Skolen for livet: Vil vi noget?

Efter reformationen nyordnede man skolevæsenet i Danmark med kirkeordinansen i 1537. Skolen blev en verdslig opgave. Det var dengang indlysende, at en samfundsomvæltning måtte have betydning for skolen. Efter Napoleonskrigene, statsbankerotten og skilsmissen med Norge kom almueskolelovene, der gav ret og pligt til syv års skolegang. Fattige og fornedrede, men ikke dumme, var efter sigende mottoet for Frederik den 6. Efter de slesvigske krige og særligt efter 1864 og bøllebankene vendte bedetæpperne sig igen mod skoler af alle slags. Hvad udadtil tabtes, skulle indadtil vindes. Skolerne skulle ranke den danske sjæl, sikre et Dannevirke i hvert bryst, som venstremanden, skolelæreren Chresten Berg formulerede det. Almuen gøres til folk. Man vendte sig mod skolen. Nationen skulle ikke alene rejses politisk og økonomisk, men kunne netop kun det, hvis den også blev lyst op, oplivet pædagogisk. Efter anden verdenskrig skulle ungdommen med Hal Kochs ord ”politiseres”. Uselvstændighed havde bragt despoter til magten, i Tyskland med 37 procent af stemmerne. Skolen og ungdommen var arenaen. Man placerede skolen i midten.

De store samfundsmæssige transformationer i fortiden har med andre ord ofte været ledsaget af skolemæssige og pædagogiske ditto. I dag, derimod, findes ikke et stort samlende projekt. Lidt mere brug for frihed, pauser fra konkurrencestatens tempo på efterskoler og højskoler, mere trivsel ja tak og så en omgang inklusion. Polemisk sat på spidsen, bevares, og intet skal bagatelliseres, men de gamle må fra deres elysium kigge undrende på os og de ufødtes blik tilsvarende. Hvorfor nu det?

Demokratiet har mange udfordringer (polarisering, fake news, vigende tillid, krakelerende offentligheder etc.), men den største og vigtigste er naturens krise og overskridelsen af stort set alle planetære grænser. Den henviser vi imidlertid til ’Grøn trepart’, til afgifter og forskning, teknokratiske fiks og et nyt erhvervseventyr, hvor den grønne omstilling er noget, vi skal leve af og ikke leve for. Gode kræfter som ’Uddannelse for bæredygtig udvikling’ og alle mulige andre støttes og tiljubles, men nogen egentlig hård og markant prioritering findes ikke pædagogisk af den grønne omstilling hverken politisk eller blandt de toneangivende aktører på de store skoleog institutionsområder. Når naturfagene beskæres i folkeskolen, bjæffer få, medens skønånd til højre og venstre går i harnisk, når særtilskud til latin og græsk fjernes.

Der ligger med andre ord et kritisk, men også perspektivrigt dannelsesprojekt lige for fødderne af skoleformer af alle slags; et dannelsesprojekt hvor den grønne omstilling og omsorg for naturen ikke alene udgør en ny nødvendighedens politik, men tillige muligheden for nytænkninger af de idealer om frihed og folkelighed, fællesskab og mening, som har været bærende i de store pædagogiske vækkelser i dette land. Men vil vi egentlig bevæge os eller bare have en trivsom pause, hvor alle er inkluderede og trygge? Skal skolen ikke være en midte frem for et mellemrum?