Det skal være mindre kompliceret at sidde i et menighedsråd – men vi skal også erkende, at ansvar og indflydelse er krævende

Folkekirken er Danmarks største medlemsorganisation med ca. 4,5 millioner medlemmer. Og det er samtidig en organisation, der bygger på Danmarks mest lokale form for demokrati. Mere end 12.000 mennesker i Danmark sidder i et menighedsråd fordelt på over 1500 sogne rundt i landet. Mange mennesker er netop blevet valgt ind for første gang med menighedsrådsvalget i september 2024.

Ganske mange vælger at stille op, fordi de gerne vil bære med på det lokale kirkeliv. Og ganske mange oplever samtidig et misforhold mellem deres begrundelse for at stille op, og så det, de ender med at bruge deres tid på – fx at sætte sig ind i vedligeholdelsesregler for bygninger eller for regnskabsføring og personaleforhold.

Hvad gør man ved det misforhold? Ifølge Anton Pihl, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, gør man to ting på samme tid. Man forsøger at forenkle opgaven for menighedsrådene. Men man bruger også kræfter på at understrege, at man ikke helt kan slippe for besværet – og at det faktisk slet ikke er ønskeligt.

Menighedsrådet er ikke en boble ved siden af samfundet

Men hvorfor skal opgaverne overhovedet forenkles? 

Siden menighedsrådsloven fra 1903 har der været menighedsråd i Danmark. Og hvis man kunne finde ud af det for over 100 år siden, hvorfor kan man så ikke i dag – kunne man spørge. Er det vores demokratiske muskel, der er kommet ud af form? 

Ifølge Anton Pihl er det ikke helt så enkelt: ”I gamle dage var det i højere grad gårdejere og skolefolk, som ofte var erfarne foreningsfolk, der sad i et menighedsråd. Sådan er det ikke helt i dag. Men det er ikke kun, fordi profilen på menighedsrådsmedlemmer har ændret sig, at noget i dag er kommet ud af trit. Det er også, fordi kompleksiteten hele tiden stiger. Også nutidens gårdejere og skolefolk synes, det bliver for meget.”

Anton Pihl giver et hurtigt overblik over de opgaver, som ligger hos menighedsrådet i dag. Der er alt det ’sjove’ som fx at udvikle kirkens kulturelle og sociale tilbud. Og så er der det, man kalder ’de kirkelige administrative anliggender’, som navnlig består af tre ting: Økonomien, bygningerne og kirkegården og personaleledelse for kirkens ansatte på nær præsterne. Og mens det i dag efterhånden er blevet almindeligt at lægge regnskabsføringen ud til et eksternt kontor, så sidder menighedsrådet stadigvæk ofte uden administrativ understøttelse, hvis der skal påbegyndes et større byggeprojekt. Og det er også fortsat én fra menighedsrådet, der er kontaktperson, dvs. personaleansvarlig, for kirkens ansatte.

Alt det er ikke nyt. Men i dag stiller vi som samfund højere og højere krav til, hvad det vil sige at drive en arbejdsplads eller til vedligehold af bygninger og alt muligt andet: ”Menighedsrådene kan jo ikke svæve rundt i bobler ved siden af samfundet i øvrigt. Og i resten af samfundet er der i dag høje forventninger til, hvordan vi forvalter skattekroner, hvad der er en god arbejdsplads, og hvordan en offentlig virksomhed fungerer. Det stiller selvfølgelig nogle flere krav til menighedsrådet,” siger Anton Pihl.

Han mener dog, man bør se positivt på de høje forventninger: ”Der er mange menighedsråd, der føler sig forfulgt af fx konsulenter på kulturarvsområdet. Men i min optik er det kun godt, at der er høje forventninger til folkekirken. Alternativet er jo, at samfundet ikke kunne være mere ligeglad. Eller at andre fik ansvaret for vores kulturarv. Det er et udtryk for en enorm tillid fra samfundet, at folkekirken selv er kulturarvsmyndighed i forhold til de mange smukke middelalderkirker.”

Flere kolde hænder

Men selvom det er godt, at der er høje forventninger til folkekirken, så er vi ifølge Anton Pihl nødt til at forholde os til det faktum, at medlemmer af menighedsrådene selvfølgelig ikke alle sammen kommer med de kompetencer, som embedsmænd i den offentlige sektor kommer med: ”De kommer med de kompetencer, de har fra deres eget sted i verden. Og hvis vi vil demokratiet, så er det nødt til at være muligt at sidde i menighedsrådet med vidt forskellige udgangspunkter,” siger han.

Så hvordan gør man opgaven enklere? På en måde er svaret afbureaukratisering. Men kun på en måde: ”Afbureaukratisering tænder hos mange mennesker en drøm om noget enkelt og ubesværet. Og derfor skal man være ret klar, når man taler om forenkling: For hvem? Og på hvilken måde afbureaukratisering? Afbureaukratisering af menighedsrådets arbejde kan godt betyde en øget bureaukratisering i form af ansættelse af mennesker, der kan understøtte menighedsrådet. Og det ser jeg som en helt selvfølgelig og nødvendig konsekvens af, at opgaven er blevet så kompliceret: Der er nogen, der skal kunne sagsbehandle en byggeledelse og hjælpe med ansøgninger til myndigheder og alt muligt andet i forbindelse med kulturarven. Og vi kommer i stigende grad til at se, at ansatte medarbejdere varetager ledelsesopgaven i det daglige, for det er en rigtig tung byrde for mange menighedsråd.”

Han fortsætter: ”Og jeg gider slet ikke gå ind i diskussionen af kolde og varme hænder i den forbindelse, for det handler om at være den bedst mulige kirke lokalt. Hvis det i fremtiden bedst sikres ved, at vi får lidt flere, der kan understøtte menighedsrådene i deres opgaver, så er det sådan, det er.”

”Er alt det her gratis? Nej. Selvfølgelig skal der ske en økonomisk prioritering. Og vi står over for at skulle bruge lidt flere penge på dem, der understøtter menighedsrådene. Ikke mindst af hensyn til arbejdsmiljøet.”

Er det der, du ser det største behov for understøttelse?

”Ja, det er helt klart arbejdsgiveropgaven, der er den tungeste. Arbejdsmiljøundersøgelsen, som blev lavet for folkekirkens ansatte i 2023, viste, at folkekirken er en god arbejdsplads. Folk er glade, og de anbefaler gerne deres arbejdsplads til andre. Men der er for høje tal på dem, der oplever mobning, eller dem, der ikke ved, hvem deres nærmeste leder er. Det er ikke godt, og det flytter sig for langsomt.”

En af de anbefalinger, der kom med arbejdsmiljøundersøgelsen, er at professionalisere ledelsen. Ifølge Anton Pihl er professionalisering imidlertid lige så vanskeligt et begreb at have med at gøre som bureaukratisering: ”I min verden kan professionalisering være mindst to ting: Det kan handle om at ansætte nogen til at stå for den daglige ledelse, hvilket kan være en rigtig god idé. Det sikrer medarbejderne en større tydelighed i forhold til, hvem der er lederen, og for menighedsrådet er det lettere at forpligte nogen, der er ansat til at løse en opgave. Man skal bare samtidig være klar over, at ansatte ledere jo ikke er en garanti for, at man får et bedre arbejdsmiljø.”

Han fortsætter: ”Professionaliseringen kan også handle om at gøre ting professionelt. Og tillidsvalgte mennesker kan godt håndtere noget professionelt, hvis de får en ordentlig rådgivning – hvilket i mange små sogne vil være den løsning, der er råd til. Her er ansættelse af en daglig leder ikke en mulighed. I Landsforeningen af Menighedsråd er vi derfor begyndt at drøfte, om der er uddannelser i forhold til visse opgaver i menighedsrådet, som skal være obligatoriske.” 

Han understreger, at professionalisme og bureaukratisering er to forskellige ting. Ifølge Anton Pihl handler professionel ledelse fx om, at man kan understøtte en god arbejdspladskultur, hvor man er loyal over for de beslutninger, der er truffet, hvor man hjælper hinanden og taler ordentligt til og om hinanden. ”Og det er i bedste fald ikke noget, der skal stå i et regelsæt for arbejdspladsen, men derimod netop en kultur, der fremelskes,” siger han.

Kan man hjælpe et menighedsråd for meget?

Ikke alle mennesker er gode til at gennemskue et budget. Og ikke alle mennesker er gode til at lægge en vedligeholdelsesplan for en bygning eller sikre gode personalevilkår på en arbejdsplads. Men hvis man helt overlader det til andre, risikerer man også at sætte sig selv uden for indflydelse. Så selv hvis der var uendelige økonomiske midler til at tage byrder af menighedsrådets skuldre, ville man måske alligevel også kunne aflaste dem for meget?

”Helt klart,” siger Anton Pihl. ”Vi skal i hvert fald ikke derhen, hvor menighedsrådet bliver et kirkeligt aktivitetsudvalg. Det er der nogle menighedsråd, der selv ønsker sig, fordi de føler, at de administrative opgaver tager pippet fra dem. Men her bliver jeg nødt til at holde fast i noget som kirkeminister Morten Dahlin også sagde, da han talte til vores årsmøde i 2024: ’I skal være klar over, at ’kedelige opgaver’ som fx budgetlægning skal man ikke ønske sig lagt over til andre, for så mister man også magt.’ Det har han fuldstændig ret i. Det at have ansvaret for et kirkeligt liv lokalt, er ikke særlig solidt funderet, hvis du ikke også har muligheden for at tilføre det ressourcer, at tage stilling til medarbejdere og at have hånd i hanke med de bygninger og rum, der skal bruges til kirkelivet. Så selvom man får hjælp til noget, så er det afgørende, at menighedsrådet har reelt ansvar.”

Han fortsætter: ”Men at få en øget understøttelse på nogle områder betyder jo ikke, at man holder op med at have det endelige ansvar. Man kan fx sagtens have ansvaret for kirken som arbejdsplads, men ikke selv være daglig leder, ferieplanlægger, holde MUS-samtaler osv.”

Det vigtige er at have blik for, hvad der overhovedet er begrundelsen for at sætte ændringer i gang: ”Her vil jeg godt slå et slag for, at det faktisk er demokratiet, der er vores første prioritet. Og hvis man fjerner ansvar fra de mennesker, man har valgt til noget, så tømmer man demokratiet for betydning,” siger Anton Pihl. ”Ved siden af den prioritet er der selvfølgelig en masse andre ting, der også er vigtige. For så længe menighedsråd er offentlige myndigheder, skal de leve op til nogle regler og rammer.”

”Så uanset hvor meget vi forenkler, vil det fortsat altid være lidt svært at sidde i menighedsråd – eller i det hele taget at være valgt til at være bestyrelse for noget. For du er nødt til at sætte dig nok ind i det til, at du kan agere frit og varetage dit mandat frit, og den frihed hviler også på viden. Men derfor kan det jo godt være, at du som menighedsråd kan sige: Vi skal have renoveret præstegården. Hvilke regler gælder der egentlig for renovering af en fredet præstegård? Og så kommer den administrative understøttelse og finder reglerne frem,” siger Anton Pihl.

Folkekirken er én

”Teologisk set er det, at repræsentanter for menigheden engagerer sig i kirkens liv og vækst, uomgængeligt for en evangelisk- luthersk kirke. Der er ikke nogen kirke uden et folk,” siger Anton Pihl. ”Mens man godt kan forestille sig en katolsk pater fejre nadver alene på vegne af en fraværende menighed, så er det i en evangelisk-luthersk sammenhæng helt utænkeligt. Der hører et folk med til en kirke, og det folk skal både være med i kirkens kirkelige og administrative anliggender, som menighedsrådsloven siger, og det skal også være det salt, der hele tiden salter kirken til at være relevant i sin tid.”

Dette vil nødvendigvis se ud på forskellige måder rundt omkring i landet, for folkekirkens 4,5 millioner medlemmer er selvfølgelig ikke altid enige med hinanden – og det er ifølge Anton Pihl i sin skønneste orden: ”Jeg er kæmpestor fortaler for, at den enkelte kirke har sit eget lokale præg og profil – hvilket fx i høj grad kendetegner kirkerne i København, som jeg selv er rundet af. Her er man blevet bedre og bedre til at tilbyde aktiviteter og fællesskaber og ånd og tanke på så mange forskellige måder, at der kan blive plads til så mange københavnere som overhovedet muligt. Og det er godt!”

Ikke desto mindre mener Anton Pihl, at folkekirken bliver nødt til at tale mere sammen på tværs. Og også dette tilfører en ekstra dimension til menighedsrådsarbejdet: ”Det lag, der i stigende grad lægger sig til, er, at man også taler med andre end sit eget menighedsråd om, hvad der er det rigtige at gøre. For nogle gange vil det være oplagt at samarbejde på tværs i provstiet. Dertil kommer, at vi også bliver nødt til at tale mere om, hvordan vi laver en bedre fordeling og prioritering på tværs af hele folkekirken – det er fx ofte i de tyndere befolkede områder, at man har den største opgave med at vedligeholde middelalderkulturarv, men i forstæder og byer, hvor folk flytter til, kan der være brug for flere midler til andre tiltag, fx initiativer for unge.”

Økonomien i folkekirken fungerer på den måde, at kirkeskatten opkræves sammen med skatten til stat og kommuner. I provstiet, som er en enhed bestående af flere sogne, ofte svarende til en kommune, sidder et provstiudvalg, der er valgt af menighedsrådsmedlemmerne, og det er dem, der fastsætter kirkeskatteprocenten og også dem, der fordeler pengene ud til de enkelte sogne og menighedsråd. De penge skal både gå til vedligeholdelse, løn og aktiviteter.

”Historisk set har man haft en slags same procedure as last year-tilgang, så man i menighedsrådet nærmest har kunnet regne med at få nøjagtigt de samme penge, som man fik sidste år. Men her tillader jeg mig at sige, at vi er på vej i en anden retning, hvor man i højere grad tilskyndes til at samarbejde om fælles tiltag og argumentere for sine gode ideer,” siger Anton Pihl. 

Han tilføjer: ”Så hvis der er en tendens i folkekirken, der er værd at lægge mærke til, så er det provstiudvalgenes stigende betydning.”

Et klassisk eksempel på initiativer på tværs er tilbud for unge. For i byer, hvor der bor mange unge – fx Aarhus – er det jo ikke sådan, at de unge bor i samme sogn. Og hvis alle sogne ikke skal lave hvert sit særlige tilbud for unge, så bliver man nødt til at lægge en fælles strategi for, hvordan pengene kanaliseres de rigtige steder hen: ”Det er for mig at se ikke et spørgsmål om at tømme menighedsrådene for indflydelse, men hvis vi skal blive ved med at levere noget, der har relevans, så er der flere, der skal sætte sig sammen ved bordet,” siger Anton Pihl. Og tilføjer: ”Det enkelte meningsråd kan jo selv tage stilling til, om de vil være med i samarbejdet, men man vil i stigende grad ikke kunne undsige sig samtalen om det. Man bliver ikke pålagt noget, men man kan ikke undslå sig samtalen.”

Anton Pihl mener faktisk, at folkekirken på dette område er foran sin tid: "Det er forunderligt som folkekirken, der har en af de ældste organisationsformer i det danske samfund, i virkeligheden er en lille smule på forkant her. For der er ikke tale om en klassisk hierarkisk struktur, men en organisatorisk virkelighed, hvor der er overlappende kompetencer, og hvor problemer kun kan blive løst, hvis nogen, der ikke står i et over-underordnet-forhold til hinanden, sætter sig sammen omkring bordet og løser opgaver: Provstiudvalget og de enkelte menighedsråd.”

Men menighedsrådet er også forpligtet på folkekirken i bredere forstand: ”Folkekirken er demokratisk ledet fra neden. Men i min optik er den ikke dermed atomiseret til mere end 1500 forskellige steder, som ikke har noget med hinanden at gøre. Udgangspunktet er altid lokalt, for sognet er folkekirkens demokratiske grundenhed. Men folkekirken er også én kirke, og vi er forpligtet på samtalen med hinanden og med vores omverden,” siger Anton Pihl.

Er det noget, der skal tales mere frem?

”Ja, det synes jeg, det skal.”