det parlamentariske demokrati, vi i dag betragter som en selvfølge, hvor kongens regering reelt udpeges af Folketingets flertal, ville Grundtvig næppe have syntes om, fordi kongemagten er næsten helt væk. Men det håb, det grundtvigske Venstre havde fra Grundtvig, var, at det frie og levende ord og den oplysning af folket, der fulgte med det, ville være det gavnligste grundlag for et stabilt samfund. Det er tanker, der stadig ikke er os helt fremmede i dag.