Demokratimusklen skal trænes i Japan – og højskolen er træningsstedet

Det begynder på et hospital i Japan. Yoko Okuda arbejder med at få flere samtaler og mere demokrati implementeret. Hun føler, at mere demokrati skal til for at få ændret hospitalets mest ineffektive arbejdsgange, de stramme budgetter og forholdene for de mange medarbejdere, der ikke er glade for arbejdet. Det går ikke så godt. ”Japan har den hurtigst aldrende befolkning i verden,” skriver Yoko Okuda i et mailsvar, ”Og samtidig er døden tabu i Japan. Der er en kulturel baggrund, hvor man undgår at tale om det eller tænke over det. Men for at løse de problemer, der opstår på det medicinske område, skal både patienter og personale aktivt se ’døden’ i øjnene frem for at se den som tabu.”

Hun beslutter sig for at gøre noget helt andet for at få sat gang i denne nødvendige samtale. Hun drager til sin mors hjemegn Tenkawa landsbyen i Nara-regionen med tanke på at starte en slags højskolebevægelse efter inspiration fra et højskoleophold i Danmark, fordi hun mener, at dette sted vil være oplagt til at beskæftige sig med temaerne ’Liv og død’. ”Det skyldes, at Tenkawa landsbyen er hjemsted for Tenkawa Daibenzaiten-helligdommen og Shugendo (et sted for mental og fysisk træning), der går tilbage til Asuka-perioden, 500-700 e. Kr. Siden oldtiden har japanere haft brug for et sted at føle liv og død, og man mener, at disse traditioner er blevet videregivet til i dag. Nara-regionen var hovedstaden i Japan for 1300 år siden og kaldes begyndelsespunktet for det Japan, vi kender i dag. Måske er Nara for japanerne, hvad Jelling er for jer,” skriver hun.

Men der er også et andet perspektiv på de begyndende højskoletanker, og det handler om noget ganske jordnært: ”Landsbyen Tenkawa har mistet sin vitalitet på grund af affolkning og tilbagegang i dens hovedindustri, som var skovbrug. Derfor har jeg siden 2018 arbejdet sammen med mine venner for at revitalisere landsbyen,” oplyser Yoko Okuda, og fortsætter: ”Det har længe været et problem, at de unge forlader landsbyen, men med en højskole i byen vil folk samles udefra, forbruget i landsbyen vil stige, og der vil skabes beskæftigelse. Ved at holde kurser for at lære landsbyens historie og kultur at kende, er der også en mulighed for at tiltrække folk udefra samtidig med, at en bevidsthed om landets kultur vil hjælpe landsbybeboerne med at lære om deres landsbys vidundere og genvinde deres stolthed.”

Det handler om liv og død 

Det er temaet om ’Liv og død’ der bliver indgangen til det første egentlige højskolekursus en uge i august 2022 efter dansk forbillede – i hvert fald i forhold til formen på det. Indholdet tager os tilbage til hospitalet igen, for det var her, Yoko Okuda kæmpede for flere samtaler og mere demokrati i forhold til et sundhedssystem, hvor døden er tabu: ”Vi undgår at tale om døden, men det er uundgåeligt at møde familie, venner og kæres død,” skriver Yoko Okuda, og uddyber: ”På det tidspunkt hører jeg nogle gange folk sige, at de ikke kun fik et stort chok, men at de også fik en stor erkendelse.

Først var jeg bekymret for, om temaet ’Liv og død’ kunne være for stort og tungt for japanere, men i virkeligheden kunne jeg få mange deltagere, for der var stor interesse for temaet. Også fra folk, der ikke havde mulighed for at deltage.”

Det er i forbindelse med dette kursus, at også Alexander Weile Klostergaard, cand.mag., musiker og japanskunderviser, bliver inddraget i at arrangere og stå for kurset sammen med et par andre fra Danmark med erfaring fra højskolerne. En japansk ven, Yuki Yamamoto, der arbejder på en dansk højskole, har mødt Yoko Okuda på et af højskolekurserne og får inddraget Alexander Weile Klostergaard i projektet. Herfra tager det fart: ”Med støtte fra en fond, som Yoko og Yuki har ansøgt, får hun penge til flybilletterne, og det gør det muligt for os at arrangere et kursus,” fortæller Alexander Weile Klostergaard. Efter adskillige planlægningsmøder online, lander den lille danske delegation i Tenkawa landsby en augustdag i 2022 til et fyldt deltagerkursus på en nedlagt skole, der bliver brugt til formålet:

”Hele skemaformen havde vi jo taget med fra den danske højskole: Vi stod op klokken halv otte, så var der morgensamling og morgensang med Grundtvigklassikere som bl.a. Morgenstund har guld i mund og Er lyset for de lærde blot i japansk oversættelse – og herefter dagens samtaler og workshops. Måltiderne indtog vi selvfølgelig også sammen, og her fik vi hjælp fra et lokalt ægtepar med egen restaurant og bar,” siger Alexander Weile Klostergaard og fortæller om stor velvillighed fra lokalbefolkningens side: ”Om aftenen tændte manden op i bålet, mens konen solgte øl. Også den lokale overpræst, Mikinosuke Kakizaka, fra Tenkawa Daibenzaiten helligdommen dukkede op en aften, ligesom en af munkene stod for en indisk vipassana-meditation en af dagene. Vi fik også lov til at bruge helligdommens ’sognehus’ et par dage til undervisning og dialog, hvilket var en god ramme for temaet om liv og død.”

Himmelen på japansk

Det var Yoko Okudas tanke, at højskolekurset skulle være et sted, hvor man kunne ’lære døden’. En lidt speciel formulering, synes Alexander Weile Klostergaard: ”Det er en anderledes måde at tænke på, for jeg ville jo synes – specielt med det grundtvigske i rygsækken – at det skulle handle om ’livets skole’. Men det bundede selvfølgelig i, at Yoko Okuda oplevede et konkret problem på hospitalet, som både griber ind i en demokratisk og eksistentiel forankring.” Det skulle dog vise sig, at kurset i højere grad kom til at handle om livet end om døden – noget, der også efterfølgende blev givet udtryk for af kursisterne: ”Der var flere, der skrev, at de havde været ellevilde med projektet, men at de ikke fik talt nok om døden.”

Selv skulle Alexander Weile Klostergaard stå for at lave musik og lave et oplæg om danske begravelsessange. Og hurtigt gik det op for ham, at det jo ofte også er morgensange, man benytter til begravelser. Det undrede kursisterne: ”De spurgte: ’Hvorfor handler de alle sammen om solopgang, og hvorfor mener I i Danmark, at død er en solopgang? For os er død en solnedgang,’” fortæller Alexander Weile Klostergaard, der også fik skærpet sine egne oversættelsesevner udi det japanske, da han skulle oversætte ordet ’Gud’: ”En af de oversatte sange, vi sang, gav anledning til nærmere overvejelser, for hvilket ord skulle jeg bruge på japansk for ordet ’Gud’? Først oversatte jeg det med kami – et japansk ord, der dækker over en forståelse af alle slags guder – men det virkede ikke rigtigt. Og hurtigt viste det sig, at når vi talte om Gud, så blev det helt naturligt til ten, som betyder ’himmel’ på japansk. Faktisk mener jeg at huske, at det i den konkrete oversættelse af sangen blev til ’at være i himmelens hånd’. Og det gav god mening.”

Demokrati er mange ting

På ugekurset foregik der også samtaler om demokrati faciliteret af Yuki Yamamoto og en anden underviser fra Danmark, Emil Chemnitz, cand.scient.pol. ”Altså den Hal Kochske demokratiforståelse om demokratiet som en livsform var ikke lige den mest fremherskende. For de fleste kursister handlede demokrati mest om at stemme til valg, altså den processuelle demokratiforståelse, der i Danmark blandt andet har været forfægtet af Alf Ross, men ved sidste valg i Japan var der samtidig kun ca. 40 procent, der stemte. Så også den gængse demokratiforståelse blev udfordret gennem vores samtaler. De fleste mente, at demokratiet skal være en muskel, man skal træne, hvis det også skal blive til en livsform,” fortæller Alexander Weile Klostergaard og bliver bakket op af Yoko Okuda, der skriver:

”Japan står over for et stort vendepunkt. Den økonomiske vækst er stoppet, og den aldrende befolkning vokser. Selvom Japan har en stor befolkning, så er det ikke let at ændre samfundet. I tider som disse bør hver eneste borger tænke og agere som en drivkraft i samfundet. Det, synes jeg, er noget af det, vi kan lære af den danske forståelse af demokrati med rod i højskolebevægelsen. Desværre lægges der stadig meget vægt på udenadslære i den offentlige uddannelse i Japan, og der er endnu ikke en mekanisme til at fremelske en anden måde at tænke på. Som en mulighed for at ændre denne form for uddannelse, mener jeg, at indførelsen af en dansk folkehøjskole er nødvendig. Fordi folkehøjskolen netop blev født for at oplyse bønderne i begyndelsen af det danske demokrati. Vi tror på, at vi ved at lære vores eget lands kultur og historie at kende, som man gjorde i den oprindelige højskole, og samtidig inddrage det bedste fra Danmark, kan genvinde vores stolthed og få modet til at tage vores egne udfordringer op.”

En bevægelse er i gang

At ville tage udfordringer op og gå til højskolekurset med stor seriøsitet har været noget af det, der også har slået Alexander Weile Klostergaard ved at være med: ”Deltagerne har virkelig taget det seriøst, at højskolen er et meget ambitiøst sted at lære noget, og de tager det meget alvorligt i deres eget liv. De har brugt penge og tid på at være et sted, hvor man ikke får nogen eksamenspapirer, du kan fremvise hos en arbejdsgiver eller en uddannelsesinstitution. Så man investerer virkelig sig selv i det,” siger han og henviser også til den store aldersspredning, der var på kurset: ”På de danske højskoler er det efterhånden nærmest kun folk i starten af 20’erne, der deltager – altså i virkeligheden ret ’ens’ mennesker, men her var der folk fra start 20’erne helt op til sidst i 50’erne. På den måde lærer man også at tale sammen på tværs af generationer, og det synes jeg er virkelig vigtigt.”

Yoko Okuda supplerer på skrift: ”Det var meget entusiastiske elever, der deltog, og det var et godt sted for lærere, elever og landsbybeboere at tale åbent og ærligt sammen. Sammen med fire lærere fra Danmark var vi i stand til at formidle vigtige værdier til eleverne, der ikke kan udtrykkes med ord, såsom vigtigheden af retfærdighed, ligeværd, hvordan man lærer, og hvordan man interagerer med andre. Derudover kunne landsbybeboerne se en realiseret udgave af den ukendte skole kaldet ’Højskole’. Det var med til at uddybe deres forståelse. Også efterfølgende samledes eleverne frivilligt mange gange for at snakke og berette om hinandens livssituationer. Der blev skabt nakama, som betyder ’mange gode kontakter og venner’ på japansk. Yoko Okuda mener dog ikke, det lykkedes at opnå nogle vilkår for kursisterne til at skabe en bevægelse, der kan forandre og flytte samfundet. ”Det er næste opgave,” skriver hun

Men Alexander Weile Klostergaard er ikke helt enig i denne betragtning om, at der ikke blev skabt en bevægelse: ”Det er jo en kæmpe ambition at have, at vi med et enkelt højskoleophold sådan skal skabe en bevægelse, der forandrer samfundet. Men for mig at se er den allerede i gang, og vi skaber med på denne bevægelse med dette højskolekursus. Der har før været højskoletiltag i Japan, og nu taler man om en såkaldt ’tredje bølge’. For 100 år siden har Grundtvigs tanker om at oplyse bønderne også præget skolesystemet, og Japans nederlag i Anden Verdenskrig medførte en demokratisk vending, hvori højskoletanken også har været inspiration til demokratiske tiltag. En af de nyeste bøger om højskolen i Japan beskriver, at vi nu står i en tredje bølge, hvor alle de her nye initiativer bliver beskrevet. Jeg tror faktisk, vendepunktet er der nu. Vi står midt i det, og det er først lige begyndt.”