Der er livskraft i skrøbeligheden

”Et lille nyfødt barn er helt som det skal være,” siger Kirsten M. Andersen og tilføjer så i samme sætning: ”Men samtidig er det jo også fuldstændig ufærdigt. Det er ikke et program, der bare udfolder sig, men netop et ’guddommeligt eksperiment af støv og ånd’, som Grundtvig så fint formulerede det i sin tid. Det betyder, at mennesket er ufærdigt, og deri ligger, at vi skal dannes, at vi skal blive til som mennesker.”

Og hvorfor er det så vigtigt at få sagt? Af flere grunde, mener hun, men særligt på to fronter, som er forskellige – og så alligevel hænger sammen: På det politiske og på det eksistentielle plan. Begge dele handler om, hvad det vil sige at være et menneske i verden, og Kirsten M. Andersen mener, vi med fordel kan gribe tilbage til Grundtvig selv for at forstå, hvad der også er på spil i dag.

Gud er ikke et parti

Politisk frihed og trosfrihed var nogle af Grundtvigs nøglebegreber. Han var med i den omstilling, der handlede om at gå fra enevælde til demokrati samtidig med, at han indså nødvendigheden af at få almuen (bønderne) på højskole, så de også blev klædt på til at tage ansvar som borgere og tage del i samfundsdebatten på kvalificeret vis: ”Der var – og er stadig – meget at hente i det folkeoplysende og i den politiske frihed. Men Grundtvig havde altid to sider med: Han havde både den politiske og den kristne frihed med, og den sidste handlede for ham om et menneskesyn og et blik på verden, der er bundet i en fælles historie med Gud, og som gør mennesket til et åndeligt og underfuldt væsen, man ikke kun kan granske med tankens kraft. Derfor,” siger Kirsten M. Andersen, ”kan han – og vi andre i dag – sagtens dele samfund med alle og enhver. Det er jo ikke en ideologi eller et parti at være kristen.”

Og netop det med at sammenblande kristendom og ideologi, eller værdigrundlag, som hun kalder det, fylder for meget i dag. Specielt blandt politikere, mener hun: ”Der er en tendens til at tale om kristendom som et værdigrundlag, man kan stå på og derfra pege fingre ad dem, der ikke står på det.” Hun er helt med på, at kristendommen har farvet vores kultur på alle mulige måder, og at dansk identitet og kristendom på den måde er tæt forbundne, ”men på den anden side, så har kristendommen evigheden og et kristent menneskesyn som omdrejningspunkt, og det kan ikke nedlægges eller begrænses i en nationalitet. Kristendommen sætter en evighedsdimension ind i vores kultur, og det vil sige, at hver af os som mennesker står til ansvar for noget, der har Gud og evigheden som fortegn. Og som gerne skulle komme til udtryk i den måde, vi lever vores liv med hinanden på. Gud er ikke et parti, og vi kan ikke tage Gud til indtægt for vores værdigrundlag som en anden virksomhedsejer – det må vi selv stå på mål for. Den skelnen tror jeg, der er brug for at få gjort opmærksom på i dag,” siger hun.

At leve på lykke og fromme

”Vi kan stå vagt om vores land. Vi kan værne om vores demokrati. Vi kan føle os hjemme i en nation,” siger Kirsten M. Andersen og fortsætter: ”Vi har også et pas, der giver os nogle borgerlige rettigheder, som staten vil forsvare for os. Så det kulturelt indforståede og det civiliserede går sådan set hånd i hånd. Men i kristendommen er der en forståelse af, at mennesket lever sit liv på lykke og fromme. At livskraft og skrøbelighed går hånd i hånd.”

Det nyfødte barn kommer ind i billedet igen. Som et lille menneske, der er helt som det skal være, men samtidig også er helt ufærdigt. Og for hvem verden står åben. ”Og deri ligger både en usikkerhed og en meget stor mulighed,” pointerer hun: ”Det er en stor gave at være et ufærdigt menneske, for selv om jeg er en halvgammel kone, kan jeg stadigvæk lære nyt, fortabe mig og miste alt. Verden kan lære mig ting, som jeg ikke troede skulle ske eller fandtes. Det at gå ind i den verden er at tage sine omgivelser, sin verden og sit samfund alvorligt. Men det er også forbundet med en usikkerhed,” siger hun, ”for nok kan vi træffe beslutninger, der skaber en vis form for sikkerhed, men den er jo kun foreløbig. Og hvis vi skal kunne leve med usikkerheden, må vi erkende, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.”

Det er selvfølgelig ikke en nem opgave – det er Kirsten M. Andersen helt på det rene med. Og svaret er ikke, at man så bare må tage sig sammen, hvis verden synes uoverskuelig: ”Det ville jo være fuldstændig forkert at sige, at det er lige meget, hvordan man har det. Jeg synes, det er fint at mærke efter i sig selv osv., men jeg mener bare ikke, man skal lade det være med det. Du bliver nødt til at blive udsat for verden og komme ind og tage del i den, for du kan jo ikke leve dit liv på skånevilkår,” siger hun. Med det mener hun, at vi alle sammen løber os staver i livet, at nissen altid flytter med, og at ingen af os på forhånd kan forvente, at det hele bare går efter en snor: ”Ellers ville vi bare være legoklodser, vi kunne sætte op i et mønster, eller en chip, vi kunne ordne. Men vi er handlende, følende, bestemmende, beslutsomme, irriterende, ja krænkelsesparate mennesker. Og heldigvis for det. For livet er skabt – det er der allerede, når du bliver
født, og samtidig kan vi på godt og ondt påvirke verden på alle mulige måder.”

Hvordan vi skal handle, fx i en verden med meget store og afgørende klimaudfordringer, skal vi bruge både vores snilde og videnskaben til, mener Kirsten M. Andersen: ”Vi kan ikke kigge i kristendommen for at få besked. Men vi kan blive klogere på, hvad det vil sige at være et menneske på godt og ondt. Og at dér midt i livet vil Gud mennesket, vil grundfæste håb og forny livet. Vi kan få både accept og frelse. Frelse betyder netop frihed – at blive sat fri. Så det at være et frit menneske er en farlig sag. Og det er en ansvarsfuld færd.”

Det livsvilkår kan man som kristen ikke tage patent på, mener Kirsten M. Andersen, ”for det gælder jo også alle de andre mennesker, uanset hvad de kalder sig.” Men kristendommen har, pointerer hun, noget at sige her, ikke mindst i Grundtvigs fortolkning: ”Det at han i sine salmer poetisk får os til at se menneskelivet i lyset af den kristne tro og samtidig digtede stort og nyt på det politiske niveau i sine folkelige sange – det kan vi hente masser af inspiration fra.”

At slippe kontrollen giver frihed

Den kristne frihed handler, ifølge Kirsten M. Andersen, også om, at i tillid er det muligt at slippe kontrollen. Og om at ånde frit: ”Alle, der har børn ved det fx: Hver gang, de tager cyklen, er de derude og er potentielt udsat for alskens farer. Men man er jo nødt til at lægge det fra sig og sige, at det skal jeg ikke kontrollere. Jeg kan tage højde for alle mulige ting; at der er en cykelhjelm til dem og sådan noget, men hvis jeg ikke lægger det fra mig og siger, at det nok skal gå, at der går en engel foran eller lægger det over til Gud, så vil min verden jo blive ufri.”

Betyder det så, at vi kan og skal være ligeglade? ”Nej,” gentager Kirsten M. Andersen flere gange. ”Men frihedsbegrebet springer ud af en åndelig dimension og den forærer én noget. Det betyder ikke, at man så er ligeglad, men måske bliver man glad ved at slippe kontrollen. Livet kræver alt muligt af os hele tiden. Det er utrolig opslidende at være sammen med andre mennesker, men det er også det, der kan give glæderne.” Hun vender tilbage til Grundtvig: ”Det er jo det at være en underfuld skabning, et guddommeligt eksperiment, som forklares, mens vi lever vores liv. Det vil sige, at livet også leves lidt bag om ryggen på os, og at det leves under en gudgiven horisont.”

Det gør, ifølge Kirsten M. Andersen, noget for vores samfund: ”Det betyder, at vi ikke kan lægge kristendommen ned i sådan en grønspættebog, der har svar på alt. Nej, livet lever du overfor de mennesker, du deler det med. Og derfor kan vi tage ansvar i et demokrati. Er demokrati og kristendom så det samme?” spørger hun og svarer selv: ”Nej, men de to frihedsbegreber giver hinanden noget. Men hvis vi gør det til et kulturelt fundament, så siger vi, at dem, der ikke er kristne, de kan ikke finde ud af det lige så godt som os andre, og det synes jeg ikke, vi har nogen adkomst til at rende rundt og pege fingre ad.” Hun understreger vigtigheden af at leve i et samfund med religionsfrihed: ”Hvis staten skulle fortælle os, hvad vi skal tro og mene, var det jo kun staten, vi skulle stå til ansvar over for. Den skal vi selvfølgelig stå til ansvar overfor som borger, men den skal omvendt sikre, at vi kan tænke og tro frit, fordi vi på den måde er i stand til at leve med det bøvl det er at være menneske, herunder at træffe politiske beslutninger om nogle dybe etiske spørgsmål.”

Hun kan ikke undgå her at komme ind på debatten om aktiv dødshjælp, der i over et år har fyldt meget i medierne – ligesom det har fyldt i nærværende blad og stadig fylder i foreningen Grundtvigsk Forum. Men også fordi det hænger sammen med det øvrige, hun har talt om – om friheden og gaven, men også bøvlet ved at være en underfuld skabning på vej til at blive til som menneske: ”Når vi har debatten om aktiv dødshjælp, melder spørgsmålene sig, om vi kan tåle at mennesket er skrøbeligt og ikke perfekt. Det afføder ikke nødvendigvis et religiøst svar og sprog, men dybest set ligger der jo det i det, at vi bliver båret ind i verden som spæde og bliver båret ud af verden igen som svage og gamle. Er det værdigt? Ja, det er det da. Er der masser af problemer i den afhængighed, vi har af hinanden? Ja, det er der,” siger hun og understreger, at der er mange svære dilemmaer i den debat, som man ikke bare kan gå let hen over. ”Men” siger hun, ”jeg tror det vil få afsmittende virkning på mange andre sider af vores liv, vi så også vil have kontrol over, hvis vi vil afhandle menneskets afslutning gennem kontrol. Så sandt som vi er født, må vi også blive og dø med den verden, vi er en del af. Der er ting, man skal lære at give slip på, og i det er der også en livskraft. Man kan være nedsunket i mørke, men jeg tror også, vi alle sammen har mødt mennesker, som er lidende og syge, og som har givet noget til deres omgivelser. At man godt kan finde hinanden, selv der hvor livet er svært.”