Et folk og dets land?

Godt et halvt år før den russiske invasion af Ukraine den 24. februar 2022, holdt den russiske præsident Putin en tale ’Om russernes og ukrainernes historiske enhed,’ hvor han gjorde det
klart, at russere og ukrainere udgør ”ét folk”. Ifølge Putins forståelse af begrebet folk er ideen om et ukrainsk folk en fiktion.

Denne forståelse er de fleste ukrainere tydeligvis ikke enige i. De betragter ikke russere og ukrainere som ét folk, men som to. Ukrainerne udgør et folk i egen ret – en ret de er villige til at kæmpe for. Denne selvforståelse er ifølge den ukrainske historiker og professor ved Harvard Serhii Plokhy i høj grad blevet styrket af den krig, der begyndte med Ruslands invasion af Krim og Østukraine i 2014. Krigen har nemlig bidraget til udvikling af en langt stærkere national identitet i landet end tidligere.

Ruslands invasion af Ukraine kaster lys på Danmark i 1800-tallet

Siden Anden Verdenskrig har vi været tilbøjelige til at tage ’demokrati versus diktatur’ som et givet udgangspunkt for politisk teori. Men Ruslands angreb på Ukraine handler ikke primært om demokrati, men om land, altså om geografiske forhold. For at forstå hvad der sker om ørerne på os i Europa i disse år, er det derfor ikke nok at fokusere på demokrati, det er også nødvendigt at inddrage geografi, altså geopolitik.

Historisk set er det ikke nyt. Tværtimod. Tidligere var geopolitik udgangspunkt for næsten al politik i en stat. Det gjaldt også den danske. Ruslands invasion af Ukraine kan således bidrage til at kaste lys på vores egen historie i 1800-tallet. I denne sammenhæng vil jeg nøjes med i kort form at fokusere på N.F.S. Grundtvig og geopolitik.

Det er her vigtigt at have for øje, at da Grundtvig blev født i 1783, var Danmark ikke en national stat, men en dynastisk stat, altså et monarki. Det oldenborgske monarki udgjorde den danske stat, som i monarkiets sidste fase også blev kaldt helstaten. Ved indgangen til 1800-tallet bestod det oldenborgske monarki af det danske kongerige, Norge og hertugdømmerne Holsten og Slesvig. Monarkiets sydlige grænse gik ved Elben, altså ved Hamborg, og dets nordlige grænse ved Nordkap i Norge. Desuden indgik de tre nordatlantiske øer, Island, Færøerne og Grønland i riget, samt nogle mindre kolonier rundt om i verden. Selv om Norge gled ud af riget i 1814, bestod det danske monarki fortsat af to hoveddele, nemlig kongeriget, der gik til Kongeåen, og hertugdømmerne Holsten og Slesvig samt Lauenborg.

Men hvad skulle der ske med helstaten? En statsform som Grundtvig ikke var tilhænger af. Gennem det meste af 1800-tallet var det et storpolitisk spørgsmål af samme karat som dagens spørgsmål: Hvad skal der ske med Ukraine? Spørgsmålet blev især brandvarmt i 1848. Godt nok lærer vi stadig i skolen, at den 21. marts 1848 gik det danske folk i god ro og orden til kongen for at få demokrati, og at vi fik demokrati på en meget fredelig måde. Folketogets hovedkrav var imidlertid ikke demokrati, men et ’Danmark til Ejderen’, altså et geografisk krav. Stridsspørgsmålet var: Skulle Slesvig inddrages i det danske kongerige, eller skulle Slesvig knyttes sammen med Det Tyske Forbund, hvor Holsten i forvejen var medlem? Dét spørgsmål blev langt fra løst på fredelig vis.

Jylland som del af det stortyske rige

Spørgsmålet om slesvigernes tilhørsforhold indgik i en større diskussion om, hvorvidt tyskere og danskere udgjorde ét folk eller to folk. Ligesom Putin og kredsen omkring ham finder, at der ikke eksisterer et ukrainsk folk i egen ret, fandt en række tyske akademikere, forfattere og politikere samt medlemmer af det preussiske hof, at der ikke eksisterede et dansk folk i egen ret. Danskerne udgjorde en del af den germanske stamme. Derfor havde Tyskland et legitimt krav på Danmark.

For eksempel mente den tyske sprogforsker og folkemindesamler Jacob Grimm, at Jylland i virkeligheden var et tysk område, der kun midlertidigt var under dansk administration. I bogen Geschichte der deutschen Sprache fra 1848 argumenterede han for, at Jylland skulle indgå i samlingen af det stortyske rige. ”Når det store forbund er dannet, hvorfor skulle den stridige (jyske) halvø så ikke lægges til det faste land, hvad historie, natur og beliggenhed kræver; hvorfor skulle jyderne ikke vende tilbage til deres gamle forbindelse med anglerne og sachserne, og danerne tilbage til goterne.” Altså øerne til Sverige. Så snart Tyskland reorganiserer sig, kan Danmark umuligt bestå som før, skrev Grimm.

Det var ikke kun Grimm og andre nationalister, der fandt, at dele af eller hele Danmark skulle indlemmes i Tyskland. I 1848 skrev den tyske socialistiske teoretiker Friedrich Engels i Neue Rheinische Zeitung, at hertugdømmet Slesvig i løbet af kort tid burde indlemmes i Tyskland: ”Med den samme ret, som franskmændene har taget Flanderen, Lorraine og Alsace og før eller siden Belgien med, med samme ret tager Tyskland Slesvig: Med civilisationens ret over for barbariet, fremskridtets over for stilstand.”

Demokrati og geografi hang uløseligt sammen i 1848 som optakt til grundloven

Grundtvig bliver i dag tit skoset for, at han ikke var helhjertet demokrat, og samtidig bliver han kritiseret for, at han var alt for national. Men dermed ser man bort fra, at demokrati og geografi hang uløseligt sammen i 1848. Kernespørgsmålet var: Hvilken statsform skulle udgøre rammen om den nye styreform? Grundtvig var især optaget af statsformen, altså af det geopolitiske spørgsmål. I en tale den 14. marts 1848 tog han afstand fra de nationalliberales krav om, at hele Slesvig skulle indlemmes i Danmark, altså også den sydlige tysksindede halvdel,

Grundtvig ville kun have den nordlige dansksindede halvdel med. Grundtvig var den dansker, der tidligst og stærkest protesterede mod det synspunkt, at danskerne ikke var et folk i egen ret. For eksempel tog han i 1847 stærk afstand fra de tyskere, der hævdede, at jyderne i virkeligheden var germanere, altså tyskere. De påstår hårdnakket, skrev Grundtvig, ”at både Sønderog Nørrejylland” naturligt hører med til Tyskland og er ”aldeles uundværlige til den tyske folkekrafts fuldstændige udvikling og forklaring.”

Tyskernes selvforståelse var ifølge Grundtvig, at de havde ”den soleklareste ’historiske ret’ til at eje os danskere med hud og hår.” Som danskere måtte vi derfor være forberedt og belavet på, ”at når vi i oplysningsvæsenet vover at gå vor egen naturlige, folkelige vej, da vil folk i Tyskland endnu skrige langt højere på, at det er både dumt, utaknemmeligt og utåleligt, end de har skreget over, at vi turde påstå Sønderjylland hører Danmark til.”

Et dansk folk i egen ret

Grundtvig så sig selv som en profet, der var udset til at skulle påtage sig den uhyre vigtige opgave at mobilisere danskerne nationalkulturelt for at sikre Danmark en plads i Europa, hvis statsstruktur i løbet af hans levetid var i færd med at undergå en voldsom transformation fra dynastiske stater til nationale stater. For en sådan plads var langt fra givet.

Gennem det meste af 1800-tallet var det usikkert, hvad fremtiden ville bringe for den danske helstat. Ville det ende med, at helstaten blev opretholdt? Eller at helstaten blev medlem af Det Tyske Forbund? Eller at Slesvig blev indlemmet i kongeriget? Eller at Slesvig blev delt? Eller at Danmark blev medlem af en nordisk union? Ingen kunne vide, hvad resultatet ville blive før 1864. Ja, ikke engang med udgangen af 1864. Det blev nok først klart i 1866 eller endda senere.

Grundtvig var langt fra en enmandshær i kampen for eksistensen af et dansk folk i egen ret. Mange politikere, akademikere, forfattere, kunstnere og menigmænd kæmpede ligeledes hårdt og vedholdende for det synspunkt. Som nævnt har Ruslands invasion af Ukraine bidraget til at styrke en national identitet blandt ukrainere. På lignende vis bidrog tyskernes pres og direkte angreb på Danmark i 1848-49 og igen i 1864 til at opbygge en langt stærkere national identitet end tidligere, hvilket blev befordrende for den transformation fra helstat til nationalstat, der blev et resultat af krigen i 1864.

En afklaring af grænsen mellem Rusland og Ukraine kan trække ud

Den nye nationale statsform blev først fuldt ud realiseret efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig i 1918 og afstemningen i Slesvig i 1920, der resulterede i en deling af Slesvig. Lykkeligvis finder de fleste danskere og tyskere i dag, at denne deling, som Grundtvig foreslog den 14. marts 1848, var en tilfredsstillende løsning på et mangeårigt konfliktfyldt problem.

Her et godt stykke inde i 2024 ved vi ikke, hvordan krigen i Ukraine ender. Om Rusland formår at underlægge sig hele Ukraine, eller om Ukraine evner at trænge russerne helt ud af landet. Eller om krigen stopper uden en endelig afklaring af grænsen mellem Rusland og Ukraine, eller den ender med en territoriel afståelse af dele af Ukraine til Rusland.

Tager man den dansk-tyske konflikt som pejlemærke, kan der desværre gå årtier, før den russisk-ukrainske konflikt finder en tilfredsstillende løsning for begge parter. Det kræver sikkert et dybtgående regimeskifte i Kreml.