Set herfra: Sultestrejke i pagt med sandheden

Mens dette skrives, har unge studerende fra Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGUB) sultestrejket i over en uge. ”Vi har råbt vores unge stemmer gamle. Alligevel har klimapolitikken stået i tomgang,” skriver 11 af aktivisterne i en kronik i Politiken (1. oktober 2024) som en forklaring på, hvorfor de nu sætter deres krop og helbred ind på sagen.

Men bare fordi du råber, får du ikke nødvendigvis din vilje. Og selvom du har ret, så får du ikke ret, medmindre der er nogen, der giver dig ret. Og i Danmark er der ikke et flertal for at sætte fart på en progressiv klima- og bæredygtighedspolitik. Der lyder ikke et tydeligt krav fra størstedelen af den danske befolkning om, at vores CO2-forbrug skal holde sig inden for rammen af én klode, og flertallet har ikke indrettet deres liv og deres privatforbrug efter det. Det har vi sagt nej til. Det må gerne trække ud med det. Eller de folk, vi har valgt til at repræsentere os, har sagt nej, og vi har ikke krævet deres afgang. Så derfor kan Den grønne studenterbevægelse ikke forlange at få sin vilje. Heller ikke selvom de råber. Flertallet vil noget andet.

Og flertallet bestemmer. Når vi vedtager love i Danmark, skal vi jo alle sammen overholde dem. Man kan ikke nøjes med at holde de love, man går ind for. Og derfor kan man egentlig ikke være tilhænger af civil ulydighed. Ikke som en regel, kun som en undtagelse. Og man kan heller ikke være tilhænger af, at et mindretal formulerer sine krav som et ultimatum: Hvis ikke du gør, hvad jeg siger, så sulter jeg mig. Sådan kan man ikke diskutere.

Men hvornår gør man en undtagelse? Det er ikke nok, at man ved, man har ret. For i et demokrati må du leve med, at der kan blive truffet dårlige beslutninger. Du kan skrive kronikker og læserbreve, men du kan ikke forsøge at spænde ben for de dårlige beslutninger. Du må affinde dig med, at flertallet ikke altid fatter, hvor meget du går rundt og har ret.

Alligevel er det vel også et flertal af os, der vil sige, at der i historiens løb har været eksempler på mennesker, som har kæmpet vigtige kampe ved at spænde ben for flertallet. Nogle gange med livet som indsats. De har ment, at de havde adgang til en højere sandhed. Og når vi hylder dem i dag, er det vel fordi, vi er nået frem til, at de havde ret. Og dermed må vi vel også anerkende, at der findes noget, man kan kalde ’en højere sandhed’, og at der er tidspunkter i historien, hvor det er enkeltpersoner eller en minoritet, der har adgang til den. Vel vidende at det at have adgang til ’en højere sandhed’ også er fanatikerens og terroristens postulat.

Og Grundtvigs. I diskussionen om frihed i folkekirken sagde han nemlig sådan her: ”Jeg ved vel, at ikke alle mine præstelige venner endnu er enige med mig, men just derfor må jeg gentage det, så de efter min bortgang kan vide, at derom var jeg til min død enig med mig selv og turde sige, jeg er det også med Sandhedens Ånd” (citat trykt i Dansk Kirketidende, 1865).

Den Grønne Ungdomsbevægelse stiller krav, der er svære at opfylde. Men det overordnede krav er selvindlysende – og i mine øjne derfor også overbevisende: Vi skal leve og indrette vores fælles liv inden for rammen af én planet.

Jeg forstår godt, hvorfor de ikke kan forstå, at vi ikke kan fatte det. Jeg forstår godt, at de er enige med sig selv. Jeg tror, de har sandheden på deres side.