Det realistiske forældreskab

”De fleste mord sker i de kristne højtider,” sagde en præst engang i en sidebemærkning. Og mente vel dermed, at for de fleste mennesker, der lever i fredelige egne, er den største konfliktzone hjemmet og familien. Og når vi samles med familien fx ved højtiderne eller i ferierne, spidser både forventningerne og konflikterne til. 

Så i anledning af, at julen nærmer sig, og familiekonflikterne står for døren, har jeg inviteret Lene Tanggaard, psykologiprofessor og rektor på Designskolen i Kolding, til en samtale om familie- og forældreidealer. I foråret udgav hun nemlig en lille bog i et layout, som om den var en del af børnebogsserien om Totte, med den sigende overskrift En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror.

Ser de ud til at have det godt, så har de det nok godt

Ambitionen med bogen er at lette byrden lidt for forældre – eller vel først og fremmest lette på det, der med et engelsk udtryk kaldes ’the mental load’ af de forventninger og krav, som forældre har til sig selv og til hinanden. Tanggaard peger i bogen på det ironiske i, at vi lever i en tid med enormt meget viden om børns udvikling, og samtidig med en enormt stor usikkerhed blandt forældre i forhold til, om man gør det rigtige og gør det godt nok. Og spørgsmålet er, hvad der kan mindske usikkerheden, når det tydeligvis ikke er mere viden, der skal til:

”En hovedpointe i min bog er at tale ’det realistiske forældreskab’ op,” siger Lene Tanggaard. ”For netop når vi har så meget viden og får præsenteret så mange glansbilledfamilier på sociale medier, er der ekstra brug for at kunne være realistisk.”

Hun fortsætter: ”Det kan godt være, at vi ved en masse om, hvor mange grøntsager, børn skal have, hvor meget børn bør bevæge sig, eller at deres rygge kan tage skade af at gå med Fjällräven-rygsække, men forældre er også nødt til at kunne se på deres børn og sige: Hvis de ser nogenlunde sunde og velfungerende ud, så er det nok fordi, de har det godt.”

Mere omklædningsrum og mindre Instagram

I bogen refererer Tanggaard til sociologen Hartmut Rosa og filosoffen Hannah Arendt som tænkere, der begge sætter ord og begreber på det at være i verden uden at skulle beherske den. Og ligesom Tanggaard tidligere har problematiseret tendenser inden for skole- og uddannelsesverdenen i forhold til at ville have ’totalkontrol’ med, hvad og hvordan børn lærer noget, så er hun også her ude i et ærinde, der udfordrer vores behov for kontrol. Hun beskriver i bogen forældreskabet som ’halvkontrollerbart’. For selvfølgelig kan man indhente brugbar viden og samle gode erfaringer, men børn eller mennesker er ikke forudsigelige, og der er ingen skudsikker opskrift på, hvordan man er en perfekt forælder, der laver vellykkede børn. 

”Vi er blevet fanget i en forestilling om, at der findes evidens, som kan sige, hvad der virker. Men evidensbaseret praksis handler ikke om at sige, at dette virker uanset hvad. Vi må altid tage afsæt i den konkrete situation,” siger Tanggaard.

At tage afsæt i den konkrete situation er samtidig ikke det samme som at stole blindt på sin egen mavefornemmelse, for selvfølgelig findes der brugbar viden og erfaringer, man kan lære af: ”Det er helt afgørende, at forældre finder deres ben i ’midtepositionen’ mellem det rent subjektive og det totalt kontrollerbare – at de genfinder deres dømmekraft,” siger Tanggaard og fortsætter: ”Selvfølgelig kommer man som forælder til at begå fejl. Men fejlene bliver først rigtig store,
hvis ikke man vil vedkende sig dem, og hvis ikke man kan tale med andre om det. Og her tror jeg, at snakken i omklædningsrummet kan noget andet end Instagram. For i omklædningsrummet taler man om de virkelige erfaringer.”

Det er ikke mystisk at foretage et skøn

Vi gør det hele tiden – i trafikken, på arbejdspladsen, i mødet med andre: Vi bruger vores erfaring, og vi foretager et skøn. Vi spørger ikke: Hvor henter jeg evidens for, at jeg kan slippe levende gennem det her lyskryds, eller: Hvad er opskriften på at løse denne her konflikt på mit arbejde? Men selvom en meget stor del af tilværelsen bygger på skøn, er det, som om vi er begyndt at opfatte det skønsbaserede som noget ’mystisk’, fordi det er forbundet med en usikkerhed. Det beder jeg Lene Tanggaard kommentere på:

”Ja,” siger hun, ” jeg tror, at vi i Danmark er ved at miste et sprog for det – og derfor fremstår det mystisk.”Hun fortsætter: ”Jeg opdagede i forbindelse med, at jeg skulle medvirke i uddannelsen af overlæger, der skal lære at uddanne nye læger, at man i England arbejder med en tredje dimension. I Danmark skelner vi mellem teori og praksis, men i England har de også ’skønnet’ med som en dimension. Skønnet eller det græske ’phronesis-begreb’ indgår i en formaliseret måde at tale om uddannelse af læger på, netop fordi det er så vigtigt at kultivere.”

Mor med stort M er et moderne fænomen

Forældre kommer ofte i et ’sæt’, og for flertallets vedkommende består sættet af en mor og en far. Og selvom Lene Tanggaard er tilbageholdende med at udtale sig i for entydige kønskategorier i forhold til forældreskabet, så peger hun alligevel på, at særligt ’moderskabet’ er blevet overbetonet i det 20. århundrede. I sin bog beskriver Tanggaard det som ’det intense moderskab’:

”Idealet om ’det intense moderskab’ vokser frem samtidig med, at kvinderne kommer på arbejdsmarkedet fra 1950’erne og frem,” siger Tanggaard. ”Så parallelt med at det bliver umuligt, kommer idealet om, at det er det, der er det eneste saliggørende. Moderskabet skal være altopslugende og 100% identitetsgivende.” 

Tanggaard beskriver, hvordan der inden for psykologien i det 20. århundrede vokser en langt større optagethed af ’barnet’ frem – herunder ikke mindst en betoning af netop moderens afgørende indflydelse på barnets udvikling. ”Men det er jo en abstraktion at se isoleret på mor-og-barn,” siger hun. ”For ude i virkeligheden er der jo også en storesøster og en farbror og en børnehavepædagog og så videre.”

Hun fortsætter: ”Men der eksisterer – også i dag – nogle meget stærke fortællinger om moderskabet, som fx har fået os til at tro, at det altid har været på en bestemt måde, og at familier ikke findes i mangfoldige former på tværs af kulturer og over tid. Og også i dag risikerer man at blive lynchet, hvis man fx drister sig til at diskutere ’tilknytning’ på de sociale medier og spørge til, om børns stærkeste tilknytning nødvendigvis behøver at være til moderen,” siger hun.

Så selvom psykologien i løbet af det 20. århundrede gør store faglige landvindinger, så er den ifølge Tanggaard også medvirkende til at overbelaste idealet om ’moderskabet’. ”Og så har ’patriarkatet’ nok også været en medskaber på ’det intense moderskab’,” tilføjer hun: ”Når moderskabet ophøjes så meget, som det pludselig bliver i 1950’erne, så kan man se det som en reaktion på, at kvinderne nu har egne penge og fx lettere kan slippe ud af et vanskeligt ægteskab.”

Lad andre være med, og lad barnet være i fred

Tanggaard ønsker med sin bog at opfordre til, at forældre i langt højere grad får øje på ’de bæredygtige fællesskaber’: At de opdager, at de som forældre ikke er alene om opgaven, og at børnene ikke kun udvikler sig i relation til deres forældre – der er ofte alle mulige mennesker involverede, som enten allerede er der, eller som man kan række ud til. Om det så er fodboldtræneren, skolelæreren eller bonusmoren: ”Eller bonusbedstemoren,” tilføjer Tanggaard, og fortæller, hvordan hendes veninde har været ude og se på efterskoler med sin nye mands barnebarn. 

Og så opfordrer Tanggaard til at give børnene plads. Hun henviser bl.a. til den italienske pædagog og læge Maria Montessori, der har formuleret idealet om ’den passive lærer’, som giver plads til barnets ytringer, og som ikke overdynger barnet med planer og aktiviteter, men skaber ro, så barnet kan begynde at opdage sig selv: ”Der kan jo vokse et initiativ frem, når man giver børnene plads til at udfolde sig og ikke hele tiden vil alt muligt med dem,” siger Tanggaard.

Slap-af-byrden

Der er mange i dag, der på forskellig vis taler imod ’perfektionskulturen’. Men hvis perfektionsbestræbelserne er en byrde for forældrene, er det så en lettelse at høre, at man skal holde op med presse sig selv så meget? Eller får man derved blot en ekstra byrde lagt på skuldrene: Nu skal man oven i det hele også ’virke afslappet’? Eller: Hvordan letter man reelt byrden for forældrene?

”Mit bud er, at vi kan lette byrden ved at starte i sårbarheden og anerkende den. Der er faktisk grund til at blive usikker, når man får 117 forskellige gode råd smidt i hovedet. Og der er grund til at blive usikker, når vores institutioner stiller meget højere krav til forældre i dag, end da mine forældre havde børn i skolen. I dag er der fx gennemsnitligt 16 forældrearrangementer om året, i gamle dage kunne man nøjes med tre. Så det er klart, at forældrene bliver usikre, og det er ikke deres skyld. Men vi skal tage hånd om usikkerheden ved at få sagt, at de gør det godt, og de ofte sagtens kan gøre mindre. Med min bog vil jeg derfor gerne sige, at når man bliver i tvivl om, hvorvidt man nu også gør nok, så er svaret: Det gør du højst sandsynligt,” siger hun.

”Der er alt for mange, der hakker på forældrene. Jeg prøver at sige, at der er nogle grunde til, at det er blevet, som det er – og nu må vi se på, hvordan vi kan skabe fællesskaber, der gør det muligt at håndtere det.” 

Samtidig hævder Lene Tanggaard ikke, at hun har givet de endegyldige svar til enhver forælder – for det er jo netop en vigtig pointe, at man ikke på forhånd kan sige, hvad der virker: ”Men de fleste forældre kan sandsynligvis sagtens gøre mindre. For vi har aldrig brugt mere tid på at være forældre, og vi har aldrig været mere engagerede. Men vi har samtidig aldrig været mere usikre. Og med afsæt i en erkendelse af den usikkerhed, tror jeg, der er meget brug for at sige, at de fleste forældre gør det godt – og at det aldrig har været meningen, at de skulle gøre det alene.”